Jens Backer Mogensen | 18. april 2011

Fastewaterloo
Askeonsdag, ved fastens begyndelse, havde vi menighedsrådsmøde. Jeg og et andet menighedsrådsmedlem kom til at tale om fasten, og sammen blev vi enige om, at vi, to midaldrende mænd ville have godt af lidt faste. Vi kunne godt trænge til at tabe os et par kilo, slik, søde sager, øl og vin var blevet en del af den daglige rutine, en rutinemæssig  belønning efter dagens veludført arbejde.

Nu ville vi være Herre i eget hus, vise viljestyrke og på den måde samtidig få fokus på påsken. At faste – selvom det var i det små – ville helt sikkert gøre påsken større for os. Dog måtte jeg tage det forbehold, at hvis jeg fik budt på noget sødt ved begravelsessamtaler og husbesøg, kunne jeg ikke tillade mig at takke nej, for ikke at bringe andres gæstfrihed i forlegenhed. 

Jeg har altid sat stor pris på en velskænket veltempereret øl, og et godt glas rødvin var høj livskvalitet. Som dagene gik, opdagede jeg, at øl og vin udmærket kunne undværes. Det var et afsavn, men det var ikke svært at sige nej. Det var en god erfaring, og jeg var i al beskedenhed småstolt.  

Men slik og søde sager! Jeg tyggede tyggegummi, tog mig selv i hvileløst at afsøge alle gemmer efter noget sødt, jeg næsten håbede til sidst, at jeg ville blive budt på et eller andet på husbesøg. Og pludselig forstod jeg, hvor hurtig jeg tidligere havde været i min dom over andres manglende vilje til at tabe sig, lægge cigaretterne på hylden, eller kvitte flasken.

Men det værste var næsten, da det gik op for mig, at jeg glædede mig til påsken - ikke kun fordi jeg endnu engang skulle følge Jesus gennem lidelse og død og juble over påskemorgens opstandelsesunder – men også fordi påsken var fastens ophør. Det var lige ved, at påskefrokosten blev mere vigtig end påskegudstjenesten. Og det var vel ikke det, der var meningen med det hele.