Fyens Stiftsbog 2011

Gudstjenestens kølige skønhed
Hvordan synes I, jeres længsel bliver mødt i gudstjenesten?

Christina: Der er netop plads til den i gudstjenesten. Digteren Søren Ulrik Thomsen har skrevet om ”den lutherske gudstjenestes kølige skønhed”. Jeg er selv med årene kommet til at holde af gudstjenestens faste form og den dæmpede, ikke-anmassende måde. Jeg kan se, hvor rummelig sådan en gudstjeneste i virkeligheden er.

Ida: Sommetider er der altså ligesom for god plads, så der slet ikke sker noget, som nærer længslen. Men man får jo ikke lige meget ud af det hver gang, og man er nødt til at komme tilbage igen og igen. Måske får man en enkelt detalje, et ord, en salmelinje, et lysglimt, og det er nok. Gudstjenesten åbner sig for én, når man har været der flere gange.

Christina: Ja, man skal komme jævnligt for at få noget ud af det. Det er også et
spørgsmål om træning. Apropos det med detaljen og de små ting: I lang tid gik jeg i kirke et sted på Vesterbro i København, hvor der oppe på alteret stod: ”Det er fuldbragt”. Jeg holdt så meget af de ord, at jeg blev ved med at komme der bare for at se og læse dem.

Kan glæden være der i gudstjenesten?

Ida: Ja! Men det kræver også træning, fordi det er en stille og dyb glæde. Men jo, jeg må gerne sidde og være lykkelig på kirkebænken. Det kræver tålmodighed at gå til gudstjeneste, og det er måske svært for mennesker i dag, fordi vi søger den øjeblikkelige tilfredsstillelse. Men der er en stor modenhed i at kunne give afkald på den umiddelbare tilfredsstillelse, og der er en ulykkelighed i ikke at kunne gøre det.

Christina: Det er som om, vi ikke rigtigt har tid til fordybelse, tålmodighed og
langsommelighed, og der er stor tomhed på mange områder.

Hvordan synes I, det giver sig udslag?

Christina: Folk får flere og flere diagnoser. Jorden segner under os. Det er forbrugsholdningen, som også gælder på det eksistentielle plan. Den må helst ikke vokse ind i kirken. Hvis vi søger efter den umiddelbare behovstilfredsstillelse, så mister vi også fællesskabet, fordi fællesskab kræver, at vi kan gå på kompromis med vores krav. Der er en stor lykke i at skulle indordne sig, selvom det ikke føles sådan altid. Pligten kan være en velsignelse.

Her afbryder begge kvinder sig selv, fordi de pludselig bliver klar over, de bruger ret ”kedelige” og gammeldags ord om det at tro og om kristendom og gudstjeneste. Men så afløses bekymringen af latter, fordi de trods alt mener, hvad de siger, og ikke vil undvære hverken deres tro eller deres længsel.