Fortsæt til hovedindholdet
Landemode og Stiftdag 2024
Landemode og Stiftsdag 2020
Biskop Tine Lindhardt

Fyens Stift aflyser Landemodegudstjeneste og Stiftsdag 2020

Risikoen for smittespredning er for stor, siger biskop Tine Lindhardt

Årets Landemodegudstjeneste og Stiftsdag i Fyens Stift lørdag d. 26. september er aflyst. Stiftsdagen plejer at samle 3-400 menighedsrådsmedlemmer, præster og ansatte fra hele Fyn.

”Vi har overvejet forskellige muligheder for at gennemføre stiftsdagen med færre deltagere og med gudstjeneste i tre forskellige kirker, men i betragtning af de generelt stigende smittetal, er vi nået frem til, at vi med stor beklagelse må aflyse. Risikoen for smittespredning er for stor”, siger biskop Tine Lindhardt.

Beslutningen om at aflyse Stiftsdagen er truffet af biskoppen og Stiftsrådets formandsskab.

”Det er virkelig trist, at vi må aflyse, ikke mindst fordi det er udtryk for, at coronaepidemien fortsat er i vores samfund, med alt hvad det betyder for mange mennesker. Det er vi nødt til at tage hensyn til, for vi har selvfølgeligt også som folkekirke et ansvar, ” siger Tine Lindhardt.

Netop i år ville biskoppen rigtig gerne have kunnet samle menighedsrådsmedlemmer, præster og ansatte for at sige tak til de menighedsrådsmedlemmer, der ikke fortsætter efter denne menighedsrådsperiode.

”Der er valg til menighedsrådene her i efteråret og vi ved, at der er nogle af menighedsrådsmedlemmerne, der ikke fortsætter. Både de og de øvrige medlemmer af menighedsrådene fortjener stor tak for deres tid og indsats for folkekirken gennem deres menighedsrådsarbejde. Den tak ville jeg gerne have kunnet sige til dem direkte på Stiftsdagen,” siger biskop Tine Lindhardt.

Både biskoppen og Stiftsrådet håber, at man kan mødes til nytårskuren, som Fyens Stift holder i Odense Domkirke den 7. januar 2021, ligesom Fyens Stift og Fyens Stifts Menighedsrådsforening holder et heldagsarrangement for menighedsrådsmedlemmer på Nyborg Strand. Det bliver lørdag den 27. februar 2021.

Landemodegudstjeneste og Stiftsdag skulle have været afholdt den 26. september. 

Allerede tilmeldte får direkte besked om aflysningen via mail.

Den obligatoriske Landemodegudstjeneste med efterfølgende landemodeforhandling holdes i Odense Domkirke fredag den 25. september kl. 16. Gudstjenesten er som enhver gudstjeneste offentlig. Der begrænset deltagerantal i Domkirken; der er ikke mulighed for tilmelding.