Sognepræstens artikler og klummer

Sognepræst Jens Backer Mogensen | januar 2012

Fut i fejemøget
”Og så har hun ønsket ”Tak er kun et fattigt ord””. Vi var langt inde i en begravelsessamtale, da niecen til en ældre afdød dame læste op af ”Min sidste vilje”.

Det ønske - blev vi enige om - skulle selvfølgelig opfyldes, det var jo hendes måde at sige tak på, og familien fik derfor til opgave at stille et stereoanlæg op i kirken, finde en cd med Poul Bundgaards indspilning, og i øvrigt gøre alt klart, så jeg bare skulle trykke start. Så kunne vi høre sangen efter sidste salme lige før udbæring.

Ved begravelsen gik alt, som det skulle. Afdødes søn, der havde det svært med begravelser, og derfor ikke havde været med til samtalen, var til stede i kirken, men holdt sig i baggrunden nede ved kirkedøren. Andægtigt lyttede vi alle til ”Tak er kun et fattigt ord”, og da sangen var færdig, trykkede jeg på anlæggets pauseknap og vendte mig mod familien og bad dem komme op for at bære kisten ud.

I det øjeblik kisten blev løftet, gik stereoanlægget i gang - på fuldt drøn, sådan føltes det, med John Mogensens ”Der er fut i fejemøget”.  Aldrig har jeg reageret så hurtigt, præstekjolen nærmest fløj gennem rummet, alligevel fik jeg først slukket for anlægget efter, at ”Sofie havde smidt tøjet”.

Med koldsved vendte jeg mig mod familien, der forundret stod med kisten, men med ansigterne vendt mod mig. Mine øjne søgte niecens, forundret kiggede vi på hinanden, og langsomt bredte smilet sig hos os begge. I samme øjeblik gik orglet i gang med ”Jesus bleibet meine Freude”.

Da vi bagefter stod udenfor kirken og talte med hinanden – jeg noget flov og brødebetynget, ansvaret var jo mit - kunne vi ikke lade være med at more os sammen over det absurde, syrede, men også livsbekræftende og morsomme, der netop var sket i kirken.

Sønnen, som jeg endnu ikke havde talt med, dukkede pludseligt op, kom hen og takkede mig og sagde ”sådan var hun nemlig også”. Og jeg forstod, at det, der ikke måtte ske, alligevel ikke var så slemt, og faktisk på en måde en smule forløsende.