AAA
 

03/01-2012

Selvom trosspørgsmål fylder meget i menneskers liv, bliver kirkestoffet stedmoderligt behandlet i pressen, mener Mette Bock. Nu stiller hun selv op for at ruste kirkerne bedre til kontakt med medierne.

Mette Bock, mf LA


Folketingsmedlem og kirkeordfører for Liberal Alliance, Mette Bock har solid erfaring med medierne fra sin tid som journalist på Jyllands Posten og direktør i DR. 

Nu vil hun selv være med til at klæde kirken på til mødet med medierne. På den årlige Kirkernes Mediedag den 21. januar, kan kirkens ansatte og menighedsrådsmedlemmer høre hende tale om Kirkens plads i medierne. Udfordringen for kirken er stor, siger hun:

Utidssvarende dækning af kirkestof
- Kirken har altid været stedmoderligt behandlet i pressen. Enten har kirkestoffet været henvist til særlige sider, som kun de i forvejen interesserede læste, eller også har der næsten udelukkende været fokuseret på historier om skandaler eller andet røre i andedammen. Det kan undre, da trosspørgsmål til alle tider har fyldt meget i menneskers liv - også her i 2012, siger Mette Bock, der efterlyser en langt mere tidssvarende og indsigtsfuld mediedækning af kirkestoffet.


Kirkernes Mediedag, som sidste år samlede 130 deltagere, afholdes den 21. januar med workshops og foredrag. Foruden Mette Bock kan deltagerne møde journalist Kurt Strand, medieforsker Stig Hjarvard og biskop Niels Henrik Arendt.

Kirkernes Mediedag, som skal give præster, ansatte og menighedsrådsmedlemmer inspiration og viden om kommunikation, arrangeres af Danmarks Kirkelige Mediecenter og Kirkeligt Medieakademi i samarbejde med landsforeningen af Menighedsråd og folkekirken.dk.

 

Web-tv: Mette Bock kritiserer journalister for at vide for lidt om kirken

Læs mere om program og tilmelding på Mediedag.dk