Jens Backer Mogensen | 1. september 2011

Johannes
Han var døbt Helmer. Onde år med grov udnyttelse og misbrug førte ham til sidst til en bopæl på et psykiatrisk værested. Undervejs forlæste han sig på Johannes’ Åbenbaring, tog navneforandring til Johannes og gik altid klædt i hvidt. For ”de, der står foran Guds trone, er iført lange hvide klæder”.

Sådan mødte jeg ham, for Johannes var trofast kirkegænger og præsteforbruger. Han forærede præsterne et nadversæt, så de kunne besøge de syge og tage dem til alters. Og i særdeleshed så der ingen undskyldning var, når Johannes skulle have besøg.  Så forventede han altergang, og at der blev bedt for ham.

Johannes kunne i perioder være en pestilens, for når han glemte sin medicin, ringede han femten gange om dagen og ville snakke.

Johannes drev sin egen missionsvirksomhed. Søndag morgen samlede han en kirkebil fuld af venner fra psykiatrien og drog i kirke. Ved første nadverbord indtog de knæfaldets midterstykke, altid med Johannes som den første. Når det blev hans tur, tog han den opgave på sig, at oplyse præst - og i øvrigt alle øvrige nadvergæster – om, hvem der i denne uge var på antabus, og hvem der gerne måtte få vin og det så gerne i rigelige mængder.

Johannes kunne ikke sidde stille under gudstjenesten, uroen i kroppen var for stor. Men kirkegængerne var vant til en lille tyk mand, der klædt i hvidt vimsede rundt og accepterede det, som det var.

Johannes åbnede altid døren til prædikestolen både før og efter prædikenen. En dag forklarede han hvorfor – jeg vil gerne kunne gribe dig, hvis du skulle snuble.

Det opfattede jeg som udtryk for den omsorg, jeg altid mødte fra ham. Det var det sidste, jeg hørte Johannes sige. Få dage efter blev han fundet, sovet ind i sin seng, slidt op af mange års misbrug og medicin.

Jeg har ofte spekuleret på, om der mon ikke er en afdeling i himlen for denne verdens Johanneser. Ikke en psykiatrisk afdeling, men et sted, hvor der er særligt godt at være. Et sted hvor Gud på en helt særlig måde tager bolig hos menneskene.