Katastrofeberedskabet på Fyn

Det folkekirkelige katastrofeberedskab
af Ole Engberg, ledende beredskabspræst i region Syddanmark

Fra kirkens tidligste tid og fra kristendommens komme til Danmark har det været noget nær en selvfølge, at kirken og dens repræsentanter i form af præsterne har delt sorg og glæde med menigheden. Når de store begivenheder i livet skulle markeres, var kirken det naturlige samlingssted. Glæden over det nyfødte barn blev delt med hele menigheden ved dåbshandlingen. De tos kærlighed havde man naturligvis også i forvejen fejret og proklameret for ”Gud og hver mand” der. På samme måde var det stedet, man gik til med tunge skridt, når man bar sine døde derhen for at kunne tage afsked med dem og i menighedens fællesskab at lytte efter trøsten i Jesu Kristi nåderige evangelium.

Dette sidste var og er stadig den første og vel nok den vigtigste krisehjælp, vi som kirke kan give. Derfor er det også den dag i dag sådan, at enhver præst i vores kirke yder krise- og katastrofehjælp til de mennesker, der måtte søge ham eller hende i det øjeblik, hvor deres verden bryder sammen, der hvor deres livs katastrofe indtræder. Så plejer vi i det kirkelige sprog at kalde det for sjælesorg.

En ulykke eller katastrofe kan imidlertid have et sådant omfang, så det overskrider, hvad den enkelte sognepræst kan overkomme. Antallet af omkomne, tilskadekomne, efterladte og pårørende kan være meget stort, og mange forskellige sogne kan være berørt. Ligesom katastrofen ofte vil involvere mange mennesker, der ikke har deres hjemsted der, hvor den sker. Derfor kalder den store ulykke eller katastrofe med sin kompleksitet på en koordinering og et samarbejde m.h.t. kirkens hjælp.

I 1990 skete der en skibskatastrofe i Kattegat med Oslo-færgen Scandinavian Stars brand, hvor et stort antal mennesker mistede livet og et meget større antal mennesker blev berørt af denne katastrofe. Her blev der for første gang i vores nyere historie oprettet et krisepsykiatrisk støttecenter i samarbejde mellem politi, præster og psykologer fra Rigshospitalet. De slog sig ned på flådestationen i Frederikshavn og forsøgte så godt som muligt at hjælpe de pårørende til ofrene om bord på færgen.

Noget sådan var man slet ikke forberedt på at skulle præstere. Hverken i kirkens eller sundhedssektorens regi. Derfor besluttede folketinget at pålægge de daværende amter i samarbejde med politiet at opbygge et beredskab. Som ressource nævnes udtrykkeligt folkekirkens præster. Det betød, at vi i de enkelte stifter blev pålagt at stille sådanne ressourcer til rådighed i form af præster, der var parate til med kort varsel at stille op.

Det var imidlertid meget forskelligt, hvordan denne opgave blev grebet an i de forskellige stifter. Her i Haderslev Stift blev det undertegnede, der fik opgaven at organisere beredskabet. Det gjorde vi med udgangspunkt i hvert provsti, hvor der blev knyttet to præster til beredskabet. 

I 2008 udarbejdede en arbejdsgruppe i Kirkeministeriet, hvor blandt andet jeg havde sæde, en ny og strammere organisering af Folkekirkens Katastrofeberedskab, som også skulle modsvare den nye kommunal og politireforms ændring af det civile beredskab. Det medførte, at beredskabet nu er opbygget omkring de fem regioner, der hver har en Ledende Beredskabspræst, som organiserer samarbejdet med regionernes kriseteams og politiet. 

De i alt 42 beredskabspræster er forpligtede på jævnligt at deltage i kurser og øvelser. Man kan meget kort karakterisere arbejdet i katastrofesammenhængen som at gøre det samme, som man plejer at gøre, bare under ekstreme forhold. Det, der er forskellen, er omfanget af ofre og stedet, hvor hjælpen skal ydes.
Der er en klar forventning i offentligheden om, at kirken er med her.

Den overordnede opgave for det kirkelige katastrofeberedskab er derfor som folkekirkens formål i øvrigt. Dette indebærer bl.a. at 

* forkynde Guds trøst til dem, som sørger 
* tilbyde sjælesorg til overlevende, pårørende, efterladte og hjælpepersonel 
* holde gudstjenester og evt. begravelser/bisættelser 
* sætte berørte af katastrofen i kontakt med deres egen lokale sognepræst eller med religiøse ledere    i andre trossamfund, som de måtte tilhøre 
* yde almindelig medmenneskelig hjælp til de berørte af katastrofen 
* eventuelt formidle kontakt til f.eks. psykiatere, psykologer, læger 

Folkekirkens Katastrofeberedskab i Region Syddanmark dækker de tre stifter Fyn, Haderslev og Ribe. Beredskabet består af tre præster fra hvert stift plus undertegnede. Dertil kommer, at 4 præster i den danske kirke i Sydslesvig også har stillet sig til rådighed for en indsats i grænseområdet og i forbindelse med større ulykker på motorvejene i Tyskland.

I aftalerne omkring den psykosociale indsats ved katastrofer og større ulykker foreligger der nu hos os en klar aftale om, at der indgår 2 præster i ethvert team, som udsendes fra psykiatrien.

Alle henvendelser om brug af det kirkelige beredskab i regionen går over mig. Det er så min opgave at stille med det nødvendige antal præster til teamet. Det har været en stor glæde at konstatere, at vi er blevet en meget værdsat partner på de øvelser, som vi de sidste par år har deltaget i.

Regionen er naturligvis et meget stort areal at dække med i alt kun 9 præster, derfor er vi også forpligtede til at hjælpe hinanden på tværs af regionsgrænserne, hvis det skulle blive nødvendigt. Ligesom der naturligvis også kan blive tale om at gøre brug af den forpligtigelse enhver sognepræst har i den helt ekstraordinære situation. Foruden den psykiatriske vagthavende kan også politiet rekvirere hjælp fra beredskabet, hvis man står med et dødsbudskab, hvor hjælp synes påkrævet. Det forudsætter i almindelighed, at de pårørende er blevet spurgt, om de ønsker, at der skal komme en præst tilstede. 

I respekt for folkekirkens lokale forankring vil udgangspunktet altid være den lokale sognepræst. Derfor forsøger jeg altid først at få den stedlige sognepræst eller dennes kollega på banen. Men hvis ikke det lykkes, kan beredskabet stille op. På den måde kan vi både tjene de pårørende med sjælesorg/omsorg og løfte en tung opgave af politiets skuldre.

Det er meget vigtigt for politiet, at når de har henvendt sig til beredskabet, så ved de, at der bliver taget hånd om sagen. Hver gang har jeg meget hurtigt kunnet ringe tilbage til den vagthavende og oplyse, hvem der er på vej til det hjem, hvor der er brug for en præst.

Denne opgave i de ”mindre katastrofer”, skulle man måske ikke synes burde være en opgave for beredskabet, da det det jo klart, at det er en lokal opgave. Men kan vi lette adgangen til den hjælp, som kirken kan tilbyde, tager vi gerne den med. Naturligvis i respekt for nærhedsprincippet.

Folkekirkens Katastrofeberedskab i dens nuværende form har nu været ”på banen” siden efteråret 2010. Jeg synes, det tegner til, at vi kommer til at fylde vores plads på denne bane ud på en kompetent og tillidsvækkende måde.

Ole Engberg
Bredstrup-Pjedsted Pastorat
Haderslev Stift

I øvrigt henvises der til:
http://fkk.folkekirken.dk/
Her vil der  kunne hentes flere oplysninger  af praktisk art.