Sognepræstens artikler og klummer

Anne Birgitte Reiter | 21. september 2011

Den levende Gud
I en af salmerne i Det Gamle Testamente (Salme 115,1-9), fortælles om nogle mennesker, der tilbeder gudebilleder af sølv og guld. Figurer, der nok har en mund, men de kan ikke tale og nok har øjne, men de kan ikke se osv. Teksten  er et opgør med opfattelsen af Gud som statisk, ufølsom, umenneskelig og fjern. Man kan måske forestille sig en kæmpe lerfigur, beklædt med ædelt materiale. Stor, truende og med tomme øjne. Eller man kan tænke på den hedenske gud Svantevit, en 3 meter høj gudefigur af træ, der stod udenfor borgen i Arkona på Rygen, dengang danerne førte togt mod venderne, - en gud, der ikke på nogen måde var levende.

”Sådan er vores Gud ikke!”, siger salmedigteren til Israelitterne. Vores Gud er den levende Gud, han som ER. Det betyder, at det at være til er grundlæggende for ham, at have eksistens, at være virkelig.

Mon ikke de fleste af os i barndommen havde en drøm om at dukke Lise eller bamse Ole kunne blive levende? Det er sådan en drøm, der ligger til grund for eventyret om billedskæreren Gepetto og Pinocchio. Gepetto ønsker sig brændende, at den træfigur han lige har skåret vil få liv. Og det går i opfyldelse, en dag bliver Pinocchio virkelig levende! Hvorefter der sker en hel masse frygtelige ting, før det ender godt, for det er ikke let for en tidligere træfigur at leve i verden og skelne mellem ondt og godt. Men det vigtigste der sker ved, at Pinocchio bliver levende, er, at der opstår kærlighed imellem ham og Gepetto. De kommer til at holde inderligt af hinanden, billedskæreren og dukken, der er blevet levende, som far og søn.

Barnets drøm om at dukke Lise eller bamse Ole skulle blive levende, var  netop drømmen om et levende og inderligt forhold til de dukker, der imidlertid forblev dukker og dermed til sidst i barndommen smidt hen i en krog. Hvem gider i længden have et inderligt forhold til en dukke? Det holder ikke.

Måske var det med mange af barndommens gudsbilleder lidt ligesom med dukkerne. Det holdt ikke i længden. Hvem ønsker at have et forhold til en gammel mand, dersidder på en sky og er vred, straffende og fordømmende, hvis det var sådan, man lærte, at Gud var? Derfor er det så vigtigt, at mennesker ikke holder op med at forholde sig til Gud, når de vokser op. Ellers sker der det, at de fleste må forkaste Gud, - fordi han ikke forekommer at være værd at følges med.

Men sådan er jødernes Gud ikke og sådan er den kristne Gud ikke. Da Gud så, at menneskene ofte misforstod ham og troede, han var enten en tøjbamse eller en diktator i skyerne, tog han menneskeskikkelse og blev sådan,at mennesker kunne se ham og holde af ham. Han blev til mennesket Jesus. Et rigtig levende menneske af kød og blod, som samtidig var Gud og handlede med guddommelig magt og kraft. Jesus viste med al tydelighed, at Gud er en levende Gud. En Gud der både kan tale, se, lugte og gå. Han overtrumfer endda de barnlige drømme om en Gud, der beskytter og hjælper den, der tilbeder ham. Han vender konstant vores  forestillinger påhovedet, han afslører hele tiden vores menneskelige begrænsninger hvormed vi også hele tiden begrænser Gud. Men han gør det ikke for at nedgøre os, ikke for at tage livsmodet fra os. Tværtimod. Alt hvad den levende Gud gør, er gjort i kærlighed, af kærlighed – til alt det, han har givet liv og ånde på denne jord, og som han ønsker at danne i sit billede – til levende, kærlige, frie mennesker.