Fyens Stiftsbog 2011

’Herfra min verden går’ siger vi – om det sted som vi kommer fra. Men bittesmå børn bliver båret omkring, og snart lærer vi selv at gå, først med usikre skridt og senere bevæger vi os ud i den vide verden og kommer vidt omkring, ikke mindst i dag hvor så mange flere rejser ud i den store verden.

Vi er fysisk tilstede og i bevægelse i tid og rum og betragter og oplever verden ud fra, hvor vi er. Men vi er ikke kun i stand til at opleve og opfatte verden her og nu. Vi har hukommelse og forestillinger, så vi kan huske noget af det, der var, og forestille os noget af det, der måske skal komme. Når børn er en 3-4 år gamle begynder de at kunne huske situationer, der fandt sted et andet sted og på et andet tidspunkt end her og nu, ligesom de kan begynde at forestille sig noget, der senere skal ske. Det er den autobiografiske hukommelse der begynder at udvikles. Det er på grund af vores autobiografiske hukommelse at vi kan huske tilbage til barndommen – om end ikke den allertidligste, huske vore samspil med verden i andre omgivelser og på andre tidspunkter end der, hvor vi lige nu befinder os, lige som vi bliver i stand til at drømme om og forsøge at forestille os fremtiden.

Men vi mennesker kan endnu mere, når vi lærer at fortælle og lærer at forstå andres fortællinger. Gennem fortællingerne kan vi dele den vej, vi er gået i tid og rum, med hinanden, ligesom vi kan dele vore drømme, vores håb og vores forestillinger om fremtiden med hinanden.  Når jeg hører en anden fortælle om sine oplevelser er det en stedfortrædende erfaring og oplevelse, jeg deltager i. Jeg ser verden gennem fortællerens perspektiv og kan således i forestillingen rejse i tid og rum og møde en anden verden, end den jeg selv kender til. På den måde gør fortællingerne vores mentale verden større. Vi ser andre perspektiver, indlejres i større sammenhænge; tænk på familiefortællinger, slægtshistorie, verdenslitteratur og verdenshistorie. Fortællinger spiller en stor rolle for oplevelsen af fællesskaber, af identitet og sammenhænge, og fortællinger giver os med deres flerhed af stemmer og perspektiver mulighed for at forhandle mening og sammenhæng ud fra mere end det, vi lige kan se her og nu.

Fortællinger er ikke blot tanker og ord, bagved fortællingerne er der følelser og oplevelser af vores samspil med verden i bestemte tidsrum. Fortællinger har en utrolig stor betydning, når vi skal forstå hinanden og os selv og finde mening i tilværelsens forandringer.

Den franske filosof Ricoeur, som har skrevet meget om fortællinger og identitet og om forholdet til den anden, har påpeget den tætte sammenhæng mellem svar og ansvar. Jeg er ansvarlig for den måde jeg besvarer den anden på i vores indbyrdes samspil. Det er ingen undskyldning, at det ikke var mig, der begyndte, hvis det er mig, der fortsætter. Den anden er både fuldkommen lige med mig og samtidig helt enestående i sin særegenhed. Jeg kan altså ikke reducere den anden til det samme som mig, og jeg kan heller ikke nedgøre den anden eller skubbe den anden væk, som noget der ikke vedkommer mig. Det er her caritas, næstekærligheden kommer ind i billedet. Næstekærlighed handler om vores måde at besvare den anden på.  Lige præcis denne tankegang finder jeg, at livsfortællingerne kan åbne os for. Når vi hører en andens fortælling oplever vi både identifikationen, det fælles menneskelige og det forskellige, det særegne, og vi forledes således ikke til den reducerende og nedgørende opfattelse af medmennesket, som en ’os’ og ’dem’ kategorisering er udtryk for. Og kan vi ikke høre alle andres fortællinger, kan vi i hvert fald tænke på, at de findes.

Min egen fortælling begynder i Kerteminde. Min mor brækkede benet tre dage før jeg kom til verden, så jeg tilbragte næsten et halvt år på Kerteminde sygehus med udsigt til Fjorden. Jeg blev hjemmedøbt på sygehuset, og oversygeplejersken Martha Pedersen blev min Gudmor og gode ven.

Godt fyrre år senere skulle jeg rydde mit barndomshjem, da min mor var død. I mit barndomshjem havde vi et stort loft, hvor jeg som barn elskede at undersøge de gamle og glemte skatte, jeg fandt deroppe imellem alt muligt gammelt ragelse. ”Nu roder du vel ikke”, råbte min mor op til mig. Nu, efter min mors død, skulle jeg for sidste gang gennemgå ragelset og gense skattene. Jeg genfandt mange ting, stumper af erindring og fortællinger, der nu ikke længere var nogen til at fuldføre.  Jeg tog et par af skattene med mig videre, en silkekjole fra tyverne, hvor min mor havde været i England, og hendes brudebuket fra 1935. Meget blev smidt ud og kasseret. Det er en stærkt markeret grænse man krydser, når man rydder sit barndomshjem.

Et år efter begyndte jeg at lave livsfortællinger. Jeg indsamlede fortællinger med unge og gamle fra hele landet og udgav den første samling i 1991. Danmark mit fædreland. Og arbejdet med livsfortællinger er fortsat lige siden, og det er blevet til adskillige bøger. Historien om loftet i mit barndomshjem indleder den sidste, Telling Lives, som er min doktordisputats, som lige er udkommet på forlaget Routledge i London og New York. Det har været en lang og fantastisk rejse. Arbejdet med at indsamle fortællinger, at lytte til så mange mennesker og høre deres historier, har givet så meget indsigt. Det er en gave at få love til at høre et andet menneskes fortælling, fordi hun eller han har gået en anden vej i tid og rum og derfor har set verden med andre øjne og oplevet andre samspil, som jeg nu kan få del i og som kan berige min forståelse af verden og af andre mennesker og af mig selv.

Men alt for ofte har vi for travlt til at lytte til andre. ”Hvordan går det?” spørger vi. Og alt for ofte lyder svaret: ”Joe, fint nok, jeg har travlt”. Og så nøjes vi med de fortællinger medierne producerer og sidder og lytter til dem i stedet for til hinanden. Måske kunne vi blive bedre til at dele vores fortællinger og oplevelser med hinanden, og dermed også bedre til at være åbne og imødekommende over for fremmede, hvis fortællinger vi endnu ikke kender.


Marianne Horsdal
Professor dr. phil. Syddansk Universitet