Klingenberg 2
5000 Odense C
Tlf.: 66123024
Fax: 66123524
kmfyn(at)km.dk

Jens Backer Mogensen | 23. september 2011
Det værste og det bedste
Det værste er dage uden håb og dage med tvivl. Det værste er, når man ikke orker at stå op, fordi man ved, at det, denne dag vil bringe, er ubærligt. Når der ingen trøst er, det er det værste.
Det værste er at svigte - og at vide det - og alligevel svigte. Det værste er, når dovenskab og ugidelighed lammer, det værste er at springe over, hvor gærdet er lavest. At skrive en prædiken, som er ligegyldig. Det er det værste.
Det værste er, ikke at være tro overfor evangeliet. Det værste er, når kirken går til i splid og uenighed. Ikke at lytte, ikke at se, at blive dømt ude og at ende med at såre, det er det værste.
At Gud forsvinder, og alt bliver formørket. Det er det værste for mig.
Det bedste er salmernes skønhed og ordets klarhed. Det bedste er gudstjeneste, at lytte og knæle med andre. At Gud bliver stor, det er det bedste.
Det bedste er kirkebygningernes vidnesbyrd om generationers liv og tro. At vide at man bare er en i rækken er det bedste.
Det bedste er at blive beriget. At møde uventet godhed og tillid er det bedste. Det bedste er at være i fællesskab med mennesker i glæde og sorg. Sammen at finde lindring og trøst, det er det bedste.
Det bedste er at have håb, at se lys, det bedste er at tro. At skrive Gud med stort, det er det bedste.
At smage på ord som forsoning, forløsning, miskundhed og barmhjertighed er det bedste. Det bedste er at have fred med Gud og at leve i fred med et medmenneske. At føle glæde i hjertet er det bedste.
Det bedste er Jesus Kristus. At Guds nåde er ny hver morgen – det er det bedste for mig.
I 2002 udgav Søren Ulrik Thomsen den fremragende digtsamling ”Det værste og det bedste”. Ideen om det værste og det bedste har siden fulgt og inspireret mig. Digtsamlingen anbefales på det varmeste.
