Nyheder
Nyheder

Bramfri overfor Vorherre og alle os andre

Der er gennem de sidste 10 år sket et bemærkelsesværdigt skred i konfirmandernes tale om tro, Gud og Kristendom.

På spørgsmålet: "Hvorfor bliver du konfirmeret" svarer 37 ud af Jens Rothmanns 42 konfirmander, at det er fordi de gerne vil bekræfte dåben og tror på Gud 

Tekst: Jens Rothmann, sognepræst i Balslev-Ejby.

Artiklen er fra sommernummeret af Fyens Stiftavis 

Jamen, det er fordi at man tror på Gud! ” Sådan lyder det fra en meget stort del af konfirmanderne, når man, på den første undervisningsdag, stiller dem spørgsmålet om, hvorfor de skal konfirmeres.  

Konfirmanderne skal to og to fortælle deres sidemand hvad de hedder, hvor gamle de er, hvad de er gode til og lidt om deres hobby – og endelig, skal de så fortælle sidemanden om, hvorfor de skal konfirmeres. Alt sammen er en del af en indledende ”lær hinanden at kende leg” – og hvor konfirmanderne så bagefter, på skift, fortæller om deres sidemand, til resten af konfirmandholdet.

Og så er det, det sker – det som har overrasket mig de sidste mange år. Nemlig når spørgsmålet om hvorfor de skal konfirmeres skal besvares. For så kommer det meget bramfrit fra stort set alle; jamen det er fordi at de tror på Gud.

Det var ikke sket i min tid, da jeg gik til konfirmandundervisning helt tilbage i midten af firserne i det forrige århundrede. Da kunne bramfriheden om ens tro ligge på et meget lille sted. I hvert fald der hvor jeg kom fra! Det var ikke noget man sådan snakkede højt om som barn og ung – og da slet ikke over for ens skolekammerater, heller ikke når man gik til præst. Og blev man så stillet til ansvar for, hvorfor man nu ville konfirmeres, ja så var svarene stort set altid de samme: gaverne – festen eller fordi, at det blev storebror også, og sådan gør man nu i ens familie, eller fordi...” det siger min mor og far at jeg skal”. Meget sjældent havde svaret noget med Gud og Vorherre at gøre – eller for den sags skyld, bekræftelse af ens dåb. Det lå ligesom ikke i luften at svare sådan og den der så endelig gjorde det, han eller hun, var at betragte sådan lidt specielle i andres øjne. Der var en blufærdighed over for det, at være kristen eller troende i det hele taget. Det var en privatsag og noget som man altså ikke luftede, for det kunne komme til at svie ondt tilbage. Jeg kan med gru huske en kristendomstime i 6. klasse i folkeskolen, hvor jeg uforvarende kom til at svare positivt på lærens spørgsmål, om der var nogen i klassen der troede på Gud. ”Ja” rakte lille Jens sin finger i vejret og fortrød det så bitterligt bagefter, ligesom den anden i klassen som havde gjort det samme. For ”..se, der er nogle som stadig tror på det gamle pjat” – svarede læreren grinene ud over klassen til de andre klassekammeraters morskab. Så meget for den bramfrihed overfor Vorherre og alle de andre – og fra den dag af, skulle jeg udelukkende konfirmeres, for festen og gavernes skyld og vist nok også fordi, ”.. at sådan gjorde man i min familie”. Det var i hver fald mit ”bramfri” svar, da min konfirmationstid nærmerede sig – og der gik vel flere år, inden at mit mod vendte tilbage igen.

Det var vel også med den erfaring in mente, at jeg drog ind i konfirmandverdenen små 18 år efter jeg selv var blevet konfirmeret, nu som præst og konfirmandlærer. Og jeg kunne fra starten ikke dy mig for, at stille konfirmanderne det berømte spørgsmål, om hvorfor de nu skulle konfirmeres. Jeg er desværre forfærdelig nysgerrig af natur! Jeg brugte fra starten af sidemands modellen og lod sidemanden svare – og svarene var nogenlunde som forventet; gaverne, festen, familien osv. Måske var der en tre fire stykker som snakkede om Gud og det vist nok var noget med at bekræfte troen eller dåben, men ellers ikke andre og kun en lille flok, når der var tale om i alt ca. 35 konfirmander. Alt var ligesom ved det gamle – det jeg kom fra og kendte, en blufærdighed over tro, Vorherre og kristendom.  Sådan gentog det sig de næste år også.

Men så skete der et skred, - for sådan ca. 9-10 år siden. Uforklarligt og uforståeligt i den store sammenhæng fra før. Flere og flere konfirmander begyndte nemlig at svare, at grunden til at de skal konfirmeres, er at de tror på Gud, eller det er fordi, at de på den måde, kan bekræfte deres dåb eller deres tro. I de første år var det ca. 25 % der svarede sådan, den første gang vi mødtes. Så 30 % og året efter 45%, - året efter igen, endnu flere.

I år var der 5 konfirmander der svarede at det er pga. festen, gaverne osv., - de resterende 37 svarede at det var fordi de troede på Gud, eller ville bekræfte deres dåb.

Og jeg må indrømme, at jeg da selvfølgelig er glad for at konfirmanderne svarer som de gør, men jeg fyldes også med en stor på portion undren. Positiv forundret selvfølgelig! For hvorfor er det skred kommet, at man nu modsat før, bramfrit tør tale om tro og Gud, og det overfor alle os andre? Man vil gerne fortælle hvad man tror på og man vil gerne snakke om Gud og kristendom. Og hvorfor er det skred sket inden for de sidste ca. 10 år? Og nej, det er ikke fordi at disse konfirmander har gået til minikonfirmand, - og har lært det herfra, - for det er først blevet indført så sent her på stedet, så først næste års konfirmander har haft det som en mulighed. Og nej – det er ikke fordi at jeg har haft konfirmanderne før jeg stiller dem spørgsmålet – og har kunnet præge dem på den måde. Spørgsmålet bliver jo netop stillet første dag vi mødes, i den første time. 

Jeg har snakket med andre kollegaer,- og de fortæller det samme. Der er en blufærdighed som er forsvundet og en ligefremhed, som er bemærkelsesværdig og ikke mindst befriende. Nogen vil påstå at det har noget med tiden at gøre, med en globaliseret verden, og hvor andre religiøse grupper frit taler om deres tro. Det har vi ikke rigtig kendt til her i landet i lang tid. Men måske er det ligeså stille på vej tilbage. Det kunne da være skønt, og så fra de unges side af – sådan atter at være bramfri over for Vorherre og alle os andre.