Anne Birgitte Reiter | 5. juli 2011

Da Gud fortalte en historie
En af mine helte har stået upåagtet i bogreolen i lang tid. Men da jeg for et par dage siden tog i sommerhus, puttede jeg ham i tasken og tog ham med. Jeg ved ikke, hvad han ville have sagt til at blive behandlet på den måde, men han kunne ikke protestere. Det drejer sig nemlig om nu afdøde, forhenværende professor i teologi, Johannes Sløk. Hans bøger er ikke de lettest tilgængelige. Men netop i sommerhuset kan det være godt. Så kan man læse en lille bid, gå ud og luge rosenbedet, indtil man synes, man har fortjent en kop kaffe. Med kaffekoppen i hånden genlæse det, man læste lige før, men endnu ikke helt havde forstået, og mens man så siden går en tur med hunden, eller tager en svømmetur, kan det være, man pludselig forstår mere, end man gjorde før. Ja, ind imellem kan det være, som om man får et glimt af den store sammenhæng.

Den bog af Johs. Sløk, jeg begyndte på at genlæse, hedder ”Da Gud fortalte en historie” (1985). Sløk indleder bogen med at formulere sin trosbekendelse. Den lyder således: ”Da Gud omsider lod høre fra sig, gjorde han det ved at fortælle en historie, og ved at fortælle den historie skabte han sandheden om mennesket. Han afslørede ikke den sandhed, der forelå, men han skabte den sandhed, der herefterdags skulle stå ved magt. Den sandhed var tillige frigørende, for så vidt den kunne frelse mennesket fra alt det, der bandt.” Bogen er derefter en udfoldelse af, hvad det betyder,  at Gud fortalte en historie. Det betyder først og fremmest, at kristendommen kan siges at være ”et menneske”, eller ”et menneskes levnedsløb”, nemlig Kristi levnedsløb. Fortællingen om hans liv er fortællingen om dit og mit liv, og troen på, at Kristus har levet mit liv og er død min død, gør mig fri. Fri til at leve uden bekymring, for jeg kan grundlæggende ikke gøre noget, der får mig til at falde ud af den historie.

På knæ i rosenbedet med dette i hovedet, kom jeg i tanker om, hvad en anden af mine helte skriver, nemlig apostelen Paulus. I Romerbrevet kap.8,38-39 skriver han: ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”. Og pludselig følte jeg mig hensat til eet af de øjeblikke, hvor man får lov til at ”se”. Hvor man får lov at få et glimt af den store sammenhæng. Se, at der er en himmel spændt ud over mit liv, en himmel, hvorpå der i neon står skrevet, at jeg har lov til at være her på jorden og leve mit liv i tillid til, at alt er i de bedste hænder.

Det er jo ikke sådan, at jeg ikke godt vidste det. Men man kan være så glemsom. Ind imellem kan bekymringer over dagliglivets trængsler mase sig ind på én, så man glemmer tilliden til, at den historie, Gud fortalte med sin søn, også er min historie. Og at jeg dermed er befriet fra alle de tungeste bekymringer, jeg er frelst og fri, jeg har lov til at leve, jeg har lov til at glæde mig, det er i orden med mig.- Og med min nabo derinde, som jeg nikker venligst til, imens jeg kører afsted med badetøjet bagpå cyklen og tænker på, hvor godt det er at have helte!

Billedtekst Da Gud omsider lod høre fra sig, gjorde han det ved at fortælle en historie, og ved at fortælle den historie skabte han sandheden om mennesket. Han afslørede ikke den sandhed, der forelå, men han skabte den sandhed, der herefterdags skulle stå ved magt. Den sandhed var tillige frigørende, for så vidt den kunne frelse mennesket fra alt det, der bandt