Blæse med mel

Biskop Kresten Drejergaard | 23. december 2011

Man kan ikke både blæse og have rent mel i posen
På given foranledning skal jeg - uden at blive unødig ironisk - prøve at formulere min holdning til spørgsmålet om vielse af homoseksuelle:

1. Jeg har lige fra diskussionens start for mange år siden været inderligt imod tanken om, at ”registreret partnerskab” skulle kunne blive et teologisk og liturgisk begreb.

2. Set i et luthersk regi har jeg den opfattelse, at det er samfundet (staten), der har ejerskabet til ægteskab og ægteskabsstiftelse, og ikke kirken. I et katolsk regi vil synspunktet være det modsatte, nemlig at det er kirken, som har det egentlige ejerskab til ægteskabet, og at det kun er den almindelige sekularisering, der har gjort det nødvendigt at ”udlåne” lovgivningen i dette anliggende til det verdslige samfund. 

3. Da det her i vort lutherske land ikke er folkekirken, der vedtager lovene, men derimod folketinget, er det folketingets opgave at lovgive om ægteskabet på den måde, folketinget synes er rigtigt. Hvis folketinget synes, at to af samme køn skal kunne blive gift, som det allerede nu hedder i daglig omtale, så må folketinget vedtage en lov, der passer til det formål. I den lovgivning skal der tages stilling til, om folkekirken og trossamfundene skal have en bemyndigelse til på samfundets vegne at kunne stifte ægteskaber med juridisk gyldighed.

4. Det skal ikke være sådan – som f.eks. Birthe Rønn Hornbech mener – at folketinget vedtager en lov, hvor bemyndigelsen kun gælder folkekirken. Hvis der vedtages love med almen gyldighed som ægteskabsloven, så gælder loven samtlige borgere, uanset deres tilknytning til diverse kirker og trossamfund. Man skal ikke i den politiske korrektheds og ligestillingens navn kunne gå ind for, at homoseksuelle skal kunne blive gift i kirken, for bagefter ud af en lignende politisk korrekthed og mindretalsforståelse at gå ind for, at trossamfundene skal være fritaget for dele af lovgivningen.

5. Hvis folkekirken og trossamfundene gerne vil have en bemyndigelse til at kunne stifte ægteskaber, forudsætter det naturligvis, at man respekterer den gældende ægteskabslov, hvilket i min optik betyder, at hvis man vil have bemyndigelsen, så bliver man også nødt til at acceptere den forpligtelse, der er indeholdt i den. Man kan ikke både blæse og have rent mel i posen. Man kan ikke sige, at man godt vil have bemyndigelsen med det forbehold, at man vil have frihed til vilkårligt at sortere i det, forpligtelsen går ud på.

6. Det er muligt, at folketinget ikke har nerver til at afslå præsters krav om frihed til at vælge og vrage i det, som en bemyndigelse går ud på, men så burde man i det mindste have nerver til slet ikke at meddele nogen bemyndigelse, hvilket vil sige, at alle ægteskaber så skal indgås for den borgerlige myndighed, hvorefter man i folkekirken og trossamfundene liturgisk har fuld frihed til at fejre de indgåede ægteskaber, sådan som man har samvittighed til det.

7. Det påstås at tanken om homoseksuelt ægteskab er et attentat mod den kristne, bibelske opfattelse af ægteskabet. Det er jeg ikke enig i. Der er uanset lovgivningen intet, der forhindrer mig i på det private plan at fortolke mit ægteskab som en bibelsk bevidnet skabelsesordning, der tilsiger, at manden er kvindens overhoved, og at kvinden derfor skal være sin mand underdanig, hvis det altså var det, jeg mente.