Fyens Stiftsbog 2011

Kirsten Jørgensen | Stiftsbogen 2011

En junidag for tre år siden blev Matilde døbt i Kerteminde Kirke. Da var hun 9 år og havde selv taget beslutningen om, at hun ville døbes. Men hvordan var hun kommet frem til den beslutning?

Matilde fortæller, at hun havde kristendom i skolen, og at det var spændende og gav hende lyst til at læse mere i Biblen. Sådan en havde hun fået af sin faster Katja i julegave. Og hun kunne rigtig godt lide fornemmelsen af at være Guds barn og tro på Gud. Matildes morfar blev døbt som 55-årig, så det ikke at blive døbt som spæd, var ikke mærkeligt i hendes familie. Han er opvokset i en kommunistisk, ikke-troende familie, så for ham var det også et valg at ville være kristen.

Matilde skulle selv svare ved dåben og behøvede derfor ikke en gudmoder eller faddere. Men hun skulle have to vidner. Hun valgte uden tøven to mennesker, der stod hende nær. Den ene var hendes morfar, og den anden er Lisbeth Qvist, som nu sidder og taler med Matilde om at være døbt og om at være fadder, som de kalder det, for nemheds skyld.

Det lykkelige ansvar
Lisbeth, hvad tænkte du, da Matilde spurgte dig, om du ville være hendes fadder?

Lisbeth: Jeg blev meget, meget glad. Jeg synes, det var en stor tillidserklæring og et stort ansvar. Men et ansvar, der føles som en stor gave. Det er en forpligtelse på den rigtig gode måde: Jeg skal være Matildes samtalepartner i særlige situationer, og jeg skal blive ved med at bevare en relation til hende, og det er en fantastisk forpligtelse. Da jeg var yngre, synes jeg, at forpligtelser var en plage. I dag synes jeg, det er en glæde at være forpligtet. Det er en gave, at nogen forventer noget af én. Jeg kan ikke selv huske præcist, hvem der er mine faddere, for da jeg blev døbt, gik det ligesom bare på tur. Der var en slags fordelingspolitik i familien, så familierne på begge sider blev tilgodeset, men det betød, at jeg ikke har noget særligt forhold til mine faddere, udover det familiære; ja, for jeg kan jo dårligt huske, hvem det er. Men det at blive valgt for den, jeg er, og ikke bare på grund af tilfældige familiære forbindelser, gør det til noget særligt at være Matildes fadder.

At tale Gud
Taler I så meget om Gud, dig og Matilde?

Lisbeth: Ikke sådan direkte. Jeg synes, at det er svært at tale om tro. Man mangler et ordforråd for det. Men jeg tror, at når vi er sammen, så er der en understrøm af tryghed, der blandt andet kommer af at være kristen og tro på Gud på en eller anden måde, som det er svært at sætte ord på.

Matilde: Og der er en tryghed i at være døbt, som man kan bruge, når man er sammen med andre mennesker.

Lisbeth: Jeg tror, at jeg mest taler om de store spørgsmål ”fra neden”. Det vil sige, at jeg taler med andre om menneskelivet. Men det at tro på Gud og være kristen er vel netop også en måde at være menneske på. For mig er det ikke noget særligt og afsondret at være kristen, men noget der indgår i mit hverdagsliv som en måde at leve det almindelige liv på. Et livssyn.

Dåb og tro
Matilde, er det svært at tro?

Matilde: Nej, jeg synes ikke, der er noget svært i at blive døbt og tro. Den dag, jeg blev døbt var jeg bare glad. Det var dejligt.

Behøver man at blive døbt for at tro på Gud? Kan man ikke bare tro på Gud uden at blive døbt?

Matilde: Det følges ad, det med at tro og blive døbt.

Vil det sige, at man så ikke kan blive døbt uden at tro på Gud?

Matilde: Joh, men hvis man ikke tror på Gud, når man bliver døbt, så er man ikke rigtigt blevet døbt.

At vide hvem man er
Lisbeth, har jeres forhold ændret sig efter at Matilde blev døbt?

Lisbeth: Nej, egentlig ikke i sin substans. Men vores forhold er ligesom kommet til syne. Vi er blevet bevidstgjorte om det særlige, vi har med hinanden.

Her indskyder Matildes far, at der er et ganske særligt bånd mellem Lisbeth og Matilde. Og det ser også jeg tydeligt: De har valgt, at de vil have et livslangt forhold til hinanden på baggrund af det, der skete i Kerteminde Kirke den junidag.

Jeg tænker, at det er smukt spejl af det bånd, der blev knyttet mellem Gud og Matilde, da hun blev hans barn, og han lovede hende at være med hende alle dage indtil verdens ende, som der står i ritualet.