Jens Backer Mogensen | 19. maj 2011

Let til tårer
Det sker hver gang. Når jeg ser en romantisk eller sørgelig film. Når jeg møder et menneske med en skæbnefortælling. Når jeg lytter til et smukt stykke musik. Når jeg berøres af et eller andet sker det: tårerne står i øjnene. Og lige så stensikkert er det, at jeg forgæves prøver at lade som om, jeg har fået noget i øjet, eller kontaktlinsen driller.  Min kone smiler, mine børn morer sig over deres fars særheder, jeg selv er mest lidt flov. For jeg bryder mig egentlig ikke særligt meget om sentimentalitet og flæberi.

Da jeg for 16 år siden var på vej til at blive præst, var det derfor en af mine største bekymringer, hvordan jeg dog kunne komme igennem svære dage med alvorlige begravelser uden selv at gå til eller uden grædende at bryde sammen i situationen. Det værste var tanken om at se sig selv som den grådkvalte, uduelige præst.

I dag mange erfaringer senere ved jeg, at man som præst hverken kan eller skal være uberørt i sit arbejde, og også at man, i det øjeblik man tager præstekjolen på, går ind i et embede og bæres igennem af ord om en Gud, der er større end en selv. Man må altså gerne dele sorgen med de sørgende, men man har en opgave, der skal løses, og et ord der skal forkyndes.  For der skal tales om sorg og savn, og om opstandelse og håb.

Evangelisten Johannes fortæller, at Jesus Kristus ved Lazarus grav brast i gråd. Det er en vigtig sidekommentar. For den fortæller, at Den almægtige græder med de grædende, at Guds søn deler sorgen med de sørgende. Når man har let til tårer, er der en vis trøst i, at det er sådan.

For når Han græder med de grædende, så gør det ikke noget, at tårerne også kommer til os, når vi møder sorgen i verden.