Fyens Stiftsbog 2011

Lars Toft Rasmussen | Stiftsbogen 2011
 

Anne: Hvad var det egentlig, der gjorde, at du ikke blev konfirmeret som barn?

Rasmus: Jeg gik faktisk til konfirmationsforberedelse, men efter to gange sprang jeg fra. Noget af forklaringen var, at jeg var meget interesseret i naturvidenskab - en ekstremt spændende verden, hvor man kunne måle sig til alting. En anden faktor var, at jeg reagerede imod, at der blev talt så meget om gaver og penge, men meget lidt om indhold. Jeg kunne ikke rigtigt få en snak i gang med kammeraterne om, hvad konfirmationen var for noget. Flere sagde, at det jo bare er noget, man bliver – konfirmeret altså. Og der var også voksne, der – efter at jeg havde truffet min beslutning – spurgte mig, om man egentlig kan lade være med at blive konfirmeret. Bliver man så meldt ud af folkekirken, eller hvad? Jeg måtte så forklare mange voksne mennesker, at nej, jeg var fortsat medlem.

Anne: Oline, hvorfor blev du ikke konfirmeret?

Oline: Jeg er opvokset i et kulturkristent hjem, hvor der blev snakket om tro. Men det var ikke os, der troede. Det var nogle andre. Det var ligesom lidt forkert at være troende. Men jeg har altid sunget i kirkekor i min barndom, søgt kirken og elsket at synge salmer. Samtidigt var der noget i mig, der følte, at det dér med at gå hele vejen – gå til alters og sådan – det var lidt forkert. Jeg var jo ikke sådan én, der troede. Men da jeg blev 10 år, ville jeg alligevel gerne døbes (griner) – og det fik jeg lov til. Min far følte vist, at det var lidt eksotisk at have en datter, der tog stilling i en alder af 10 år. Da det blev tid til konfirmation, skulle jeg forklare, hvorfor jeg ville konfirmeres. Det var rigtigt svært, og ja … det blev jeg så ikke. I den alder er det måske lidt fint at være i opposition.

Fortsættes...