Biskoppen
TV-serien Søstrene Bisp

Søstrene Bisp 

Her på siden kan du se TV-serien Søstrene Bisp - samtaler om alt mellem himmel og jord

Fællesnævneren for programmerne "Søstrene Bisp" er etik, tro, liv, død og håb, som det kommer til udtryk i menneskelivet såvel som i troen og i kirken.

De to programværter er på skift biskopperne Tine Lindhardt, Fyens Stift og Marianne Christiansen, Haderslev Stift.

Programmerne vises på dk4 samt her på siden.

Søstrene Bisp 23  

Navnet Melchior får sikkert en klokke til at ringe hos mange, men hvem er Jair Melchior? Biskop Marianne Christiansen møder ham til en samtale om jødisk identitet.

Biskop Marianne Christiansen taler med Jair Melchior, Overrabbiner.

Søstrene Bisp 22

"Skæld ud på Gud." Det er titlen på en bog der er skrevet af tidligere sygehuspræst Preben Kok. Han er gæst hos biskop Tine Lindhardt i denne udgave af Søstrene Bisp, hvor samtalen blandt andet handler om magtesløshed.

Biskop Tine Lindhardt taler med Preben Kok, tidligere sygehuspræst

Søstrene Bisp 21

Birgitte Qvist-Sørensen har siden 2014 været generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Biskop Marianne Christiansen og Birgitte Qvist-Sørensen taler om nødhjælp, hvad Birgitte Qvist-Sørensen ser og oplever i sit arbejde, og om tegn på håb.

Biskop Marianne Christiansen taler med Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Søstrene Bisp 20

Hvad er retfærdighed? Er det retfærdigt, at nogle mennesker er ensomme eller uden arbejde? At nogle er rige og andre fattige? – Og hvad med den retfærdighed, der siger: Nu har jeg gjort så meget, så nu er det kun retfærdigt, at jeg kan høste en gevinst? Eller modsat: når du selv er ude om det, så må du også betale prisen? Chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen er gæst hos biskop Tine Lindhardt, og de taler blandt andet om, hvad Kirkens Korshær gør for at hjælpe. Læs også interview med Helle Christiansen i anledning af Kirkens Korshærs Landsindsamling

Biskop Tine Lindhardt taler med Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær

Søstrene Bisp 19

Ordet ortodoksi forstås ofte som noget med "den rette lære", rettroenhed og sætninger, man nærmest skal skrive under på for at være med. Det får religion til at fremstå lidt farlig. Professor i samtidsteologi Niels Henrik Gregersen har skrevet en bog om "Den generøse ortodoksi".  Bogen er afsæt for en samtale med biskop Marianne Christiansen om tvivl, tro, bevægelighed og sans for storhed.

Biskop Marianne Christiansen taler med Niels Henrik Gregersen, professor i teologi ved Københavns Universitet.

Søstrene Bisp 18

Biskop Tine Lindhardt møder den prisbelønnede forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky. Når hun holder foredrag, takker tilhørerne hende ofte bagefter, fordi hun åbent siger, at hun er kristen - det gør det lidt nemmere for andre at stå frem med deres tro.

Biskop Tine Lindhardt taler med Anne Cathrine Riebnitzsky, forfatter

Søstrene Bisp 17

Biskop Marianne Christiansen møder Anders Bondo til en samtale om skole, dannelse og hvad skolen betyder for samfundet. Anders Bondo er formand for Danmarks Lærerforening.

Biskop Marianne Christiansen taler med Anders Bondo Christensen, lærerforeningsformand.

Søstrene Bisp 16

Biskop Tine Lindhardt taler med folketingsmedlem Karsten Hønge fra SF, som ikke er medlem af folkekirken og kalder sig ateist. De taler blandt andet om, hvorfor Karsten Hønge har insisteret på, at hans børn skulle gå til konfirmationsforberedelse, selvom de ikke ville konfirmeres.  

Biskop Tine Lindhardt taler med Karsten Hønge

Søstrene Bisp 15

Naveed Baig er hospitalsimam, vejleder og sjælesørger for mennesker, der møder sygdom og død. Han er også en aktiv debattør og næstformand i Islamisk-kristent Studiecenter.  Biskop Marianne Christiansen taler med ham om tro og etik, om hvorvidt tro forener eller skiller mennesker, og om hvilket samfund han håber på i fremtiden.

Biskop Marianne Christiansen taler med Naveed Baig, imam.

Søstrene Bisp 14

Det er vigtigt at sætte fokus på livet, også selvom der kun er kort tid tilbage af det. Det mener Inge Hansen, som er koordinator i Palliativt Frivilligt Netværk på Fyn. Netværket består af 42 fynboer, som har meldt sig til at hjælpe alvorligt syge og deres pårørende med at gøre den sidste tid så god som muligt. Inge Hansen er biskop Tine Lindhardts gæst i programmet Søstrene Bisp.

Biskop Tine Lindhardt taler med Inge Margrethe Hansen, koordinator for Palliativt Frivilligt Netværk

Søstrene Bisp 13

Hvis ordene i et digt havde én bestemt betydning, ville man kun behøve at læse digtet én gang. Men ligesom en skulptur har et digt mange betydninger, mere end noget helt bestemt, som man kan tage ud og sige "Dette betyder det."
Biskop Marianne Christiansens gæst er digteren Søren Ulrich Thomsen, hvis sætningskæder har en tendens til at synke ned og trænge igennem.  

Biskop Marianne Christiansen taler med Søren Ulrik Thomsen, digter

Søstrene Bisp 12

I Iben Krogsdals hjem gik man ikke så meget op i tro og kirkegang, men hun læste i den salmebog, som hun fik i konfirmationsgave - for selvom hun ikke altid forstod salmerne, så skete der noget med hende, når hun læste dem. Senere begyndte hun selv at skrive salmer i al hemmelighed, og i dag er hun sprunget ud som en af de mest produktive og brugte af de nye salmedigtere. Iben Krogsdal er gæst hos biskop Tine Lindhardt til en samtale om, hvor inspirationen kommer fra - og om, hvordan man skriver salmer ind i tiden og til tiden.

Biskop Tine Lindhardt taler med Iben Krogsdal, salmedigter

Søstrene Bisp 11

Bodil Jørgensen er skuespiller og fremstiller mennesker og menneskeskæbner så det er til både at le og græde over. Det kan hun måske, fordi hun også selv har erfaringer med gråd og latter, smerte og glæde - skyld og forsoning. Bodil Jørgensen er gæst hos biskop Marianne Christiansen. 

Biskop Marianne Christiansen taler med Bodil Jørgensen, skuespiller

Søstrene Bisp 10

Professor Søren Fauth er en ægte pessimist, og han kalder sig et menneske i mol. Mennesker bliver aldrig gode. Vi er fulde af fuld af synd og skyld, og det bliver aldrig anderledes - uanset hvor meget vi anstrenger os, mener han. Men den realistiske skepsis er kilden til glæde i hans liv og klangbunden under al hans latter. Søren Fauth er gæst hos biskop Tine Lindhardt.

Biskop Tine Lindhardt med Søren R. Fauth, professor

Søstrene Bisp 9

”At bære sorg ” hed det i gamle dage, når man synligt var ramt af sorg og bar sort. Nu bærer vi sorgen inden i. “Når livet går i sort”, hedder en bog, der giver ord til et sørgeår. Et år – tiden kommer vi ikke uden om i sorgen. Sognepræst Lone Vesterdal er en af bogens udgivere. Hun er gæst hos biskop Marianne Christiansen. 

Biskop Marianne Christiansen taler med Lone Vesterdal, sognepræst

Søstrene Bisp 8

Marianne Jelved er nok mest kendt for at tale om politik, tal, fakta og økonomi. Men der er også et andet sprog, som hun er optaget af, nemlig kunstens og troens sprog. Det er et sprog, man forstår med hjertet. Et sprog, som man ikke behøver at lære, men som blot skal vækkes til live. Marianne Jelved er gæst hos biskop Tine Lindhardt

Biskop Tine Lindhardt taler med Marianne Jeved, folketingsmedlem og tidligere minister

Søstrene Bisp 7

For SFs formand Pia Olsen Dyhr betyder første vers af Grundtvigs salme, "Tag det sorte kors fra graven", noget helt særligt. Hør hvorfor i samtalen mellem Pia Olsen Dyhr og biskop Marianne Christiansen. 

.

Søstrene Bisp 6

Forfatteren Josefine Ottesen er præstedatter, og har med egne ord forsøgt at flygte fra kristendommen –  men uden held.

Hun skriver fantasyromaner, og hun siger, at hendes mission er at tage kampen op imod åndløshed.

Josefine Ottesen er gæst hos biskop Tine Lindhardt, og de to kvinder taler om ånd – om lys og mørke – om kristentro og vikinger, om sang og salmer og meget mere. 

.

Søstrene Bisp 5

Når biskop Marianne Christiansen har budt Per Øhrgaard ind til en samtale, er det som formand for Dansk PEN og til en samtale om ytringsfrihed og hvorfor det er vigtigt, at mennesker skriver og kan få lov at skrive.

.

Søstrene Bisp 4

Har Gud humor? – Ja, det mener sognepræst Kristian Bøcker, at Han have.

Kristian Bøcker er præst, og han har gjort det med humoren til sit speciale. Han står bag hjemmesiden og Facebooksiden ”Hyrdebrevet søndag morgen”, hvor han skarpt og vittigt spidder alle i folkekirken – ikke mindst præster og biskopper.

Den humoristiske præst er gæst hos Tine Lindhardt i program 4, og de taler blandt om, hvor grænsen går for, hvad man kan gøre grin med.

Biskop Tine Lindhardt taler med Kristian Bøcker, sognepræst og redaktør på ”Hyrdebrevet søndag morgen


Søstrene Bisp 3

Hvad betyder teatret og gudstjenesten for hinanden? Det er et af de spørgsmål, som Lasse Bo Handberg svarer på i programmet. 

Lasse Bo Handberg er direktør på teatret Mungo Park i Kolding og desuden instruktør, forfatter og samfundsdebattør. 

Biskop Marianne Christiansen taler med Lasse Bo Handberg, direktør på teatret Mungo Park i Kolding.


Søstrene Bisp 2

Hvordan er det at tilhøre et religiøst mindretal her i landet? Det fortæller tidligere formand for etisk råd og tidligere amtsborgmester, Erling Tiedemann om i programmet. Erling Tiedemann var katolik, og det gav ham en forståelse for, hvordan der er at tilhøre også andre religiøse mindretal i Danmark - for eksempel islam.

Erling Tiedemann døde 2. juledag 2015 - ni dage efter programmet blev optaget.

Biskop Tine Lindhardt taler med Erling Tiedemann, tidligere formand for Etisk Råd.


Søstrene Bisp 1

Biskop Tine Lindhardt ville egentlig slet ikke være præst, dengang hun begyndte at læse teologi, og biskop Marianne Christiansen læste teologi i hemmelighed. Hør de to biskoppers historier her.  

Biskop Marianne Christiansen og biskop Tine Lindhardt taler sammen.