Anne Birgitte Reiter | 18. april 2011

Ordets magt
Har du nogensinde tænkt over, at du altid er bevæbnet? Du er i besiddelse af et våben, som er stærkere end et maskingevær! Det våben er din stemme. Med dine ord, kan du formelig slå ihjel! Man kan tage livsmodet fra et menneske ved altid at tale negativt til det. Det er ikke altid, man selv får virkningen af sine ord at se. Måske går man omkring og tror, at man ingen skade gør, ”man siger da bare tingene som de er”. Men omvendt kan man også med sine ord også gøre andre lykkelige, give et andet menneske livslyst og glæde. Ordets forunderlige magt er illustreret i en lille videosekvens set på YouTube. En tigger sidder på et fortov, på hans skilt står der ”jeg er blind, hjælp mig”. En forbipasserende kaster af og til en mønt i hans konservesdåse. Så standser en ung pige, tager hans skilt, skriver noget på det, sætter det igen og går. Nu fosser pengene ind, alle giver til den blinde. Efter en tid kommer den unge pige tilbage. Tiggeren spørger, hvad hun har gjort ved hans skilt. ”Jeg skrev det samme, bare med andre ord”, siger hun. På skiltet stod der nu ”det er en vidunderlig dag og jeg kan ikke se den!”.

Videoen kan ses i feltet øverst til højre!

Grundtvig skrev engang, at ”ordet skaber, hvad det nævner”. Det betyder, at det har konsekvens, hvordan man udtrykker sig. Man former virkeligheden for sig selv og andre igennem det, man siger. Det er vigtige ord i en tid, hvor det bliver anset for smart hele tiden at skubbe til grænsen for, hvad man kan sige. I skolen kalder en dreng en anden for ”tudefjæs”. Til forældremødet hvor forældrene klager over, at deres dreng oplever mobning, siger en anden far, at ”det er da ikke så slemt, det sidder vi jo alle og råber ude på stadion om søndagen”. Set fra vores civiliserede breddegrader er det uhyggeligt hvordan unge drenge render rundt med maskingeværerne over skuldrene i nogle mindre civiliserede lande. Måske er forskellen på dem og os mindre end vi forestiller os. De kugler, vi bruger her hos os er måske nok usynlige, men spørgsmålet er, om ikke det er ligeså dræbende at såre sjælen som kroppen?