Fyens Stiftsbog 2011

Thorkild Thaning | Stiftsbogen 2011

Begravelsestalerne var for mig altid et vovestykke. Det er indlysende, at tilhørerne ved en sådan lejlighed er meget opmærksomme over for, hvad der bliver sagt, fordi de kendte den afdøde personligt, ja, måske oven i købet havde fået et ord med, fordi jeg måske havde talt med nogle af dem, der sad i kirken. Men det var mig, der som præst skulle sætte ord på den, om hvem jeg vidste, at nogen i forsamlingen i sagens natur vidste langt mere. Dertil kom, at det desværre var alt for sjældent, at andre tog ordet ved det efterfølgende kaffebord og føjede noget til eller korrigerede det billede, jeg havde givet. Det gjorde, at det sidste og endelige og måske eneste ord som oftest var overladt til mig, men det betød også, at jeg ikke kunne snyde med opgaven og nøjes med en kort levnedsbeskrivelse. Jeg måtte vove livet. Afdødes liv.

At vove livet og synge en sang
Fra min tid som lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup havde jeg erfaring og øvelse i at skrive udtalelser ikke bare om de studerendes indsats i mit eget fag, men jeg skulle samle alle underviseres udtalelser i en endelig fortolkning af den studerende, hans eller hendes person, evner og studieforløb.
Det var på mange måder den samme opgave, jeg havde, når jeg samlede mine egne, de pårørendes og naboers og venners udtalelser om den, jeg skulle begrave.
Det lyder måske underligt, at det også kom mig til gavn, at jeg altid har holdt af at skrive lejlighedssange. Men her er opgaven at finde en tråd, som man holder fast igennem alle vers, og som illustreres i de enkelte vers i stedet for, at man pletmaler offeret med spredte usammenhængende erindringer og episoder fra vedkommendes liv. Med tråden laver man en samlende fortolkning af festens genstand, og lykkes det, så er det, fordi også de inviterede kan genkende ham eller hende i versenes spidsformulering og visens pointe. Men det kan også lykkes ved, at fortolkningen af fødselaren kommer bag på gæsterne og derved glæder dem og morer dem, når det sætter festens genstand i et nyt lys.
Når jeg skrev en begravelsestale, opfattede jeg opgaven på samme måde. Jeg skulle skrive den afdøde en sang. Det kunne betyde, at jeg også måtte udelade noget, som forstyrrede min fortolknings klarhed, mens jeg understregede andet, som var vigtigt at få frem for at forstå pointen.
Det var her, jeg vovede livet, men også kom til at holde af opgaven, så vovelig den kunne være. Men vove livet på den måde gør vi jo i virkeligheden hver dag, når vi forholder os til hinanden, idet vi fortolker, hvad vi ser og hører, og har vi anden mulighed?

Der er altid mere at sige
Måske endte begravelserne med at blive de vigtigste gudstjenester, alene fordi udgangspunktet var personligt for dem, der deltog, og man lyttede mere opmærksomt, når det lykkedes at binde tråden sammen med evangeliet. Og vi forstår jo først evangeliet, når vi kender noget til menneskelivet.
For mit vedkommende mærkedes det som et stort ansvar, men derfor også som en spore. Men den egentlige spore var måske den nysgerrighed, det vakte, når jeg så et menneskes liv efterhånden dukke op på skærmen og ordene føje sig til hinanden i en fortolkning med en tråd, som jeg på mange måder ikke selv var herre over, når de beskrev et menneske, så det også kunne komme bag på mig selv. Det kom ikke bare bag på mig, men også på de pårørende, at der altid var mere at sige om et menneske, de ellers havde været så fortrolig med, når de måtte sige til sig selv: Ja, sådan var det jo egentlig! Det havde vi ikke tænkt på, at det kunne siges på den måde! Ord har deres egen magt til at gøre alting nyt, når de fortolker et liv.
Jeg mærkede hos mig selv en forventning om, at også her i denne person var der nyt at høre om det liv, som Vorherre havde fundet det umagen værd at dø for. Derfor måtte jeg selv gøre mig umage. Derfor kom ”den personlige del” også til at fylde mest i mine begravelsestaler, og det besynderlige var, at det tit var dem, som jeg på forhånd havde mindst at sige om, som kom til at fylde allermest. For at ”hun var glad for sin have” var vel ikke alt, hvad der var at sige.

At se i kærlighedens lys
At der altid er mere at sige – også mere end man så får sagt - er jo i sig selv en vigtig evangelisk pointe. At være omfattet af forventning betyder jo, at der altid er mere at sige. Alene heri ligger der tilgivelse. Derfor må man aldrig opfatte begravelsestalen som en dom, ikke bare fordi der altid er mere at sige, men også fordi vi kun kender hinanden i vores egne fortolkninger, i vores personlige opfattelser. Vi er altid på fortolkningens afstand af hinanden.
Men begravelserne lærte mig, at der kunne ligge en yderst personlig fortolkning i de pårørendes måske eneste ord om moderen om, at hun elskede sin have, når de mente, at dermed var i grunden alt sagt. Hvor mange holder ikke af deres have, men her var der åbenbart forskel. Det var en forskel, som kom til at kaste lys over den af skabelsesfortællingerne, som beretter om, hvordan Gud i lyset af sin kærlighed til alt, hvad han skabte, kaldte himmellegemerne frem med solen til at lyse om dagen og månen til at skinne om natten og alle stjernerne til at vise, når det var højtid, og når det var hverdag, og hvordan land og hav blev til, fugl og fisk, det lave græs og de høje træer, hver efter deres art, de vilde og de tamme dyr, og  endelig mand og kvinde. Man opdager, hvordan det hele tiden er forskellene, som falder i øjnene, og at skabelsesfortællingen slet ikke ønsker at sige noget om, hvordan det alt sammen engang blev til, men den taler om, hvad det er, vi lever af. Vi lever af, at der er forskel. Vi lever af det, at nogle mennesker angår os mere end andre, af, at vi synes, vores børn er noget særligt, vores venner enestående, vores ægtefælle den eneste ene og fædrelandet det skønneste.
Sådan måtte man jo også opfatte det, når de pårørende fortalte om moderens kærlighed til haven. De så det som et enestående træk, fordi de så det i kærlighedens lys. Begravelserne åbnede mine øjne for, at skabelsesmyten taler om det for os uerstattelige, om det, som ikke er en selvfølge, men netop en undtagelse. Og om undtagelser kan man ikke fælde domme. Men man må forundres og være taknemmelig. Og sådan gav de mennesker, jeg skulle begrave, anledning til en stadig forundring over den menneskelivets mangfoldighed, som det gennem årene blev mit ansvar at give et billede af, og som også gjorde, at jeg forstod evangeliet bedre.