AAA
 

Biskoppens artikler og klummerBiskoppens artikler og klummer

Kresten Drejergaard | 18. april 2011

Mushemba Foundation
Jeg mødte biskop Samson Mushemba i 1996, da han kom til Fyens Stift for at besøge sin præst Brighton Kahigi, der sammen med sin familie i tre år opholdt sig på Vestfyn. Selv har jeg truffet biskop Mushemba flere gange senere ved kirkelige møder i udlandet. Inger Merete og jeg har jeg to gange besøgt ham i det nordvestlige hjørne af Tanzania.

Samsun Mushemba og Kresten Drejergaard


Nu er han gået på pension. I den anledning har hans familie og vennekreds stiftet et fond, Mushemba Foundation, med det formål at oprette skoler for især forældreløse børn, som der desværre er en del af i Afrika. Fonden er et lavbudget-foretagende, som bruger frivillig arbejdskraft i det omfang, det er muligt.

Lige nu er man i færd med at bygge en skole i byen Bukoba på den vestlige bred af Viktoriasøen. Det foregår på den fornuftige måde, at man bygger og udstyrer ét klasseværelse af gangen. Noget af inventaret kommer fra nedlagte skoler i Danmark og bliver fragtet til Tanzania med container.

Jeg mener, at det må være muligt, at vi i Fyens Stift betaler et klasseværelse. Sådan et koster ca. 50.000 kr., hvilket må være et overkommeligt mål at sætte sig. I 2011 har vi allerede fået samlet ca. 11.000 kr. ind. De er hovedsagelig fremkommet gennem bidrag fra foreninger, hvor Inger Merete eller jeg selv har holdt et foredrag. Det vil være dejligt, hvis også andre finder udvej for at samle et beløb sammen til fonden.

Klasseværelse i byen Bukoba

 

I Danmark repræsenteres fonden af biskop Mushembas søn og svigerdatter Josephat og Lea Knudsen Mushemba, som bor i Tønder, hvor de kan kontaktes for yderligere information på e-mail: lea_knudsen(at)hotmail.com.

Fondens kontonummer er:
Reg. nr. 7990 kontonr. 1061220 (mærk tydeligt: Mushemba Foundation.)
Gironummer: +73< +83876662 (tilhører organisationen "Help to help", hvilket sikrer, at individuelle indbetalinger efter gældende skatteregler er fradragsberettigede). Husk blot tydeligt at mærke indbetalingen: Mushemba Foundation.