Fyens Stiftsbog 2011

Henrik Wigh-Poulsen | Stiftsbogen 2011

Jeg har nu ikke altid haft det lige let med den gudstjeneste. Som barn blev jeg slæbt med i kirke af min mor. Kedede mig bravt, da jeg ikke længere måtte få Anders Andblade med. Kom der sidenhen sjældent, besøgte vel nærmest ikke min sognekirke, mens jeg læste ved Det Teologiske Fakultet i Århus.
Men et kim var lagt, små frø var sået, og på usporlige måder og ad glemte veje fandt jeg efterhånden ind i den ritualets og rummets orden, som siden hen er gået mig i blodet og kroppen.
For som mine bekymringer yngler, mine sorger og glæder bliver dybere og flere, og bevidstheden om mine dages begrænsede tal bliver stadigt mere pågående, står søndagens højmesse tilbage som det ugentlige frirum, hvor jeg hører noget, jeg har meget brug for at høre. Blandt andet, at der hersker et tindrende og saltvandsduftende morgengry udenfor mit sinds nogle gange grumsede novembermørke.

Gelænderet
Gudstjenestens enkle form og ritualer er på den måde som et gitter, en smukt tømret og velafprøvet konstruktion, der bærer på det uendeligt meget større og ufattelige, som historien om Store Gud og lille mig i bund og grund er.
Enkelte søndage kommer trøst og gode indsigter overdådigt dryppende gennem gitteret som næring fra himmelen. Andre gange kommer det næsten tilfældigt hvirvlende som karrige drys af fygesne. Alt sammen afhængigt af, hvad du, præsten og Helligånden er oplagte til. Det er nemlig aldrig til at vide.
Digteren Søren Ulrik Thomsen sammenligner et sted højmessens ritual og rammer med et digt skrevet på bundne former, hvor linjer skal rime, metrikken passe og rytmen holdes. For som ord i rytme og faste mønstre både formulerer og forløser følelser, der i fri dressur er svære at tumle, gør ritualet det uhåndterlige til at have med at gøre. Gudstjenestens genkendelige ord og handlinger sætter ord på dét, der nager, er svært at sige eller tungt at bære. Og så får de nye udsigter til at åbne sig i tilgift. Gudstjenesten er på den måde også som et gelænder, du kan holde fast ved, når det svimler, og som støtter dig på din vej gennem livet.

Et dilemma
Men med ritualets faste og genkendelige former følger også faren for undertrykte gab og tanker på langfart. En oplagt fare for den der ikke kan eller gider anstrenge sig for at forstå de gamle ord og sære gerninger. Men også for den, der er prisgivet en præst, der ikke hviler i ritualet, men hænger i det som en fuld danser over sin partner.
Måske er det derfor nogle præster har travlt med at befri sig fra det snærende ritual. De begrunder det med, at kirken skal gøres mindre fremmed for nutidsmennesket og tilbyde noget nyt, skævt og anderledes i stedet. Gerne en event i stil med dem, den lokale cityforening forsøger at lokke familierne til med lørdag formiddag. For forbrugere er vi. Markedet – og folkekirken - må indrette sig efter os. Ellers går vi andre steder hen. Så det er et dilemma, vi står overfor som præst og menighed: Skal vi holde fast på ritualerne, der mest taler til de indforståede, eller søge den frie stil isprængt artige overraskelser, der kalder nye til, og skræmmer de gamle væk? Og hvordan gør vi det uden at falde i enten kedsommelighedens eller forandringstyranniets grimme grøfter?
Selv er jeg på ritualets side, fordi det for mig at se er her, budskabet kommer bedst til orde uden forstyrrelser, og fordi det er her, vi får rum og frihed til at være præst og menighed i al vores forskellighed. Igen: Det er som et gelænder, du kan holde fast ved, og som fragter dig gennem alle livssituationer og aldre. Og uden det risikerer både menighed og præst at miste sig selv. Menigheden, fordi den stadige fornyelse for alle andre end dem, der rastløst shopper rundt mellem nyhederne og overraskelserne, let går hen og bliver en trættende affære.
Og præsten, fordi han eller hun uden ritualet meget hurtigt kommer til at skulle bære rigtig meget på sine egne skuldre. Og det er ikke alle, der holder til det. For er ritualet som et gelænder eller et gitter, så er det også en ramme, indenfor hvilken der er plads til os alle. Til menigheden i dens brogede forskellighed med dens forskellige behov. Og til præsten som skal have lov til at være håbløst utidssvarende. Som vi jo alle bliver det - før eller siden.

Tålmodighed
Derfor er kirkegang også noget, du skal blive fortrolig med. Ja, som du er nødt til at blive fortrolig med.
Kommer du kun ved enkeltstående lejligheder, er det jo ikke sikkert, at du vender tilbage igen. Måske du kedede dig halvt til døde. Måske du venter til de byder på den næste ekstraordinære gudstjeneste-event. Men et sandt mysterium er jo ikke et mysterium, hvis det udfoldes på en time. Et budskab større og glædeligere end noget andet bliver jo ikke lukket op og gjort klart og forståeligt ved en enkeltstående begivenhed en søndag formiddag i den lokale sognekirke. Store og gode ting sker over tid. At slå rod og få grønne blade på grenene er et langtidsprojekt.
Og selvom du kom i kirke de sidste fire søndage og hørte noget, der gjorde dig glad eller trøstede dig, så glemmer du det hurtigt, når du er tilbage i hverdagen. Derfor skal du derhen igen.
Overordnet handler det om perspektiv, altså måden, du opfatter verden omkring dig på. Og her tænker jeg ikke bare på vores overordnede politiske og religiøse meninger og anskuelser, men mere på vreden, bekymringerne, frygten, forargelsen, sorg eller glæde. Altså alle de følelser, som altid er der for os alle, og som kan komme så tæt på os, at vi har svært ved at se, i hvor høj grad de farver vores udsyn. Men det er her Jesu ord, som vores kirke og gudstjeneste bygger på, sætter ind ved at ændre på vores perspektiv. Idioten, du har set dig gal på, omtales som en næste og som et menneske, Gud vil. Bekymringernes bestandige baggrundsmusik for din tilværelse, din gamle sorg, din nagende angst sættes på plads med ordene om, at vi hører Gud til. Tror du, at du er udenfor alt, får du at vide, at han altid går dig i møde. Føler du dig snydt for både det ene og det andet, bliver du gjort opmærksom på alt det, du har fået, og alt det, du dagligt får.

Med andre ord: Du skubbes til. Du tvinges til at se det hele på en helt anden måde, end den du ellers er tilbøjelig til.
Som sagt, du skal lige vænne dig til kammertonen. Du skal lytte efter og have modtagerapparatet rigtigt indstillet. Det tager tid. Men mit råd er: Tag den!