Sognepræstens artikler og klummer

Sognepræst Jens Backer Mogensen | december 2011

Sorgen i Præstegården
Min kone blev for nylig spurgt, om det var hårdt at være præstekone. Det synes hun ikke, det er, men alligevel nævnte hun en ting, som var svært, og det var, at sorgen ind i mellem rykker så tæt på. At andre menneskers sorg og smerte rykker helt ind i ens hjem og familie. 

Da hun bagefter fortalte mig om det, gav hun sig til at nævne konkrete dage og situationer, hvor familien gennem årene var blevet dybt påvirket. Det, hun huskede, var sorgfulde dage, hvor børn og unge, eller mennesker vi havde fået tæt på, blev ramt af hård sygdom og død. En lillejuleaften, hvor jeg ikke var hjemme, men sad hos et kræftsygt barn; dagene da en af vores børns kammerater omkom; dengang en anden kammerats far begik selvmord, og drengen tilbragte aftenen i vores stue. Situation på situation gennem årene kom op at vende. 

Men det er jo vilkårene og helt i orden. Sådan måtte hun også konkludere. Vi er der sammen. 

På samme måde med børnene. De er også en del af præstegården. De kan selvfølgelig mærke, når noget er svært, men ved også, at sådan er det. 

Indenfor det sidste år, er det i tre situationer, et af mine børn, der har kaldt på mig og sagt: ”Far, der er noget, du skal se på Facebook.” Og sammen har vi så kunne se, at noget var helt galt. Tre gange har de siddet i kirken blandt de sørgende.  

Det kan godt være, at nutidens præsteægtefæller ikke længere passer til gamle dages præstekoneroller. Det kan godt være, at moderne præsteægtefæller ikke længere kan og skal yde et stort og ulønnet arbejde i sognet. Det betyder bare ikke, at de ikke er der.  

Det kan godt være, at det kan være sært at vokse op i en præstegård, men det er samtidig også i orden.

I præstegårdene i dag er der masser af sorgbearbejdelse og medleven. Præsteægtefæller og præstebørn har nemlig en skjult, men vigtig opgave som dem, der lytter og trøster, opmunter og bakker op, de er der, som dem, der i det skjulte, lever med i sorgen.