Kresten Drejergaard | 2010

Gud og Gallup
I følge en undersøgelse, Fyens Stiftstidende via Gallup har foretaget, er der 48% af fynboerne, der tror på Gud - 40% af mændene og 56% af kvinderne.

Hvad skal man egentlig stille op med sådan et spørgsmål: Tror du på Gud? Jeg forstår godt, at en hel del af de adspurgte svarer nej. Det er det enkleste. Det bliver let for kompliceret at svare ja. Spørgsmålet om Gud er til eller ej er ret beset også et ligegyldigt spørgsmål, så længe man ikke har rede på, om det gør nogen forskel, om Gud er til eller ej. Man kunne jo også spørge, om der er nogen, der tror på den afskyelige snemand, det vil sige, om den afskyelige snemand er til eller ej. Til det spørgsmål ville jeg selv svare nej eller ved ikke med den tilføjelse, at jeg i øvrigt også er ret ligeglad. For mig gør det ikke nogen forskel, al den stund, at jeg næppe selv kommer så højt op i Himalaya, at jeg får mulighed for at møde ham, hvis han altså findes deroppe.

Det altafgørende spørgsmål er, om det i mit liv gør nogen forskel, om Gud er til eller ej? Hvis svaret er nej, er selve spørgsmålet dermed blevet ligegyldigt. Hvis svaret er ja, er det dermed også sagt, at tro er et spørgsmål om livstolkning. At tro er en måde at forstå sit liv på. Man kan naturligvis tro på mange forskellige måder, hvilket betyder at der er mange måder at forstå sit liv på. Der er mange forskellige livstolkninger til, som hver især er afhængige af, hvem og hvad den Gud er, som man tror på. Derfor må troen i et eller andet omfang være i stand til at gøre rede for, hvem og hvad Gud er. Eller anderledes udtrykt: Der skal være konturer på teologien, det vil sige talen om Gud. En konturløs kristendom, som ikke er i stand til at gøre rede for, hvad den tror på, er sådan set en selvmodsigelse. I al fald er det en ret ligegyldig form for kristendom, da den ikke kan rumme nogen livstolkning. Det er en sprogløs kristendom, som hverken kan formulere sig selv i bekendelse eller salmesang.

Teologi er at tale om Gud. Det er på én gang at tale om, at Gud er, og hvem og hvad Gud er. Både det ene og det og andet er en påstand, som hverken kan bevises eller sandsynliggøres. Men den kan formuleres, og derfor kan man forholde sig til den i tro eller vantro, hvilket vil sige, at man forholder sig til den livstolkning, som påstanden peger på. Hvis man anser livstolkningen for at være sand, kan man eventuelt yderligere argumentere for den ved at henvise til, at livstolkningen svarer til den praktiske erfaring, fordi det, som troen tror på, korresponderer med det, vi oplever i det liv, som vi lever. Men det er stadig en påstand. Man kan for så vidt lige så godt påstå det modsatte. At man for eksempel oplever verden som en orden, udelukker ikke den modsatte påstand, som siger, at alt, hvad der sker, er ren og skær tilfældighed.

For eksempel er det nu om dage en udbredt videnskabelig antagelse, at universet er opstået ved en eksplosion, "the big bang", som fandt sted for ca. 13,7 milliarder år siden. Hvad der var før, er der ingen, der er i stand til at forestille sig, så lidt som nogen er i stand til at forestille sig, hvad der er uden for universet. Det er en del af vores menneskelige begrænsning, at vi kun er i stand til at forestille os noget, som er til i tiden og i rummet. Hvad der er udenfor, er udenfor vores fatteevne.

Det er klart, at forestillingen om "the big bang" ikke uden videre lader sig forene med forestillingen om, at verden blev skabt på syv dage eller med fortællingen om Adam og Eva som begyndelsen på menneskeheden. Men både den ene og de anden forestilling er et verdensbillede, og det er unægtelig lettere, at forestille sig et billede af verden, som foldes ud på syv dage i stedet for på 13,7 milliarder år. Det er som med bykort. Jeg har to bykort over Paris, et der fylder et A3 ark, og et andet meget detaljeret kort, som jeg aldrig har foldet helt ud. Jeg tør ikke, da jeg er bange for, at jeg aldrig får det foldet rigtigt sammen igen. Derfor bruger jeg som regel det lille kort, for det er netop så overskueligt, at jeg kan bevare overblikket over Paris og min færden i byen.

Dertil kommer en anden iagttagelse: Det kan godt være, at universet er opstået ved en eksplosion og derefter har udviklet sig efter sin egen tilfældige logik. Men det forhindrer ikke, at vi den daglige omgang med verden opfatter den som noget ordnet. Hvis vores verden går i uorden, sætter vi straks himmel og jord i bevægelse for at bringe den i orden igen. Vi sætter ligefrem verden i system ved at kategorisere og klassificere dens enkelte dele, sådan som for eksempel botanikeren Carl von Linné har gjort det i planteriget, og Charles Darwin har gjort det i dyreriget. Også mineralriget er ordnet efter grundstoffernes periodiske system. Man kan indvende, at al den orden er noget, mennesker har opfundet og påduttet den ikke-menneskelige verden. Det er muligt. Men selve den omstændighed, at der er tale om en orden, vi kan blive enige om, tager tilfældigheden ud af den.

Forfatteren C.K. Chesterton skal engang have udtrykt det med denne sammenligning: "Forestillingen om, at verden er blevet til ved en tilfældighed, har sådan cirka lige så megen sandsynlighed for sig som den forestilling, at et 20-binds konversationsleksikon skulle kunne opstå ved en eksplosion i et bogtrykkeri." Bortset fra det, der har at gøre med sandsynligheden, er sammenligningen ikke dårlig. For netop et leksikon er et billede af den ordnede verden, vi til daglig navigerer rundt i.

Spørgsmålet om Gud er til, er mere kompliceret, end Gallup er i stand til at forestille sig. Men det kan blive værre endnu! Hvad nu hvis spørgsmålet lyder: Tror du på Gud, sådan som Jesus siger, at han er? Altså en Gud, som giver sig til kende for nogle oversete hyrder i nattemørket på marken uden for Betlehem, en Gud, som med forkærlighed opsøger de udstødte og spedalske ude i stenbruddene, en Gud, som lader ludere og bedragere gå først ind i sit rige, en Gud, som er så menneskelig, at han lader sig korsfæste for at kunne sige til en dødsdømt røver, som beder om ikke at blive glemt, at heller ikke han skal undværes i Paradis. Kort sagt: Tror du på en Gud, som vil være Gud for de ugudelige? Eller tror du mere på Gud, sådan som Muhammed siger, at han er? Altså en Gud, som – så vidt man forstår – kun vil være Gud for de gudelige. Det gør så vist en forskel, om man tror på Gud på den ene eller på den anden måde. Forudsat – naturligvis - at man overhovedet tror på, at Gud er til, og at det giver mening at tro det.