Fyens Stiftsbog 2011

Den sidste brik
Anne: Men Rasmus, hvad var det så, der gjorde, at du skrev en mail til mig og spurgte, om du kunne blive konfirmeret nu?

Rasmus: Da vi fik børn, så blev de jo døbt. Jeg kunne regne ud, at jeg på et tidspunkt, når de blev teenagere, kunne risikere at skulle stå til regnskab for den beslutning. Jeg begyndte at føle det lidt, som da min ældste søn skulle lære at cykle, og han siger: Far, hvorfor skal du ikke selv have cykelhjelm på, når jeg skal? Jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at få lagt den dér sidste brik i puslespillet på plads og selv blive konfirmeret.

Oline: Også for mig var mine børns dåb noget, der satte en masse tanker i gang. Da min mand og jeg skrev dåbsindbydelsen for vores ældste søn, endte jeg med at lave et udkast, der var en lang udredning om, hvorfor han skulle døbes (griner). Det fik min mand, der er troende, til at sige: - Jamen, der skal da bare stå, at Karl skal døbes den-og-den dag. Der skal ikke stå noget om hvorfor. Siden gik jeg til babysalmesang herinde sammen med to af mine børn, og så fik jeg lyst til at tale mere om mit forhold til kirken og troen … og så meldte jeg mig til samtalegruppen.

Ritualet
Anne: Ja, jeg kan godt huske den dag, hvor du sagde, nu kunne du muligvis godt tænke dig at være med. For jer to er samtalegruppen jo endt med konfirmation. Hvad synes I om det – at man kommer i en gruppe sammen, hvor man taler om den kristne tro, og at der så også er gudstjeneste og ritual med i det?

Rasmus: Jeg synes, det gør hele forskellen. Jeg har som journalist arbejdet meget med kirkestof og forholdt mig meget intellektuelt til troen. Her kunne man få sine følelser med, give sig hen. Samtalegruppen fik det intellektuelle og barnetroen til at hænge sammen.

Oline: Jeg synes, at det var et meget intenst rum, hvor man fik lov til at fortælle om sin tvivl, hvor man kunne sige, hvad der optager én i forhold til troen. Det synes jeg var rigtigt dejligt.

Rasmus: Det er en gave at få lov til at tale om så vigtige ting med så forskellige slags mennesker. Hvor ellers i samfundet i dag mødes man på tværs af køn, uddannelse og alder – med én på firs og én i tyverne?

Anne: For almindelige konfirmander er det en stor dag, men det var det også det for jer?

Oline: Ja, og oplevelsen af ritualet blev et helt andet, for man får det ind under huden.

Rasmus: Jeg var lidt overrasket over, at ritualet viste sig at betyde så meget for mig.

Anne: Fik I gaver, og havde I blå mandag?

Rasmus: Vi var i Cinemaxx dagen efter.

Oline: (latter) Jo, jeg fik faktisk gaver – bøger, blandt andet.

Rasmus og Oline i samtale på broen i Kongens Have. Klik på billedet for stor størrelse.