Udtalelser, artikler og debat
Hvad med at sige: Brug mig!

Hvad med at sige:    
Brug mig!

Klumme i Fyens Stiftstidende februar 2016 

af: Biskop Tine Lindhardt

’Det siger mig ingenting’. ’Hvad kan jeg bruge det til?’

Sådan greb jeg mig selv i at tænke forleden, da jeg hørte noget for mig ukendt musik.

I en verden hvor man bliver bombarderet med indtryk og informationer, kan det være fristende at skærme sig med spørgsmålet ’hvad skal jeg bruge det til?’.

Men ret beset er det jo ikke særligt klogt at tænke eller at spørge sådan.

Et er, at hvis man udelukkende bruger sig selv som målestok for det, man vil lære og høre og lade sig møde af, så kan det blive noget begrænset, og så kan ens verden og liv blive tilsvarende småt og snævert. For viden om fjerne galakser eller om edderkoppers liv og levned f.eks. Film. Radioudsendelser. Historie og arkæologi. Bøger. Bogbinding, korsang og ny musik. Hvad skal jeg umiddelbart bruge det til? Man bygger jo ikke huse med en sang, - og viden om kvantefysik eller Christian den Fjerde kvalificerer næppe én til at blive ejendomsmægler eller sygeplejerske. Nej, ikke direkte. Men man kan blive klogere på verden og andre mennesker af det. Man risikerer at få udvidet sin horisont og at få blikket flyttet væk fra sig selv, ligesom ens verden bliver større, når man får viden om den, lærer nyt og lader sig overraske af noget, man ikke kender.

Noget andet er, om ikke det er en anelse selvoptaget at spørge ’hvad skal jeg bruge det til?’. Som om verden handler om mig, og hvad jeg har brug for. Hvad med i stedet at lade sig bruge. Ikke misbruge, selvfølgeligt, men bruge fordi der er brug for det, og fordi nogen har brug for, at man stiller sig til rådighed.

Måske skal vi vende kajakken og opdage, at verdens centrum – det er ikke mig, det er de andre. Eller sagt med let omskrevet Kennedy citat: Spørg ikke hvad andre kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for andre.

Selvfølgeligt risikerer man at brugt af det. Men det er måske heller ikke så skidt.

Faktisk er det vel tifold værre, hvis man oplever, at der ikke er brug for én. Hvis fællesskabet eller familien, venner eller samfundet ikke kan bruge det, man kan og gør. Det bliver man ensom af.

Så måske er det, der er allermest brug for, at vi gør brug af hinanden, og af det vi kan hver især. Og at vi ikke så meget spørger ’hvad kan jeg bruge det til?’ Men i stedet siger: ’Brug mig! Hvor kan jeg gøre gavn?’