Biskoppens artikler og klummer

Biskop Kresten Drejergaard | 8. juli 2011

Menneskerettigheder i tværreligiøs belysning
I dagene 21. til 23. juni 2011 deltog jeg i et tværreligiøst møde i Moskva, hvor den ortodokse kirke i Rusland var vært for et arrangement, hvis egentlige anledning var det årlige møde i organisationen ”European Council of Religious Leaders” (ECRL). Organisationen er et af fem regionale råd, som tilsammen udgør det verdensomspændende netværk ”Religions for Peace”. I Moskva var det den europæiske del af det, der mødtes, i alt ca. 45 mennesker, som repræsenterede forskellige kirkesamfund plus jødedom og islam samt forskellige former for hinduisme og buddhisme.

Vi var indkvarteret på Hotel Danilovskaya, som ligger lige ved siden af den russiske kirkes patriarkat, som leverede sekretariatsbistand til mødet. De fleste af mødets sessioner blev holdt på hotellet, hvor vi også indtog vore måltider, som ikke er værd at skrive om. Det var vegetarretter tilsat lidt fisk og kylling. Men det kunne nok ikke være anderledes med så mange religiøst betingede spisevaner samlet i én restaurant. Man kunne frygte for, at selve mødet også ville blive lidt vegetarisk i det. Men det var ikke tilfældet. Hele mødet var krydret af en livlig meningsudveksling, som foregik i en venlig og imødekommende tone, som viste, at man virkelig gjorde sig umage for at forstå, hvad der blev sagt, uanset hvem der sagde det. Selv forholdt jeg mig lidt tøvende i debatten, dels fordi jeg aldrig havde været med før, dels fordi jeg var med som erstatning for min kollega biskop Elisabeth Dons Christensen i Ribe. Hun var øvrigt meget savnet især af de kvindelige deltagere, som gerne så en modvægt til den noget mandsdominerede kreds af religiøse seniorledere. Selv katolikkerne så frem til at få en kvindelig biskop med i kredsen.

Den første session blev ikke holdt på hotellet, men derimod i den nyligt restaurerede Vor Frelsers Kirke, som ligger ret tæt på Kreml. Her blev vi budt velkommen af patriark Kirill, som selv har været medstifter af organisationen, og som på den baggrund holdt en indtrængende tale om nødvendigheden af, at der føres samtaler af etisk art på tværs af de religiøse skel. Hans indlæg førte til en rigtig spændende debat om, hvorvidt det er muligt at formulere religiøst betingede anskuelser på en sådan måde, at de i en sekulariseret eller multireligiøs sammenhæng kan gøres gældende i den politiske debat som forpligtende argumenter. Dermed var mødets tema sat i omløb under overskriften ”Human Rights and Traditional Values in Europe”.  Ved ”traditionelle værdier” skal man forstå de værdier, som har rod i de forskellige religiøse traditioner, men som i en på én gang sekulariseret og multireligiøs verden kan bidrage til at forme et fælles forpligtende værdigrundlag.

I modsætning til mange økumeniske møder, som kan være præget af gudstjenester og andagter, som skal demonstrere kirkens synlige enhed, var dette møde behageligt fri for fromhedsøvelser. Det ville jo slet ikke kunne lade sig gøre, da vi hver især repræsenterer vidt forskellige og uforenelige liturgiske og rituelle positioner. Men denne åbenlyse forskellighed var i sig selv anledning til, at vi på mødet kunne koncentrere os om det, som vi rent faktisk har fælles. I den sammenhæng kom jeg til at sige noget om ”det naturlige menneskeliv”. Det skete i forbindelse med udarbejdelse af den fælleserklæring, som mødet mundede ud i (se www.rfp-eorope.eu). I erklæringens første fjerdedel taler man om, at man i forståelsen af menneskerettighederne må insistere på, at en ”complete understanding of the human person and of their dignity must be rooted deeply in the ultimate sources of all authority”. Jeg foreslog, at man i stedet for ”human person” skulle tale om ”human nature”. Det forslag kom jeg ikke langt med. En af muslimerne forklarede mig, at en sådan talemåde forudsætter en form for skabelsesteologi, som man i forskellige udformninger kan finde hos jøder, kristne og muslimer, men som til gengæld ikke giver nogen mening for hinduer og buddhister.

Til gengæld slap jeg noget bedre fra en overvejelse over, om de forskellige formuleringer af menneskerettighederne på europæisk og amerikansk grund egentlig er en form for sekulariseret kristendom. Overvejelsen var begrundet i den opfattelse, at et ideologisk indhold i en oprindelig religiøs anskuelse godt kan få et selvstændigt liv i en sekulariseret skikkelse. For eksempel kan den paulinske tanke om, at der i Kristus ikke er forskel på jøde og græker, træl eller fri, mand eller kvinde (Gal. 3,28), i en anden kultursituation få en emancipatorisk effekt som et politisk krav om lighed i et demokratisk regi. Den overvejelse vandt almindelig tilslutning. Det var der antagelig to grunde til, dels den at den bidrager til at formulere noget fælles menneskeligt, uanset at overvejelsen har en kristen oprindelse, dels den omstændighed, at samtlige deltagere i mødet var europæere i den forstand, at de trods deres egen eksotiske religion i kortere eller længere tid havde levet med kristendommen som en kulturel forudsætning i samfundslivet.

Fællesudtalelsen fra mødet bærer overskriften ”Advancing Human Dignity – through human rights and traditional values”.  Hvis man forestiller sig, at den blev trykt som kronik i en dansk avis, ville erklæringen hurtigt kunne fejes til side med en bemærkning om, at den ikke består af andet end politisk korrekte floskler. Det er rigtigt. Men det er på den anden side bedre at være politisk korrekt end slet ikke at være korrekt. Desuden er der det at sige, at det betydningsfulde ikke er selve fælleserklæringen, men derimod den samtale, som ligger forud for den. Erklæringen er et resultat af en proces, hvor folk med vidt forskellige religiøse forudsætninger har bestræbt sig på at formulere nogle synspunkter på det fælles menneskelige på en sådan måde, at det er synspunkter, der kan gøres gældende i den etiske og politiske debat, som i en sekulariseret verden selv savner et definerbart værdigrundlag.

Undervejs i mødet var der indlagt en ekskursion til Poklonnaya Gora, som er et krigsmindesmærke, der ligger på en bakketop. Vores besøg fandt sted netop på 70-årsdagen for Tysklands invasion af Rusland i 1941. På Mindehøjen besøgte vi en synagoge, en ortodoks kirke og en moske. Det var et meget tankevækkende besøg, som demonstrerede hvor forskellige de tre beslægtede religioner egentlig er. Netop på den baggrund var det på selve mødet bevægende at lægge mærke til den udprægede vilje, man lagde for dagen i bestræbelsen på, at finde frem til noget fælles menneskeligt, som i vores globaliserede tidsalder kan bidrage til at skabe sammenhænge i en ellers fragmenteret verden.

Det var opbyggeligt at konstatere, at religionerne faktisk har noget at bidrage med i det offentlige rum, uanset at der er nogle som synes, at de slet ikke burde være der.