Kresten Drejergaard | 01. december 2010

Partnerskab er ægteskab
Jeg mener ikke at det registrerede partnerskab skal være et fænomen, der liturgisk eller retligt figurerer i en folkekirkelig sammenhæng. Det registrerede partnerskab har været en nyttig, juridisk overgangsordning, siden loven om det blev vedtaget. Når ordet "partnerskab" efter min opfattelse ikke dur i en kirkelig sammenhæng, hænger det sammen med, at vi kommer i kirken i vores almindelighed og ikke i kraft af vores særlighed.

Ægteskabsopfattelsen har ændret sig dramatisk i løbet af det sidste halve århundrede: For 50 år siden blev nogle gift, fordi de skulle giftes, som man sagde, når et barn var undervejs i utide. Siden kom det papirløse ægteskab. Mine egne børn da også gjort mig til bedstefar flere gange, uden at de selv har været lovformeligt gift. Med andre ord: Det formelle ægteskab er ikke nogen nødvendig ramme om et anstændigt og velfungerende familieliv. I en nutidig fortolkning er det ikke det sociale (familien), men det emotionelle (kærligheden), der konstituerer ægteskabet.

På den baggrund er det forståeligt og legitimt, at homoseksuelle rejser krav om at kunne blive gift. For ”vores kærlighed er lige så god som de andres”. Det argument har jeg ikke lyst til at modsige. Så derfor er det min opfattelse, at homoseksuelle bør kunne blive gift på lige fod med heteroseksuelle. Og det bør ske derved, at ægteskabsloven laves om, så den også kan rumme det homoseksuelle parforhold. At lave noget andet er snyderi!
 
Hvis folkekirken og kirkesamfundene har problemer med en sådan ændret ægteskabslov, bør folketinget lovgive sådan som folketinget finder det rigtigst. Og så kan folkekirken og trossamfundene bagefter finde ud af, om de har interesse i at bruge en eventuel vielsesbemyndigelse fra det borgerlige samfund.

I øvrigt vil jeg være meget imod, at folketinget vedtager en lov, der kun gælder for folkekirken, men ikke for trossamfundene. For i så fald er folkekirken blevet mere statskirke, end jeg bryder mig om.