Ester Larsen | 08. maj 2011

Skal der være fosterplæner på kirkegårdene?
Hvordan skal man forholde sig til aborterede fostre?

Det er et spørgsmål, som er aktuelt blandt andet for Odense Universitets Hospital.

Tidligere blev aborterede fostre som hovedregel behandlet som bortopererede organer og amputerede lemmer, det vil sige brændt som klinisk risikoaffald.
Den fremgangsmåde kan opfattes som stødende, og derfor har der da også udviklet sig forskellig praksis for de enkelte sygehuse. OUH planlægger nu at indføre tilbud om fælles kremering af senaborterede fostre med efterfølgende anonym nedgravning på en kirkegård som alternativ til affaldsafbrændingen.

Egentlig kan man undre sig over, at spørgsmålet om, hvordan man rent praktisk forholder sig til aborterede fostre, først trænger sig på nu. Lovgivningen har jo siden 1973 givet adgang til provokeret abort her i landet.

Forklaringen skal nok findes i det forhold, at der efter indførelse af generelle scanningstilbud for gravide, påvises en del misdannelser hos fostre, og at disse fund, der udløser ønske om abort, findes relativt sent i graviditeten. Dertil kommer de spontane aborter, som rammer 20-30 procent af alle graviditeter, samt de provokerede aborter bevilget på grund af sociale omstændigheder.

Spørgsmålet om, hvordan man bør behandle aborterede fostre, afhænger dybest set af den etiske status, man tillægger et foster. Er det et ”menneske”, der skal tillægges værdighed, eller er det en ”cellesamling” uden selvstændig etisk værdi.

For mange af de berørte par gælder, at de ønskede graviditeten, og at de opfatter det aborterede foster som et mistet barn og ikke som en biologisk ”cellesamling”.

Mange finder, at fostret værdighed vokser hen imod fødslen. Det vil betyde, at fostrets alder er afgørende for dets etiske status.

Men dertil kommer, at forældrenes tanker om fostret måske ikke altid har så meget at gøre med dets alder. For par, der har været igennem en lang og besværlig proces med kunstig befrugtning, bliver fostret hurtigt nærværende.

Personlig finder jeg, at OUH har fundet en både demokratisk og sømmelig løsning. Hvis forældrene ikke ønsker den fælles kremering, kan fostret blive behandlet som risikoaffald eller blive udleveret til en eventuel begravelseslignende nedgravning.

Sagen har givet anledning til en del diskussion. Et delemne i denne er spørgsmålet, om der skal indrettes særlige fosterplæner på kirkegården. Det spørgsmål må overlades til menighedsråd og kirkegårdsbestyrelser.