Min bedste jul

December 2011

Provst Lone Wellner, fortæl os om din bedste jul

Min bedste jul - hmm………. Nu er der det nåderige ved erindringen, at den ikke er pinlig nøjagtig. Den sier fra og blander og ælter, og når det drejer sig om juleaften, så tror jeg, at den også kaster røgslør. Jeg vælger den jul, der står stærkest i min synssans. 

Det var en mærkelig tyst jul. Der hang sammen med, at min oldefar var på besøg. Han kom rejsende fra Wien, og han talte kun tysk – et sjovt tysk – kunne jeg høre, men da jeg var barn og ikke talte hans sprog, så var vi stille sammen. Den gamle mand og jeg sad og så på hinanden og så på juletræet, og der var ikke brug for ord – for jeg forstod, at han holdt af mig. Hans ansigt var meget rynket, og når jeg så på ham, tænkte jeg på alle de historier min farmor havde fortalt om hans deltagelse i 1. verdenskrig. Den store krig, som hun kaldte den. Om hele familiens sult og lidelser og det var helt mærkeligt, at han nu sad helt fredeligt og så på vores juletræ. 

Det, som optog mig mest, var måske nok, det han havde bragt med. Ved hans ankomst havde han to kufferter. Den ene meget gammel. Den blev lagt på vores spisebord. Det var akavet, syntes jeg. Jeg nævnte forholdet for min mor, der slog det hen. Oldefar åbnede selv kufferten, og nu bliver det vanskeligt for mig at beskrive indholdet, så I kan forstå, hvorfor synet er blevet hængende i min erindring og skygger for andre gode juleaftner. 

Min oldefar boede i nærheden af en chokoladefabrik. Hver jul lavede de alle mulige figurer i chokolade og pakkede dem inde i meget farvestrålende glaspapir. De var beregnet til at hænge på juletræet – en skik, der var udbredt i Wien, men på den tid ikke i Jylland. Min kære oldefar, der havde sultet og savnet, havde slæbt en hel stor kuffert fuld af chokoladefigurer – engle og sole, nisser og fugle, stjerner og biler, eventyrfigurer og trompeter med sig til vores juletræ. Der var så mange, at de slet ikke kunne hænge på vores ellers meget høje juletræ. Det blev vist det grimmeste juletræ, vi nogensinde har haft. I mine øjne var det vidunderligt. Mine fingre og øjne kærtegnede hver eneste figur.

Min bror var også meget optaget af sagen. Man kan vel sige, at chokoladen det år forenede os, så vores sædvanlige juleskænderier fortonede sig. Jul var på det tidspunkt i min brors univers noget tøsepjat, hvilket fik ham til at boykotte de juletraditioner, som jeg glædede mig til. Han ville ikke være med til at bage eller pynte træ og slet ikke synge, og det gjorde ondt, men chokoladen satte ham i gang. Det var den jul, jeg fik lov at være inde på hans værelse, hvis jeg holdt min mund og hjalp ham med de ting, der skulle sættes sammen og limes. 

Vi holder nu hvert år jul sammen han og jeg og vore familier. Sidste år kom han med en pakke til mig. Vi giver ellers ikke hinanden gaver, så jeg var klar over, at det var noget særligt. I pakken lå nogle stykker ældgammel chokolade fra vores barndoms juletræ. Gemt i 45 år eller så. Det havde jeg ikke klaret.

Provst Lone Wellner Jensen | december 2011