Maj
Katekismuskuppet

Katekismuskuppet - da reformationen ramte Fyn

Onsdag den 3. maj klokken 19.30 til 20.30 i Odense Domkirke. 

I fortællingen om ’Katekismuskuppet’ tager Esther Rützou publikum med tilbage til dengang, reformationen ramte Fyn. 

Arrangementet er gratis

Esther Rützou, fortæller og forfatter 

Mens Rigsrådet nøler med at udnævne en ny konge, og 'Grevens Fejde' raser over landet, står præsten Sadolin i Odense og holder fast i de religiøse tøjler.

Sadolin er overbevist lutheraner og en sand stridsmand for Vorherre. Og så er han hjælpepræst for biskoppen i Odense. Da biskoppen skal ud at rejse, griber Sadolin chancen for at indføre luthersk kirkeorden på Fyn. Naturligvis møder han modstand. Men Sadolin har et slagkraftigt våben. En bog. Luthers Katekismus.

Det var dengang, hvor alle kneb gjaldt - hvor prædikanter tordnede mod sjælemesser og aflad, og ikke undså sig for at synge smædeviser om tiggermunkene. Hvor man afbrød de katolske messer med protestantisk salmesang.

Dengang hvor Peder Laurentsen, ’den mest skamløse tilhænger af den lutherske sekt’ fik lukket klosteret i Assens og argumenterede for, at præster skulle gifte sig. Dengang landet stod uden konge og blev kastet ud i borgerkrig.

Midt i denne vrimmel af krigeriske gejstlige og kamplystne kongsemner står fortælleren, Esther Rützou. Med stor kyndighed - og en fin portion humor - holder hun fast i de historiske tråde og styrer publikum igennem begivenhederne.

Fortælle-forestillingen 'Katekismuskuppet' trækker linjer fra Luthers liv og lære til den helt lokale reformation på Fyn.

Reformationen er både et religiøst og et politisk opgør. Handelsinteresser og religiøse overbevisninger blandes med ønsket om magt og ære. 

Om fortælleren:

Esther Rützou er en af landets dygtigste historiske fortællere.

Alle historiske detaljer er grundigt researchet. Stoffet iscenesættes med sans for drama og humor. Der males billeder i hovederne på tilhørerne, og når de går fra forestillingen, er det med oplevelsen af både at have været godt underholdt, og at have fået noget at vide.

Esther Rützou står bag 'Faaborg Fortællescene', hvor hun sommeren igennem fortæller om personer og begivenheder, der har haft betydning for Faaborgegnen. Disse forestillinger trækker et stort publikum fra hele landet.

Ved siden af arbejdet med fortælling, er Esther Rützou kirkesanger, og har her udviklet små historier, sange og sanglege, som formidler det kirkelige stof til børn i alderen 3 - 10 år.