Præstens julerefleksioner

Sognepræst Eva Fischer Boel | december 2011

Må jeg be’ om julefred...?!
Det er den 24. oktober. To måneder før jul. Jeg handler ind i det lokale supermarked, og varerne ryger ned i kurven i rapt tempo, for jeg har travlt. Da jeg drejer om hjørnet op mod kassen, ser jeg det. Ser, at der er stillet en hel ø op med diverse jule-tingel-tangel og juleknas. Mit blodtryk, der i forvejen tangerer øverste grænse for normalområdet, stiger yderligere et par takker. Hånden på hjertet: Tanken om jul vækker ikke først og fremmest julefreden i mit sind. Nej tanken om jul hvisker med min egen indre djævelske stemme: ”Du kommer til at ligge vandret af travlhed. Du kommer ikke til at slå til”. Ja, jeg ved det. Jeg får en travl tid. Arbejdsmæssigt såvel som på hjemmefronten. Og ja, jeg kommer ikke til at slå til.

Midt i supermarkedet er jeg stoppet lamslået op ved synet af juleøen. Men der er ingen vej uden om. Jeg bliver nødt til at passere den for at komme op til kassen og betale mine varer, og køen til kassen når helt hen til juleøen. Jeg stiller mig op i køen og prøver at se den anden vej. Men damen foran mig i køen vender sig om mod mig og begynder at snakke, og det nytter ikke noget, at jeg så kun kigger til den ene side, så må hun jo tro, at jeg enten er meget mærkelig eller har fået hold i nakken eller begge dele på en gang. Jeg fokuserer på at se hende dybt i øjnene. Men et kort ukoncentreret øjeblik kommer jeg alligevel til at se lidt til den anden side, og mine øjne falder på marcipanen og den bløde nougat, der ligger fristende og slanger sig side om side. Nougaten og marcipanen får mig uforvarende til at tænke på sidste gang, jeg skulle lave julekonfekt med mine unger. Jeg havde lige læst et dameblad, hvor en tjekket karrierekvinde med fire børn lavede juleknas med sine børn, der alle så bedårende ud med rene forklæder i et funklende køkken og transformerede nougat og marcipan m.m. til de mest lækre og kunstneriske himmelbidder. 

På daværende tidspunkt tænkte jeg, at det måtte være en smal sag for mig og mine ”kun” tre børn at gøre dem kunsten efter. Jeg fik selvoptagede billeder på nethinden af mig selv stående som den altfavnende, kærlige mor med tre lækre unger og julemusik i baggrunden i færd med at lave konfekt, der kunne give karriere-kvinden og hendes yngel kam til deres hår. Men jeg skal hilse og sige, at det desværre blev en noget tandløs kam. Nougaten og marcipanen blev nemlig hurtigt forvandlede til en klistret uformelig masse, og den nærværende mor blev efter kort tid mentalt fraværende og begyndte at tænke på, hvad hendes kommende juleprædiken skulle handle om. Så ringer telefonen, og da jeg efterfølgende vender tilbage til ungerne, kan jeg konstatere, at de har smurt smeltet chokolade ud over de hvide køkkenlåger, at en af dem har en stor klump nougat i håret, og en anden har chokolade hele vejen rundt om munden, ned på det yndige forklæde, hun er blevet udstyret med og helt ned på den fine nederdel, som ikke kan tåle at komme i vaskemaskinen. Jeg når ikke at tænke, før jeg hænger oppe under loftet. Den rummelige, overskudsagtige og altfavnende supermor har på et splitsekund forvandlet sig til en rødglødende furie – til en underskudsagtig taber-mor. Med den efterfølgende følelse af ikke at slå til.

Jeg tror, at det tit er sådan med julen, at den forstærker de følelser, der er fremherskende hos os. Glæden og forventningen hos børnene. Håbet, stoltheden og glæden hos de nybagte forældre og bedsteforældre. Euforien hos de forelskede.
Men også de ting, der ikke altid er lette. Jeg vil fx gerne være en god mor samtidig med, at jeg elsker mit præstearbejde. De to ting er ikke altid let forenelige for mig, og tiden er for knap. Denne problematik sættes for alvor på spidsen i julen. Det er selvfølgelig banalt, kan man sige. Men at julen forstærker det, vi går og bokser med af banale eller alvorlige ting, kan jo være reelt nok. Den nyligt fraskilte, der for første gang skal holde jul uden sine børn, får måske forstærket følelsen af savn og skuffelse over, at ægteskabet ikke holdt. Den, der er ensom føler sig måske endnu mere ensom og udsat.  Den, der lige har mistet sit job, føler måske endnu mere håbløsheden og savnet efter at indgå i arbejdets sociale relationer. Den, der er økonomisk på spanden bliver endnu hårdere presset. For den, der har en søn eller datter, der er udsendt eller snart skal udsendes til Afganistand er julen måske sværere end sædvanlig vis. Den familie, der har interne spændinger bliver måske endnu mere sårbar i julen. Den, der har mistet et elsket menneske føler måske i endnu højere grad savnet og sorgen.  Den alvorligt syge føler måske i højere grad bekymringen ved tanken om, at det måske er den sidste jul...

Men hvor bliver julefreden så af?

Jeg fik et glimt af dens forløber et par uger efter seancen med jule-øen i det lokale supermarked. Det var i lægens venteværelse. Vi sad mange den dag. Der var en knuget stemning og der blev ikke udvekslet mange ord. Nogle skulle måske noget så banalt som at have kigget på en fodvorte, for andre var det nok mere alvorligt. Under alle omstændigheder sad vi der vel alle, fordi noget muligvis ikke var, som det skulle være. En ubalance. Nogle virkede nervøse, andre lidt forstenede. Alle sad vi indadvendte og var optaget af vores eget. Men så skete der noget. En mor kom forsigtigt ind ad døren med en babylift i hånden. Hun gjorde ikke meget væsen af sig, da hun stille og roligt tog den lille sovende fyr, der var godt pakket ind, op ad liften. Han gav sig lidt, men lå ellers stille. Imens skete der ligesom noget med rummet. Alle flyttede deres fokus fra sig selv og over til drengen, og det var som om, der kom et særligt lys ind i rummet, der fortrængte al mørkets bekymringer. ”Han skal til 5-ugers undersøgelse”, sagde moren, der ikke længere kunne skjule sin glæde over drengen, en glæde, som tydeligvis også forplantede sig hos os andre. Håbets glæde. Livets glæde. Symboliseret ved det lille sårbare væsen, der bare sov trygt. En lille juleglæde, der for en stund gav fred der i venteværelset hos lægen, fordi barnet fik os til at tænke på noget andet end os selv og vores bekymringer, vores svagheder og sårbarhed.

Men det er jo også lige præcis dér i vores svagheder og vores skrøbelighed, at Gud kommer os i møde. Og kommer os i møde i sin egen svaghed og skrøbelighed, nemlig som et lille barn født i usle omgivelser. Barnet. Det lille skrøbelige barn, der bringer håbet, lyset og livet ind i verden. Det er vel, hvad julen handler om.

Barnet hos lægen mindede mig om, at julen handler ikke om, at jeg ikke må være uperfekt, at jeg ikke må tude og være ked af det og føle mig ensom eller fortabt eller utilstrækkelig eller hvad ved jeg. For det er jo sådan, det er. Julen handler ikke om, at jeg bare skal være glad og lykkelig og synes, det hele er fantastisk. Men julen handler om, at Guds kærlighed netop findes i skrøbeligheden, sårbarheden og utilstrækkeligheden. Og julens evangelium minder mig om, at jeg ikke skal bære hele verden selv. At der er noget, der er langt større og væsentligere end alle mine mere eller mindre mislykkede bestræbelser. Julefreden handler ikke om, hvorvidt jeg slår til eller ej – og godt for det, for så var julefreden ”projekt håbløs”.  Men julefreden handler om, at Gud slår til. Slår til i det barn, der blev født julenat. Og deri lever og bor håbet. Håbet om den evige julefred.