Kresten Drejergaard | april 2010

Kristendom som samfundsskabende faktor
For godt et år siden var jeg sammen med en dansk kirkedelegation i Bruxelles. Vores ærinde var at spørge ind til det, der måtte være meningen med Lissabon-traktatens artikel 17, hvor man blandt andet kan læse følgende:

Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse (dvs. medlemslandenes) kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.

Undervejs besøgte vi en højtstående embedsmand, som i et foredrag gav udtryk for, at kirkernes indflydelse er en medvirkende grund til, at det kan være svært at holde sammen på EU. Som han forklarede:

"Østfra kommer der nogle byzantinsk tænkende mennesker, som ikke ved meget om demokrati. Men de har forstand på magt. Sydfra kommer der nogle katolikker med et hierarkisk syn på administration og en voldsom respekt for embede og autoritet, som de har erhvervet i kirken. Vestfra kommer der nogle calvinistiske typer, præget af liberalisme og tro på markedsmekanismerne samt en managementagtig opfattelse af, at man kan organisere sig ud af alting. Og endelig kommer der nordfra nogle lutherske anarkister, som hverken har respekt for embede eller autoritet, til gengæld har de en overdreven tillid til egen dømmekraft."

Den tyske sociolog Max Weber skrev i 1906 en bog om "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd", hvis pointe meget kort fortalt er den, at en religiøst funderet etisk anskuelse i det praktiske liv vil sætte sig nogle moralske og politiske spor, som vil blive hængende i en sekulariseret kultursituation. Således har den kapitalistiske hang til kapitalakkumulation sin oprindelse i en calvinistisk, puritansk arbejdsmoral. På en lignende måde karakteriserede vores EU-embedsmand kirkesamfundenes og dermed den konfessionelle teologis indflydelse på europæisk politisk kultur, hvilket efter hans opfattelse var baggrunden for, at man i Lissabon-traktaten havde indføjet en bestemmelse om, at unionen skulle "opretholde en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog" med kirkesamfundene og de livsanskuelsesforankrede organisationer.

Et lignende Max Weber-præget synspunkt tilføjet et spørgsmålstegn har været udgangspunkt for den antologi, som netop er blevet udgivet af SDU's Center for Velfærdsstatsforskning med titlen "I himlen således også på jorden? Danske kirkefolk om velfærdsstaten og det moderne samfund". Bogen, som fra en overraskende synsvinkel kaster et skarpt lys på dansk kirkeliv i det 20. århundrede, er redigeret af Niels Gunder Hansen, Jørn Henrik Petersen og Klaus Petersen. Foruden redaktørerne rummer den bidrag af Kurt E. Larsen, Liselotte Malmgart, Kim Arne Pedersen, Torben Bramming, Jens Fabricius Møller og Niels Kærgaard. Straks i bogens indledning refereres historikeren Uffe Østergaard for den opfattelse, at den danske velfærdsstat snarere er et resultat af en "sekulariseret lutheranisme i national klædebon" end af demokratiseret socialisme. Denne opfattelse bliver af bogens udgivere mødt med nogen skepsis, og bogen er i sig selv også en overbevisende dokumentation af, at danske kirkefolk har haft et modsætningsfyldt syn på af velfærdsstaten. Synspunkterne præsenteres fra så forskellige vinkler som Indre Mission, de grundtvigske bevægelser, tidehvervsbevægelsen og de diakonale organisationer. Desuden er der særskilte artikler om Hal Kochs og K.E. Løgstrups bidrag til samfundsdebatten. I en afsluttende artikel trækkes linjerne op, og facit bliver, at det fra den folkekirkelige sufflørkasse er de kritiske røster i debatten om velfærdsstaten, der dominerer. Det skyldes, at man enten betragter velfærdsstaten som en sekulariseret konkurrent til den kirkelige diakoni, eller at man – som det er tilfældet i Tidehverv – betragter velfærdsstaten som noget formynderi, der bidrager til at tage ansvaret fra det enkelte menneske.

Som luthersk tænkende menneske er det beskæmmende at konstatere, at kirkefolkets bidrag i debatten om det velfærdssamfund, som vi ellers er så stolte af, overvejende har været bagstræberisk. Der er nogle markante undtagelser som biskopperne Westergaard-Madsen og Haldor Hald samt professorerne Hal Koch og K.E. Løgstrup.

Den sidstnævnte kan imidlertid redde lidt af den lutherske ære. For ganske vist er det nok rigtigt, at velfærdsstaten ikke er et resultat af en sekulariseret lutherdom, og at den kirkelige lutherdom ikke har bidraget meget til fremme af velfærdsstaten i de årtier, hvor den blev etableret. Hvad det angår, har Socialdemokratiet ydet en større indsats end folkekirken. Men når man lægger mærke til selve debatten, opstår den formodning, at teologer, præster og andre aktive kirkefolk har været mere flittige end de fleste andre befolkningsgrupper med at give sig til kende i velfærdsdebatten. Det er en formodning, som Center for Velfærdsstatsforskning må kunne bekræfte eller afkræfte. Formodningen svarer til en iagttagelse, som siges at være gjort i det tidligere DDR, hvor det påstås, at trefjerdedele af medlemmerne i de demokratisk valgte råd er lutherske kirkemedlemmer, til trods for, at det er mindre end tyve procent af befolkningen, der er medlemmer af de lutherske kirker.

Hvis formodningen og iagttagelsen er rigtig, vil man kunne finde en forklaring i Løgstrups bog fra 1956 "Den etiske fordring", som i afgørende passager er en aktualiserende tolkning af Luthers socialetiske skrifter fra årene 1521-1524. I den tidlige reformationstid måtte Luther "coache" fyrsterne, som efter bruddet i Worms hverken kunne støtte sig til kejseren eller paven. Både på det verdslige og kirkelige område var de uden formynder. I den situation spørger de Luther til råds. Midt i sine teologiske gøremål måtte han derfor også tage stilling til forskellige verdslige anliggender som for eksempel det kristne menneskes forhold til den verdslige øvrighed, problemer med købmandshandel og åger, militærtjeneste, ægteskab, skolevæsen og adskilligt andet. Det er karakteristisk, at Luther uhæmmet raser over de ukristelige forhold i samfundet uden samtidig at anvise kristelige løsninger på dem. Luther henviser fyrsterne til at lytte til evangeliet for derefter i deres samvittigheder at træffe deres egne, rigtige afgørelser.

Den etiske fordring kommer fra i kærlighedsbudet. Men der går ikke nogen ubrudt linje fra fordring til handling. Ligesom lyset passerer en prisme og bliver brudt i forskellige farver, således passerer fordringen en etisk prisme, som bryder fordringen op i forskellige handlemuligheder, som hver for sig er moralsk forsvarlige uden at være identiske. Denne etiske prisme har tre sider: For det første den aktuelle historiske situation, som kalder på handling. For det andet det enkelte menneskes ansvar og kompetence. Og for det tredje menneskets individuelle natur med hensyn til temperament, fantasi og vilje. Inden den etiske fordring bliver til handling, må den passere denne prisme, som udgør den skønsomhed, der genererer den moralske handling. Den kan falde forskelligt ud afhængigt af den konkrete situation, den faktiske kompetence og den individuelle natur.

Dermed er enhver kasuistisk og formynderisk materialetik, som på forhånd dikterer en konkret handling til enhver situation, blevet umuliggjort. Til gengæld er kravet til den menneskelige og ikke mindst medmenneskelige ansvarlighed blevet skærpet til det yderste som en tilskyndelse til at kaste sig ud i den kulturelle og politiske virksomhed og skabe samfund. Dér skal man gøre det rigtige uden tanke for, om ens handlinger er særligt kristelige. I den politiske virksomhed er det ikke motivet, det kommer an på, men kun handlingen. Motivet forbliver i det skjulte, mens handlingen virkeliggøres i det åbenbare, hvor vi i fællesskab må forholde os til det, som handlingen går ud på.

Denne opfattelse er – set gennem K.E. Løgstrups optik - Martin Luthers endnu gyldige bidrag til den moderne samfundsdebat.

I himlen således også på jorden? Danske kirkefolk om velfærdsstaten og det moderne samfund. Syddansk Universitetsforlag 2010, red. af Niels Gunder Hansen, Jørn Henrik Petersen og Klaus Petersen. Kr. 248,-.