Kronikker om reformationen
Nyheder

At blive bundet til en opgave –
og dermed blive fri

Tekst: Sognepræst Torkil Jensen

Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby – Aastrup. Tovholder i Fyens Stift på reformationsjubilæet.

Så blev det 2017. Reformationsjubilæumsåret, som vi fejrer efter alle kunstens regler i ind- og udland.

Men midt i al festivitassen er der et spørgsmål, vi ikke må glemme. Det er det spørgsmål, som drengen i Kejserens nye Klæder er symbolet på. Ham, der holdt fast ved det centrale, der hvor alle andre havde ladet sig rive med, hvad enten det var af frygt, behagesyge eller måske udsigt til avancement.

Vi skal simpelthen holde fast i spørgsmålet: ”Hvorfor fejrer vi reformationen?”

Et svar på det spørgsmål fandt jeg i efteråret 2016, da jeg var med et hold præster på besøg på nogle af de steder, man forbinder med Luther. Det vil først og fremmest sige Wittenberg og Erfurt i Tyskland. Og fordi det nu var præster, der var på tur, så syntes jeg, der var grund til at møde kolleger, der til hverdag arbejder i de områder, vi historisk fejrer i år. For nutiden og hverdagen i de egne ser i dag helt anderledes ud end for 500 år siden. 

Det blev en skelsættende oplevelse for mig at møde Thomas Meinhof. Han er luthersk præst i byen Seyda ca. 20 kilometer øst for Wittenberg. Og i 11 andre sogne! Han har 7 gudstjenester hver søndag. Foruden alt det andet: Konfirmander, skole, husbesøg og så videre.

Årsagen til, at en præst har så meget at lave i Seyda og overalt i det tidligere DDR – det landskab, der lagde jord til Luthers fodspor, er, at der er blevet færre kristne i området. Det begyndte med Hitlers magtovertagelse i 1933, men det tog for alvor fart med oprettelsen af staten DDR i 1949.  For eksempel blev de børn, der valgte at blive konfirmeret i DDR, ofte hindret adgangen til gymnasiet og dermed til videre uddannelse.

Det var effektivt. Derfor taler man i dag om medlemsprocenter af de lutherske kirker i øst på mellem 8 og 15 procent. 20 kilometer øst for Luthers by Wittenberg. 

Der bor i Seyda og de andre små byer, hvor der i dag stort set ikke er andet tilbage end kirken, nogle ældre mennesker. Mest kvinder, sådan er det jo. Nogen af dem kan huske Hitlers magtovertagelse i 1933. De kan huske oprettelsen af DDR og at blive afskåret fra vesten. De har oplevet at arbejde på statsunderstøttede fabrikker, fordi der officielt ingen arbejdsløshed fandtes i DDR.

Så kom murens fald. Glæden ville ingen ende tage. Men deres statsfinansierede fabrik lukkede. De unge flyttede vestpå. Det eneste i Seyda, der stort set stod, hvor den plejede. Og hvor den havde stået hele vejen igennem, var kirken. 

Men når jeg fremhæver Thomas Meinhof i forbindelse med reformationens betydning, så er på grund hans svar på det naturlige spørgsmål: ”Hvorfor gør du det? Hvorfor fortsætter du på 12. år som præst under disse vilkår, når du kunne rejse til det tidligere Vesttyskland og få langt bedre arbejdsbetingelser.”

For det var et meget luthersk svar, han gav: ”Hvis jeg rejser, hvad sker der så med kirken? De får ikke en ny præst. Der er ingen, der vil gå ind på de betingelser igen. Jeg kan ikke svigte de ældre damer i Seyda,” sagde Thomas Meinhof.

Han var ikke martyr. Han beklagede sig ikke et sekund. Han var et meget positivt menneske med et meget lyst livssyn. For han var forpligtet af evangeliet. Eller med andre ord: Evangeliet havde sat ham fri. Fordi han var blevet stillet direkte over for det. Af Martin Luther. Han var stillet fri ved at være bundet til en opgave. Som præst i Seyda. Og 11 andre steder. I utallige sammenhænge. Det var hans opgave.

Det er ikke vores at efterfølge ham eller overgå ham. Man at se vores egen opgave. I Seyda tager opgaven helt konkret form. De reparerer selv kirken. Thomas Meinhof fortalte om en dame på 92 år, der havde været oppe i kirketårnet og hjælpe med at lægge tagsten på plads.

Det er den reformation, der er værd at fejre. Den ligger til grund for alt det andet. Sådan var reformationen også for Martin Luther. Han var altid i gang, fordi evangeliet havde forpligtet ham. Måske ikke på ældre damer, der reparerer tagsten, men på lignende eksempler. For Martin Luther var blevet sat fri af sin reformatoriske opdagelse: At vi frelses af tro – ikke af gerninger.

Han skulle ikke bruge sin tid på at vandre rundt til 7 valfartssteder i Rom eller skaffe aflad. Han skulle prædike evangeliet om frihed og pligt på prædikestolen i bykirken i Wittenberg. Og så skulle han afhjælpe dagens problemer.

Det er det, vi skal fejre, når vi fejrer reformationsjubilæum. Vi har ikke oplevet en DDR-tid i Danmark. Vi fik religionsfrihed 100 år før DDR overhovedet blev oprettet. Men vi har oplevet sekulariseringen, altså at kirken har fået mindre betydning for folk. Fejringen i år sker i skyggen af faldende dåbstal og faldende medlemsprocenter i Folkekirken.

Hvis vi ikke fortæller om reformationen og fejrer den, vil der måske en dag ikke være nogen tilbage, der har lært om den. Ligesom der en dag ikke vil være nogen tilbage i Seyda til at reparere kirketårnet.

Derfor skal vi holde reformationsjubilæum i 2017. Og derfor skal vi høre om Martin Luther i forbindelse med det, selv om han ville have hadet at blive sat i centrum på den måde.  ”Hvem er jeg stinkende ormesæk, at nogen skal have navn af mig? – jeg er jo ikke blevet korsfæstet for nogen,” sagde han, da han første gang hørte begrebet ”luthersk”.

I dag står betegnelsen ”luthersk” i vores Grundlov. Den evangelisk-lutherske Folkekirke. Det er der debat om. Der burde også være debat om begrebet frihed. For skal man sætte et enkelt reformatorisk ord i centrum i fejringen af 500 året for teseopslaget på kirkedøren i Wittenberg, så er det begrebet frihed. Ikke en frihed uden faste holdepunkter, men en frihed, der udspringer af, at vi ved, hvad vi skal gøre. Og hvor vi skal gøre det.

Den frihed er der al mulig grund til at fejre.

Glædeligt Reformationsjubilæum.