Udtalelser, artikler og debat
Havesyge

Havesyge

Klumme i Fyens Stiftstidende august 2017

Af: Biskop Tine Lindhardt

Havesyge er eet af de ord, der er på vej til at ende på ord-kirkegården. Men mange af os kender det alligevel. Og nej, havesyge handler ikke om at være syg med at gå i haven, og heller ikke om, at man bliver syg af at gå i haven. Jeg har ganske vist været gift med een, der mente, han blev det, - især af lugningen.

Havesyge handler om, at man er umættelig. Man vil altid have mere. Uanset hvor meget eller lidt man har. Men er der noget galt i det? At vi gerne vil have nyt tøj i de rigtige farver og snit? At man købe den smukke vase, der nærmest kalder på én fra udstillingsvinduet? Eller at man er nødt til at få den nye iPhone, fordi den to år gamle er uhjælpeligt forældet i det øjeblik en ny model er på markedet? Det er vel meget naturligt, at vi gerne vil omgive os med smukke ting, som giver os glæde og med funktionelle apparater, som gør livet nemmere?

Ja. Selvfølgeligt.  Der er ovenikøbet dem, der mener, at det er rigtigt godt, at vi på den måde er havesyge, fordi det er med til at holde produktionen i gang. Måske. Rigtigt er det i hvert fald, at købte vi kun det, vi reelt havde brug for, så ville mange varer være overflødige.

Men når man er grebet af havesyge, køber man ikke, fordi man gerne vil være pænt klædt på eller have noget kønt at se på eller funktionelle redskaber. Vi køber, fordi vi må eje. Hvad man ejer, er ikke så afgørende, - det vigtige er, at det er mit.

Handlede havesyge så bare om ting og tøj, men den breder sig til selve livet. Det er mit, siger vi om livet, og noget vi har ret til og kan stille krav til. Det skal være langt og lyst og lykkeligt. Og det bliver det forhåbentligt. Men vi ejer ikke vores liv. Vi låner det, et livs tid. Vi har fået det af vores forældre, og vi får det dagligt af de mange mennesker, der giver os omsorg, tid, ord og nærvær. Vi må jo knibe os i armen, de fleste af os, når vi ser på vores børn og en ægtefælle, som måske har holdt os ud i mange år, ser på venner og kolleger, arbejde, hus og hjem - og spørge hvad vi dog har gjort, at vi er så heldige at få del i alt det, om end kun til låns. Vor Herre må have snydt på vægten – til vores fordel, - siden vi så tit og ofte får langt mere end vi kunne fortjene.

Det er til at blive glad af. Måske ligefrem taknemmelig. Måske skulle vi dele det med andre, - alt det vi selv får del i. Ikke for at pudse vores glorie, men simpelthen fordi der er nogen, der har brug for det. Og det er der.

- Nå, jeg må løbe. Der er en taske, jeg er helt syg efter at få. Ja, jeg må bare have den:)