Kronikker om reformationen
Nyheder

Musikken er en
del af det hele

Tekst: Jane Laut, Båring, organist og pianist

Jane Laut

Luther er død. Han levede i en anden tid end vores, og meget af hans teologi og hans meninger om samfundsforhold m.m. kan ikke bruges i dag. Fred med det. For Luther gik det ikke ud på, at folk skulle være lutherske. Luther selv var jo ikke ”luthersk”, men ville elementært bare være kristen. Det drejede sig om at få lukket op til evangeliet. Det kan være nyttigt, at præster og professorer gransker Luthers skrifter, så det, der stadig er brugbart, kan blive bragt frem i ny form. Det er vigtigt. Men endnu vigtigere er det, at den del af Luthers indsats, der fortsat er levende i nutiden bliver holdt fast: Hans salmer. Han skrev ikke mange. 30 – 40 stykker i alt. Men de har levet og lever den dag i dag. Det er værd at sætte fuld belysning på dem. De bærer et indhold med sig, som nødig skulle gå tabt, et indhold, de mange nye salmer ikke erstatter.

Det er lykkeligt, at Luther kunne omsætte det, han havde at sige, til en poetisk form, og lykkeligt at han havde så megen sans for musik, at han forstod, hvad sang og musik betyder.

Det var nu ikke hans opfindelse.

Mennesket er fra dets spæde begyndelse kendetegnet ved basale livsytringer som at skrige, græde og le. Senere kan lydene ordnes i frekvenser og rytmer og med ord på, så det bliver til små sange: ”Hvem er det der banker, det er Peter Anker”; en lille børneremse, som oven i købet rimer. Herfra er der en lige linie til sange og salmer, som vi kender dem fra den blå og den sorte sangbog. At synge er en basal livsytring. Sange og salmer er organiserede måder at skrige, juble, klage og søge indsigt på. At spørge og prøve at forstå. Og når vi synger sammen, på fælles toner med fælles ord og rytme, befinder vi os i et fællesskab som er så helt og aldeles særligt, at der ikke findes mage til.

Luther tænkte på musikken, ikke kun den kirkelige, som Guds gave til mennesker. Musikken er en del af skaberværket, ligesom sol, stjerner, bøgeskov og anemoner.

Har man sagt Luther, må man derfor også sige sang og musik.

Middelfart Provsti nedsatte allerede i 2015 et udvalg, som skulle inspirere sognene til at fejre reformationsjubilæet i år. Udvalget fandt frem til at indkalde præster, organister og menighedsrådsmedlemmer. Målet var blandt andet at få Luthers fineste salmer indprentet i os alle. Og dét på kryds og tværs af alder og placering i det kirkelige system og i samfundet. Salmerne blev ”Nu bede vi den Helligånd” og ”Nu fryde sig hver kristen mand”.

Nu bede vi den Helligånd er en salme, der myldrer med gode ord som herlighed, kærlighed, trøst som barnet finder den ved moders bryst, sandheds ånd, paradis oplukket, døden overvundet. Alt sammen ord, der på én måde er for store til, at vi selv siger dem til daglig, men ord, som rummer noget vi godt ved, vi har brug for. Og selv om de ord er store, så bliver de indholdsfyldte, når vi bruger dem i kirken i tillid til, at de lever ved at Helligånden holder dem fast imellem os, også når vi ikke selv magter det.

Nu fryde sig hver kristen mand sker det samme. Alle de stærke ord er også med her.  Hvem bliver ikke glad blot ved at blive sat til at fryde sig og springe højt af glæde. Selv om vi ikke gør det rent fysisk i kirken, så kan hjertet gøre højdespring. I en forunderlig forening af poesi, billedsprog og bibelsprog bliver den syngende trukket ind i den glæde, og indholdet er fuldstændig vokset sammen med melodien, der ligesom melodien til Nu bede vi den Helligånd er komponeret af Luthers nære ven organisten Johann Walter.

På det udvendige praktiske plan har vi forsøgt at gøre det tydeligt, at vi mennesker befinder os i et stort fællesskab, sagt med bibelord ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke”.

I Middelfart Provsti har vi sat et døgn af den 8. – 9. september til salme/gudstjenesteprojektet. En Salmehær, som vel at mærke er en Fredshær(!) vandrer en fredag aften fra kirke til kirke og synger Mendelssohns motet over Luthers højaktuelle bønnesalme ”Forlen os freden, Herre, nu i disse trængselstider”, som indeholder de vidunderlige linier ”Lad os ej frygte mennesker. Lad dig os alene frygte”. Korsangen indgår i en lille gudstjenestesekvens, som kirkens præst, organist, kirkesanger, kirketjener og menighed står for. I løbet af døgnet nås 8 kirker, således, at alle pastorater i provstiet er repræsenterede. Menighederne følger med fra kirke til kirke.

Lørdag forenes Salmehæren og Salmestomperne ved havnen i Middelfart. Bevæger sig til byens nye rådhus, hvor borgmesteren siger et par ”borgerlige” ord. På dén måde får vi såvel det verdslige som det åndelige regimente på banen!

Derpå marcherer hæren til pladsen foran Middelfart Kirke, hvor de to nævnte Luthersalmer synges af alle fremmødte anført af blæsere og janitsharer fra Slesvigske Musikkorps og provstiets organister.

Salmestomperne er primært børn og unge, sammen med deres lærere, som sammen med to professionelle janitsharer slår rytme til salmerne. Rytmerne er enkle, så alle, der har deltaget i en forudgående prøve kan være med. Der kræves ingen musikinstrumenter. Deltagerne får udleveret vaskebaljer, spande og andet, som kan give lyd, når man slår på det.

Efter den fælles afsyngelse har en række frivillige arrangeret spisning på Kirkepladsen.

Det er et håb, at stuntet kan give deltagerne nogle gode salmelinier med i bagagen på livets farlige sejlads. Nogle linier, som måske kan hentes frem i sindet, når livet kræver stål og kamp.

Desuden kunne det være herligt, hvis Kirkens Døgn kunne bidrage til at opbygge fællesskab på tværs af sognegrænser, nedrive menneskeskabte mure mellem folkekirkens centralstyre, menighedsråd, administrativt personale, præster, organister, ansatte og ”menigheden” og åbne forståelse for, at vi jo netop ALLE er ét legeme, én menighed, én kirke.