Kategori: Ordinationstaler/andre taler
Ordination i Skt. Knuds Kirke, Palmesøndag den 1. april 2007-.
Salmer: 299 - 176 / 486 - 411 / 208 - 192.
Kristi sindelag
Det ord af den hellige skrift, som jeg i dag på din indvielsesdag særlig vil lægge dig står sinde, står skrevet i Filipperbrevet kap 2,5-11:
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.
Denne hymne hører til en ældste kendte kristne litteratur. Den står at læse i et brev, som Paulus har skrevet til menigheden i Filippi senest omkring år 60. Men hymnen er helt sikkert meget ældre. Det forholder sig med den, ligesom det forholder sig med andre dele af Paulus' breve, hvor han selv henviser til, at han nu citerer fra traditionen. Det er f.eks. tilfældet to steder i 1. Korintherbrev, nemlig kap. 11 hvor Paulus citerer nadverindstiftelsen, og kap. 15, hvor Paulus gengiver det bevidnede budskab om Jesu opstandelse. "Jeg overleverer til jer, hvad jeg selv har modtaget" skriver han til menigheden for at understrege, at det, der nu kommer, ikke er noget, som han selv har fundet på. Det samme gælder denne hymne fra Filipperbrevet, som er episteltekst til palmesøndag. Det er også et ældre traditionsstykke, som Paulus føjer ind i sit brev med det formål at tegne et billede af Kristus som menighedens forbillede. I denne hymne er der tre tydelige strofer, hvoraf den første handler om Kristi guddomsskikkelse, som han imidlertid gav afkald på for at blive menneske. Dernæst er der en strofe, der handler om, hvorledes Kristus her på jorden var lydig mod Gud, hvorfor han også efter sin død på korset blev ophøjet og fik et navn, der er finere end alle andre navne. Den sidste strofe handler om, hvilke konsekvenser det får: Både i Himlen og på jorden og nede i dødsriget skal vi bøje os i ærefrygt og bekende, at Kristus er Herre til Gud faders ære.
Jeg har prøvet på dansk at omsætte hymnen til de tre strofer, der så er kommet til at lyde sådan her:
Dengang han som Gud så ud,
var det ej et røvet bytte
det al ligne selve Gud.
Det gav han dog afkald på
for som træl til alles nytte
som et menneske at gå.
Skønt hans ord på jorden lød,
hvor han måtte troen savne
blev han lydig til sin død.
Derfor Gud ham også gav
navnet over alle navne,
som kan favne høj og lav.
Bøje skal sig hvert et knæ
højt i Himlen, dybt på jorden,
for nu blomstrer livets træ.
Helt til Helved går der bud:
Jesus er vor Herre vorden.
Tak og ære være Gud!
Det kan godt være, at det kunne gøres finere. Men meningen er forhåbentlig tydelig nok: Vi har her en sang, der handler om, hvordan Kristus er. Og sådan som han er, sådan skal vi også være, siger Paulus. I skal nemlig have det samme sindelag i forhold til hinanden, som han har i forhold til jer. I gudstjenestens liturgiske rum får vi bogstaveligt talt lov til at træde ind i dette Kristus-billede, som omfatter alt lige fra Himmel til Helvede. Vi får lov til at være til i dette billede og leve i det univers, som billedet viser os. Sådan har det været lige fra den ældste kristendom og indtil i dag.
Når vi holder gudstjeneste bliver kirkerummet til et univers. Et billedunivers, som har den egenskab, at vi ikke selv er centrum i det. Det er vi ellers i det univers, som vi lever i til daglig. Ethvert menneske udkaster så at sige sit eget univers og definerer dermed sig selv som centrum. "I mit univers forholder det sig sådan og sådan", kan man sige med stor selvfølgelighed og samtidig illustrere, at man er sit eget livs centrum.
I gudstjenesten bliver perspektivet noget anderledes. Her er det Gud, der er centrum. Det er ikke mig selv, men Gud sådan som vi kender ham i billedet af Kristus, som opgav sin guddommelighed for at være til stede blandt mennesker. Sådan som kristus er på jorden, sådan er Gud i Himlen. Når vi nysgerrigt eller i ærlig bekymring spørger om, hvordan Gud er, så vises vi hen til den jordiske Kristus, for at vi i hans skikkelse og i det liv, som han levede skal se, hvordan Gud er.
I dette gudstjenstlige univers skal du være præst. Du skal billedligt talt være guide i det univers, som tilsammen udgøres af kirkerummet og gudstjenesten. Du skal tage mennesker med ind i det rum og lade dem opdage og opleve den virkelighed, som det rum er fyldt med. Det betyder ikke, at det så er præsten, der er centrum. Det er jo heller ikke guiden, der er centrum, når turisterne står et eller andet sted og ser på seværdighederne. Det er kun dårlige guider, der har den opfattelse. Præsten er som forkynder og sjælesørger den, der i kraft af sin egen erfaring skal åbne rummet og vise, hvad det indeholder, så den nysgerrige, den glade, den søgende, den bekymrede og den sørgende kan gøre sine egne erfaringer med den virkelighed, som råder der. Denne virkelighed er kendetegnet ved det sindelag, som var i Jesus Kristus, da han som menneske færdedes blandt mennesker her på jorden.
Lad det samme sindelag være i jer! føjer Paulus så til. Det gælder naturligvis også præsten, som i den henseende skal foregå menigheden med et godt eksempel, som det siges i præsteløftet. Det betyder ikke, at præsten skal være højt hævet over alle andre mennesker. Men det betyder, at præsten midt iblandt mennesker skal være en skikkelse, der viser vej og lukker op for den guddommelige virkelighed, der kommer til syne i gudstjenesten. Det gælder også, når præsten færdes uden for kirkerummet, for præsten er en skikkelse, der altid kommer lige fra gudstjeneste og bringer den virkelighed med sig, som gudstjenesten rummer. Det gælder når præsten færdes i sit sogn eller på en institution som f.eks. Statsfængslet i Ringe, hvor du også skal have din gang. Det skal være tydeligt, at præsten er en, der kommer lige fra gudstjeneste. Som du selv udtrykte det forleden dag: Præsten skal ikke synliggøre sig selv, men derimod tydeliggøre sig selv. Derfor skal præsten også - sagt med præsteløftets ord - danne og dueliggøre sig til dette hellige embede. Egentlig er denne dannelsesproces og dueliggørelsesproces noget, som står på livslangt og i alle fald så lang tid, som embedstiden varer.
Gud give dig vilje til at danne og dueliggøre dig, så du - uanset hvor du færdes - kan tydeliggøre dit embede som forkynder og sjælesørger for de mennesker, du færdes iblandt, så Guds virkelighed også åbner sig for dem!
Amen!
