Jens Backer Mogensen | 29. oktober 2011

Nadver
Indstiftelsesordene havde lydt og de første borde var sendt bort med fred.
Jeg nåede til en ældre enke. Jeg havde fulgt hende efter mandens død. Sorgen havde været svær, og hun havde trøstet sig så meget med flasken, at kørekortet blev taget, og hun måtte i behandling. Derfor havde vi en aftale om, at hun kun skulle have to dråber vin.

Efter hende sad to psykisk syge mænd, den ene havde gennem år levet på bunden som narkoman i København. Han lavede jævnligt sjov med, at han sikkert engang havde slået mig for en femmer, da vi i de samme år havde haft vores daglige gang i Købmagergade. Også han skulle bare have en smule.

Lidt længere fremme ved siden af et par konfirmander knælede en af byens mægtigste og mest indflydelsesrige mænd. Et par pladser fra ham kom jeg til en mand, som havde afsonet en fængselsdom for en forbrydelse, som alle foragter og fordømmer.
Dernæst måtte jeg en tur ned i kirken, hvor to kørestole ventede, to trofaste kirkegængere, den ene en ældre blind kvinde, den anden en yngre mand, lænket af alvorlig sydom til sin kørestol.

Da jeg som den sidste knælede ned ved alteret, var det med stor taknemmelighed til Gud for den kirke og det fællesskab, som her var mit. At vi sammen kunne være for den almægtige Guds ansigt, side om side, jeg med mit, de med deres, med vores forskellige liv, med hver vores svigten, vores fejl, vores sorger, vores bekymringer, vores glæder og vores sejre. Med alt det vi var som mennesker. Og at vi der foran alteret kunne se det hele og hinanden i Guds lys, under nåde og tilgivelse.

Da jeg rejste mig med bortsendelsesordene, ”Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv! Fred være med jer!”, forstod jeg, hvad nadver er for noget.