Jens Backer Mogensen | 22. juni 2011

Fred og forsoning
For få uger siden sad jeg til en gudstjeneste i Frauenkirche i Dresden og hørte en gribende historie om fred og forsoning.

Jeg havde været ved Frauenkirche før bl.a. i 1992 kort tid efter den tyske genforening. På det tidspunkt lå der en stor bunke sten og stort set intet andet. Og sådan havde det været siden den forfærdelige februarnat i 1945, hvor Dresden blev sønderbombet. Efter den tyske genforening blev Frauenkirche møjsommeligt genopbygget, sten for sten blev sorteret og lagt på ny, og i oktober 2005 blev kirken genindviet.

Nu står Frauenkirche der i al sin skønhed. Som ikke bare en kirke, men som et udtryk for menneskers vilje til at ville rejse sig, til at ville freden og forsoningen. Den står der til en evig påmindelse for alle om menneskers evne til at ødelægge, men også om hvor meget styrke og skabelseskraft til ny begyndelse, der ligger i forsoning og fred.

På alteret i Frauenkirche står der et simpelt kors lavet af tre store tømmernagler fundet i ruinerne af katedralen i Coventry, som i 1940 blev fuldstændig ødelagt af tyske bomber.

Naglerne fra Coventry sat sammen til et kors, det kristne smerte- og forsoningssymbol, placeret på alteret i Frauenkirche i Dresden. En krig, to sønderbombede byer, to katedraler ødelagt, to byer med enorme menneskelige tab. I dag genopbyggede og forsonede. Det er en historie, der er værd at fortælle. Naglekorset står der al sin enkelthed og fortæller den historie.

Men Frauenkirche og naglekorset fortæller i sidste ende også om Gud. For korset er det symbol, som beretter om forsoning og fred mellem mennesker og Gud. Gud er forsoningens og fredens Gud. Det har de forstået i Frauenkirche i Dresden, og derfor havde den gudstjeneste, jeg for få uger siden deltog i, temaet ”Soli Deo Gloria” - Gud alene æren.