Aktiviteter
Landemode og Stiftsdag 2019

Landemodegudstjeneste og Stiftsdag 2019

En festdag for 400 menighedsrådsmedlemmer, præster og ansatte ved de fynske kirker

Biskop Tine Lindhardt og Stiftamtmand Henrik Horster gik forrest i processionen. Foto: Lasse Skov

Efter biskoppen og stiftamtmanden fulgte provster og præster. 
Foto: Lasse Skov

Årets Landemodegudstjeneste i en fyldt domkirke begyndte som sædvanligt med procession af præster, provster, biskop, stiftsrådsformand og stiftamtmand. 

Provst for Kerteminde Provsti Lone Wellner prædikede over teksten i Paulus' Andet Brev til Korintherne, kapitel 5 vers 17-21, og hun sagde blandt andet: 

"Paulus skriver til korinterne: Jeres opgave er forligelsens tjeneste. Eller som der står i den nye aftale: Jeres opgave er at bringe forsoningen videre til andre. Så er det altså det, vi skal som kirke – ikke mene, men bringe noget videre, bringe forligelse dèr, hvor vi er. Og det er en stor opgave. Hvor kommer kræfterne fra? De kommer fra korset, siger Paulus."

Læs hele prædikenen her

Provst Lone Wellner på Odense Domkirkes prædikestol. Foto: Lasse Skov

Biskop Tine Lindhardt kreerede (indsatte) Svendborgs nye provst, Bente Holdgaard, som i de sidste syv år har været dansk præst i Australien.

 

I 2020 Holder vi landemode og stiftsdag lørdag den 26. september

Biskoppen havde også valgt at prædike over en tekst af Paulus, nemlig hans første brev til menigheden i Korinth, kapitel. 15 vers 1-10. Tine Lindhardt sagde blandt andet: 

 

"Vi er et led i en kæde, siger Paulus til menigheden i Korint. Der har været nogen før os. Vi har fået et ord, et budskab, et liv af nogen, og nu skal vi så give det videre til nogen. Vi er – sagt med et gammeldags ord – blevet noget betroet. 
 

Eller sagt med andre ord: Gud regner med os – som han åbenbart regnede med Paulus. Regnede med at Paulus ville gøre, det han skulle, og det han kunne for at komme ud med evangeliet. For at forvalte det liv og den opgave, han blev betroet."

Bente Holdgaard, som her har front mod kameraet blev indsat som provst i Svendborg Provsti. Foto: Lasse Skov

Og så kunne processionen og de mange andre kirkegængere igen forlade domkirken.

Landemodegudstjenesten er slut og processionen forlader domkirken. 
Foto: Lasse Skov

Og Fyens Stifts provster stillede op til det traditionelle "familiebillede," nu med en ny kollega.

Bagerste række fra venstre: Hans Bredmose Simonsen, Nyborg provsti; Keld Balmer Hansen, Bogense Provsti; Peter Lind, Middelfart Provsti; Ole Hyldegaard Hansen, Assens Provsti; Lars Ole Jonssen, Faaborg Provsti; Paw Kingo Andersen, Hjallese Provsti. 
Forreste række fra venstre: Inge Dalsgaard, Midtfyn Provsti; Lone Wellner Jensen, Kerteminde Provsti; Stiftamtmand Henrik Horster, Biskop Tine Lindhardt; Bente Holdgaard, Svendborg Provsti og domprovst Regina Ljung. 
Langeland og Ærøs provst, Trille Bakkiam Brink Westergaard er ikke med på billedet. 
Foto: Lasse Skov

Efter landemodegudstjenesten blev der serveret frokost på Odeon i Odense. Og så var der Stiftsdag, hvor forfatter Ida Jessen fortalte om sit arbejde med "Bibelen 2020". Bogen er en ny samlet oversættelse af Bibelen i et mundret og nutidigt sprog – oversat af eksperter i græsk og hebraisk og bearbejdet af forfattere og sprogfolk med indgående kendskab til moderne dansk. Bibelen Den udkommer i marts 2020

Stiftsrådsformand Erik Vind fortalte om stiftsrådets arbejde, og duoen Lunau og Sund underholdt med visesang.

Et dejligt frokostbord for 400 mennesker. Foto: Marianne Hyrlov

Biskop Tine Lindhardt og forfatter Ida Jessen i samtale efter foredraget. Foto: Pernille Hach

Lunau og Sund underholdt med visesang. Foto: Marianne Hyrlov

Stiftsrådsformand Erik Vind fortalte om stiftsrådets arbejde og fokuspunkter. Foto: Marianne Hyrlov

Præster, menighedsrådsmeldemmer og ansatte samlet på Odeon. 
Foto: Marianne Hyrlov

Dagen sluttede med biskop Tine Lindharts beretning om årets gang i Fyens Stift. Hun fortalte blandt andet, at hun ville ønske, at der var mulighed for at ansætte flere præster i Fyens Stift.

"Der er helt generelt bud efter præster, i sognene. Men også i stadigt større omfang fra samfundets side. Man har opdaget eller genopdaget, hvad præster og dermed kirken kan, og at det har betydning for mennesker, at der er en præst at tale med om livet og døden og meningen og eksistens og tro," sagde biskoppen. 

Tine Lindhardt erkendte dog også, at det nok ikke er realistik, at der bliver flere præster i stiftet i de kommende år. Derfor er opgaven at fordele de stillinger, der er, bedst muligt i by og på land. 

Tine Lindhardt på talerstolen i Odeon, hvor hun blandt andet fortalte om sit ønske om flere præsteansættelser og om de liturgidrøftelser, der er i gang i Fyens Stift. Foto: Marianne Hyrlov