Fortsæt til hovedindholdet
Tema om dåb
Dåben er mere end vand i håret

Dåben er mere end
vand i håret

En dåbsmesse i Odense skal give et sanseligt blik på dåben.

Domprovst Regina Ljung, tovholder for dåbsmessen. Foto: Ard Jongsma

Vil du smage lækre, nybagte dåbskager?

Vil du se, hvordan unge designere mener, at fremtidens dåbskjole kan se ud?

Vil du opleve Sigurd Barrett underholde de mindste?

Vil du føle suset, når en splinterny dåbssalme bliver sunget af nogle af folkekirkens dygtige kor?

Vil du mærke, hvor godt det kan gøre at have en eksistentiel samtale med en præst i en blød sofa?

Vil du høre fortællinger og foredrag om dåb?

Vil du finde en ide til en dåbsgave?

Vil du læse om danske navne og deres oprindelse?

Der bliver mulighed for det hele og meget mere, når Odense Rådhushal og Odense Domkirke slår dørene op for Fyns første dåbsmesse den 11. og 12. november 2016.  

Bag initiativet står en række odenseanske menighedsrådsmedlemmer, folkekirkeansatte og præster med domprovst Regina Ljung som tovholder.

Det er gratis at deltage i dåbsmessen, som forgår i Domkirken og på Odense Rådhus den 11. og 12. november 2016. Gruppen bag dåbsmessen har fået 90.000 kroner fra Folkekirkens Udviklingsfond til at gennemføre projektet.

Desuden bidrager Hjallese og Sankt Knuds Provstier økonomisk. 


”Dåbsmessen giver et sanseligt blik på dåben. Der bliver højtidelige øjeblikke og uformelle øjeblikke, fuldstændig ligesom det er tilfældet, når vi holder barnedåb i kirken og efterfølgende fester derhjemme,” siger hun.


Uden dåb ingen kirke


Selvom langt de fleste børn på Fyn stadig bliver døbt, er dåbstallet faldende, og det er bekymrende, mener domprovsten.


”Dåbsmessen sætter fokus på, at dåben er meget mere end at få noget vand i håret. Den er indgang til et fællesskab, og den er en vigtig tradition. Kirkens eksistensgrundlag er på spil, hvis vi holder op med at døbe vores børn,” siger hun.


Regina Ljung betoner, at vi ved dåben får et stærkt tilsagn om, at vi er elsket af Gud, som vi er, med alle vores fejl og mangler.


”På Facebook og Twitter kan du være inde i varmen den ene dag, og den næste dag kan du blive skammet ud. Sådan er det ikke i kirken. Her bliver du ikke dømt ude, og du er altid velkommen,” siger hun.


Åndelig føde


Regina Ljung møder en del forældre, som siger, at deres børn selv skal tage stilling til, om de vil døbes. Hendes svar er, at forældre foretager mange vigtige valg for deres børn, og at dåben er et af de valg.


”Vi overlader det ikke til børnene selv at vælge, hvor meget cola de vil drikke, eller hvilken mad de vil spise. Hvorfor skulle forældre så ikke også tage et ansvar for, hvad deres børn skal leve af åndeligt set?”, siger hun.


Den slags spørgsmål vil gruppen bag dåbsmessen gerne i dialog med kommende forældre og bedsteforældre om. Derfor er det deres håb, at mange vil kigge indenfor på Odense Rådhus og i Domkirken til dåbsmessen.  


”Kirken skal helst blive ved med at være en del af det kit, der holder samfundet sammen. Derfor skal vi være kirke på nutidens præmisser, og det er dåbsmessen udtryk for, ” slutter Regina Ljung.