AAA
 

Formandens artikler og klummerFormandens artikler og klummer

Ester Larsen | 16. januar 2012

Provstebetænkningen
Inden udgangen af januar har alle menighedsråd mulighed for at udtale sig om kirkeministeriets betænkning om provstestillingen.

Et udvalg har haft til opgave blandt andet at komme med idéer til, hvordan der kan sikres flere ansøgere til ledige provstestillinger.

Det har resulteret i forslag om, at biskoppen på forhånd beslutter, hvor i provstiet provsteembedet skal placeres. Det betyder, at det fremover så vil være præsten der følger provstestillingen. I dag gælder det omvendte forhold, da provsten udpeges blandt provstiets præster.

Når biskoppen har placeret provsteembedet opslås stillingen ekstern, således at alle, der opfylder betingelserne for ansættelse som præst, kan søge.

Eksterne opslag vil klart øge ansøgertallet. Men jeg finder, man kan opnå endnu flere ansøgere, hvis man undlader bestemmelsen om, at biskoppen på forhånd placerer provstestillingen. Mit forslag er, at de to embeder provste- og præsteembedet, der jo bliver ledige samtidig også opslås samtidig og principielt uafhængigt af hinanden, men sådan at provstestillingen besættes først. Det betyder, at de af provstiets egne præster, der har mod på provsteudfordringen , men som nødig vil forlade egen menighed, også kan komme i betragtning som provst. I stillingsopslagene skal ansøgere anmodes om at tilkendegive, om de er ansøgere til begge stillinger eller alene til henholdsvis provstestillingen eller den konkrete præstestilling. Eksterne ansøgere vil naturligvis være udelukket fra alene at søge provstestillingen.

Ved denne fremgangsmåde opår man, at ansøgertallet til provsteembedet øges, og at dette ikke for al fremtid låses til et bestemt pastorat. 

Det vil endvidere være en logisk konsekvens, at provstikontoret placeret centralt i provstiet uafhængigt af den aktuelle provsts bolig.   

Betænkningen foreslår, at der skal være hele tre forskellige modeller for ansættelsesprocedurer.

Det virker ret overvældende i betragtning af, at der i alt kun er ca. 100 provstestillinger i landet.

I de tre modeller er menighedsrådets, provstiudvalgets og biskoppens indflydelse tillagt forskellig vægt, så hvilken model man foretrækker præges måske af, hvor i beslutningskæden man selv er placeret!