Nyheder
Nyheder

Kaldet og samarbejdet

Efter ”strukturprocesser” i flere provstier, hvor nye samarbejdsformer har været til debat, sætter tre præste-tillidsrepræsentanter og biskoppen ord på deres fælles ønske om mere og bredere præstesamarbejde med respekt for kaldet og sognenes forskellighed.

En vigtig nøgle til, at samarbejde kan lykkes, er åbenhed og tillid.  
Foto: Folkekirken.dk

Tekst: Andreas Bojsen-Møller, tillidsrepræsentant for præsterne i Svendborg Provsti, Dorthe Terp Dahl, tillidsrepræsentant for præsterne i Assens Provsti, Nanne Mølhave, tillidsrepræsentant for præsterne i Nyborg Provsti og biskop Tine Lindhardt. 

Som præst er man kaldet af et eller flere sogne til at være præst for dem, der bor der. Kaldet er med til at knytte sogn og præst sammen; det giver præsten en legitimitet i sit arbejde og sognet et ansvar over for deres præst.

Samtidigt opstår der stadig mere samarbejde på tværs af sognene og mellem præster, om konfirmandundervisning, reformationsfejring, babysalmesang, foredrag og meget andet. Måske er dette samarbejde kommet, fordi man har opdaget, at man ofte kan mere sammen end alene. Sognet, som man som præst er kaldet til, og sognets liv og vækst kan styrkes gennem samarbejde med andre, ligesom mange præster har stor glæde af at arbejde sammen med kolleger.

Men det er vigtigt, at der udvikles samarbejdsformer, som passer til de enkelte sogne, og at processen foregår i et tempo, hvor både præster, menighedsråd og menigheder kan være med. Ikke alle præster og menigheder ønsker et omfattende samarbejde, og det skal der være plads til. Eller sagt med andre ord: det er vigtigt at finde måder at være præst og sogn og kirke på, som respekterer kaldet og kaldstanken, og som samtidigt giver mulighed og rum for samarbejde mellem præster og sogne, til gavn for folkekirkemedlemmerne, for præsternes trivsel i embedet og for evangeliets forkyndelse.

Samarbejde kan etableres på mange måder. Det kan f.eks. være nogle sogne, der sammen aftaler i hvilke kirker, der skal være koncerter, babysalmesang eller spaghettigudstjeneste. Det kan også være et samarbejde, hvor en præst i et mindre sogn bistår med arbejdet i et eller flere større sogne. Eller at præster afløser hinanden i forbindelse med fridage og ferie. Nogle samarbejdsformer ligger i præstens arbejdsbeskrivelse, andre opstår som resultat af dialog mellem sognene.

Er der grund til at være bekymret over de nye samarbejdsformer? Det mener vi grundlæggende ikke. Men det er vigtigt at tage de bekymringer, der er, alvorligt. Og det er nødvendigt at få mange forskellige erfaringer med samarbejde og evaluere dem løbende.

I artiklen her vil vi give eksempler på nogle samarbejdsformer og uddybe, hvorfor vi mener, at der er gode grunde til at styrke samarbejdet mellem præsterne i Fyens Stift.

Fordelingen af præstekræfter

Mennesker flytter sig. Nogle sogne bliver større, og andre mister beboere. Derfor er det nogle gange nødvendigt, at præstekræfterne nogle steder fordeles anderledes. Hver gang, der bliver en præstestilling ledig, skal biskoppen derfor nøje vurdere, om stillingen skal genopslås uændret eller ej. Det er nødvendigt, fordi der ikke er et ubegrænset antal præstestillinger hverken på landsplan eller i Fyens Stift. Der er cirka 184 præstestillinger på Fyn, og der er mange, der efterspørger en præst.

I små landsogne kan der være bekymring for, at der flyttes præstetid væk fra sognet. Det er en forståelig bekymring, for i nogle tilfælde er det faktisk det, der sker, når en præst får til opgave at bistå med arbejdet i et eller flere større sogne. Men hvis alternativet er, at man mister en præst i landsognet, kan det være det rigtige at gøre. Og hvis man etablerer et samarbejde mellem præsterne, kan præstetimerne ofte fordeles mere ligeligt, uden at man behøver ændre sognegrænser eller indføre storpastorater.

Her skal der naturligvis tages hensyn til lokale forhold. En præst, der skal aflaste en kollega i et andet sogn, skal for eksempel ikke ende med at have større arbejdsbyrder end den, der skal aflastes. Der skal også være opmærksomhed på, at en præstestilling ikke indeholder så mange forskellige kvoter og ansvarsområder, at stillingen bliver uoverskuelig - til skade for såvel menighed som arbejdsvilkår.

Trivsel og arbejdsmiljø

Generelt vil mange præster gerne arbejde sammen med kolleger. Jobbet som præst er ofte præget af selvstændigt arbejde uden så meget kollegial sparring og samarbejde, og det kan gøre det til et ensomt job at være præst.

Dertil kommer, at præster møder mennesker i vanskelige situationer og jævnligt har svære samtaler. Her kan det være godt at have en kollega at vende tingene med - naturligvis i respekt for tavshedspligten. En mere formaliseret samarbejdsstruktur, hvor man også kan inspirere hinanden, kan derfor være til gavn for mange præsters trivsel og arbejdsglæde.

Præst hjemme hos sig selv

Den form for samarbejde, vi forestiller os, betyder, at man fortsat er præst i sit eget sogn/pastorat, hvor man er kaldet til at være præst. Samtidigt indgår man også i et samarbejde med andre præster.

Det betyder, at man kan have gudstjenester, begravelser og bryllupper i andre kirker og sogne end hjemme hos sig selv, og at der hjemme i ens eget sogn indimellem kan komme en præst fra nabokirken.

For at det kan blive godt, skal sognene være med på det og være indstillede på at komme til gudstjeneste, også når det er samarbejdspræsten, der prædiker, og i det hele taget bruge også den præst, der ikke bor i præstegården. Den slags tager tid, og det vil givet være noget, man skal vænne sig til. Det vil det bl.a. fordi samarbejdspræsten ikke er kaldet til at være præst i sognet på samme måde som ens egen præst. Og kaldet betyder som sagt noget. Omvendt er sognene vant til at møde en anden præst til gudstjeneste og kirkelige handlinger, når ens egen præst har fri og ferie, ligesom præster er vant til at komme i andre sogne end deres egne, netop i forbindelse med ferieafløsning. Det kan måske danne baggrund for et mere udvidet samarbejde, til gavn og glæde for både præster og sogne.

Inspiration fra hinanden

På Hindsholm har et udbygget præstesamarbejde fungeret i mange år. Præsterne i ”Gl. Ejby ordningen” har også haft et tæt samarbejde igennem flere år, og forhåbentligt vil man flere steder se et bredere samarbejde vokse frem, ikke som et krav, men som en mulighed og som noget, man gerne vil. Det er vigtigt, at vi som menigheder og præster ikke opfatter hinanden som konkurrenter i hver vores sognekirke.

Samarbejde vokser forskelligt forskellige steder. Måske begynder det som nævnt med, at man samarbejder om at aflaste hinanden i forbindelse med fridage og ferier og udvikler sig så skridt for skridt til et samarbejde om konfirmander eller minikonfirmander eller foredrag eller børne- og familiegudstjenester eller noget andet. Der er også en del menighedsråd der samarbejder om f.eks. fælles regnskabskontor, skoletjenester, udflugter og meget mere. En vigtig nøgle til, at samarbejde kan lykkes, er åbenhed og tillid. Der er allerede erfaringer at trække på. Lad os i de kommende år høste nye erfaringer. Vi synes, at det er samarbejdets vej, vi skal.


Artiklen er trykt i Stiftavisens martsnummer