Bøger
Martin Luther i lyset af hans breve

Martin Luther i lyset af hans breve

Et spændende samarbejde hen over Øresundsbroen mellem to yderst kompetente Lutherforskere

Af sognepræst Torkil Jensen, reformationstovholder i Fyens Stift

Titel: Nåde og fred i Kristus - Martin Luther i lyset af hans breve

Forfattere: Steffen Kjeldgaard-Pedersen og Carl Axel Aurelius:

Forlag: Eksistensen 2017, kr. 299,00

Jesus.

Det kan synes ganske umotiveret at indlede en boganmeldelse med at skrive ”Jesus.” Men man skal ikke bladre meget i den gedigne bog ”Nåde i Kristus!” før man forstår hvorfor, jeg gør det. Luther skriver de fleste gange ”Jesus” som indledning til sine breve, og det har redaktørerne af bogen valgt at tage med hver gang.

Tankerne går umiddelbart til det kors, som mange læger i gamle dage, før elektronikken tog over, satte øverst på en recept. Formodentlig som en slags ansvarsdeling og håb om hjælp til lindring af patienten.

Det er også ganske udmærket med hjælp til anmeldelse af denne bog – endnu en i rækken af udgivelser i anledning af reformationsjubilæet – men det er bestemt ikke, fordi bogen fejler noget, der kræver recepter.

Det er faktisk en rigtig god bog!

Vi har her i Fyens Stift i anledning af reformationsjubilæet udsendt en række postkort med nogle af Luthers mange ”one-liners.” Desværre er det ikke Luther, der har opfundet udtrykket ”at have et øje på hver finger” – for ellers ville det have været en oplagt overskrift til denne anmeldelse.

Det har man brug for, hvis man vil læse bogen i sin rette sammenhæng.

Bogen er nemlig inddelt således, at Martin Luthers historie fortælles i 10 overskuelige kapitler. For kendere af stoffet vil der måske umiddelbart ikke synes at være nyt, men giver man sig tid til fordybelse, vil man opleve en rent ud sagt vederkvægende følelse af overblik og sammenhæng. Og ikke mindst opdage, at der faktisk er meget stof med, som jeg ikke antager er almindelig kendt.

Og det gælder i hvert fald, når man så flytter øjet til en anden finger, nemlig den, man har anbragt i det blåfarvede felt, der efterfølger historien om Martin Luther.  Her finder man en samling perler i brevform. Brevene er anbragt kronologisk og nummererede, så de passer til henvisningerne i selve historien om Martin Luther.

Man kan godt vælge at læse historien først og brevene bagefter, men jeg tror, de fleste vil have svært ved at vente med brevene, når der nu henvises til dem i den historiske del. Det giver naturligvis en afbrydelse af ”flowet” i læsningen, men den er det hele værd, når man oplever sammenhængen og samtidig pludselig har fornemmelsen af at bryde en 500 år gammel brevhemmelighed. Samtidig får man færten af Luthers humør den pågældende dag, hvad enten han så er optændt af retfærdig harme over sine modstanderes uforstand, skriver et af de sjælesørgeriske breve, der fylder rigtig meget og viser denne vigtige side af Luthers virke,  eller han blot klager til sin hustru Katharina over en af sine mange dårligdomme.

Luther har været en umådelig flittig brevskriver, idet vi vel må formode, at ikke alle breve fra ham er bevarede. Han har skrevet på såvel latin som tysk, og det er en god bonus, at bogens redaktører har valgt såvel at henvise til, hvor man kan finde brevet i Weimarudgaven af Luthers værker, som hvilket sprog brevet oprindeligt er forfattet på.

I det hele taget kan jeg kun på det varmeste anbefale, at man ikke blot tænker ”endnu en bog,” men i stedet tager ”Nåde i Kristus!" til sig. Dette spændende samarbejde hen over Øresundsbroen mellem to yderst kompetente Lutherforskere fortjener.


Torkil Jensen, Sognepræst og tovholder Reformationsfejringen i Fyens Stift.


Forsiden af Nåde og Fred i Kristus