Landemode og Stiftsdag 2021
Landemodeprædiken, 2021

Landemodegudstjeneste, Odense Domkirke 
24. september 2021

Bente Holdgaard, provst i Svendborg Provsti holdt årets landemodeprædiken. Læs den her

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11

 

Produktivitet

Jeg læste forleden en konsulentudtalelse om nogle elmetræer på en kirkegård. Her stod at nogle træer burde kronereduceres. De syge grene skulle fjernes. Måske kunne denne kur sikre træet træet mod at gå helt ud.

Nu er Jesus jo ikke kirkegårdskonsulent. Men han taler jo dog sit billede af vintræet også om, at han gerne vil beskære et vintræet, for at holde det sundt.

De produktive grene, der giver frugt, skal blive på træet, mens de uproduktive fjernes.

Produktivitet, det er jo ikke et ukendt begreb for os i vores tid: Vores uddannelsessystem belønner de produktive elever. Virksomheder søger hele tiden at øge produktiviteten, flest produkter for færrest penge o.s.v.

Også på det menneskelige plan kan vi opleve synsvinklen - lige fra venskaber til ægteskaber, hvor muligheden for personlig udvikling og udbytte kan spille til en rolle for holdbarheden af relationen.

Når jeg går ind i dette her, så er det fordi, jeg i denne uge sammen med størstedelen af landets provster på provsternes årsmøde overværede en paneldiskussion, hvor to unge mennesker i 20´erne samt en psykolog, talte om verden set fra et ungt perspektiv.

Og et af de mere markante udsagn fra én af dem var, at de unge var vrede, netop fordi de blev set med produktivitetens og nytteværdiens briller. De unge ville ikke længere være ”statens skaffedyr”, som det blev udtrykt. De unge ville sættes fri fra præstationssamfundets jerngreb med den krav om mere, bedre, større, hurtigere.

Og det er jo et faktum i vores liv og samfund, at accelerationen øges, effektiviteten øges, produktiviteten øges stedse. Følelsen af at være hægtet af, at være sat udenfor kontrol at sit liv, at være ensom, at være fremmedgjort, bliver stedse større for stadig flere. Med andre ord - længslen efter meningsfulde fællesskaber er større end nogensinde.

Fællesskab set i Jesu perspektiv

Hvad svarer vi de unge til paneldebatten. Ja, hvad svarer kirken enhver som søger efter meningsfulde og accepterende fællesskaber? For det er der jo mange andre, der også gør.

Jesus giver sit svar med billedet af vintræet og dets grene.

Her tilbyder han os troens fællesskab, en levende sammenhæng, hvor vi alle har betydning og alle er uundværlige. ”Bliv i mig og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene”.

Vi er forbundet til hinanden, og det har vi været siden Gud skabte Eva, fordi det ikke var godt for Adam at være alene. Vi er sociale væsener. Og vi har brug for fællesskabet med hinanden. Et fællesskab, der vokser ud at sunde, livskraftige rødder.

Det er vel også det Jesus prøver at formidle, når han bruger billedet af vintræet og grenene.

Han beskriver et fællesskab, der lever på Guds kærlighed og af Guds Ånd, som træet får næring af saften, der suges op af jorden. Som vi kan høre i 1. Joh. Brev, “Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os…den, der bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og Gud bliver i ham”.

For så lige at slå en krølle tilbage til indledningen af prædikenen: Når Jesus i denne her sammenhæng taler om at beskære træet, så tror jeg derfor, det mest af alt handler om at fastholde, hvad der er meningsfuldt og livsbærende. Og om at skære det væk, vi bringer ind med vores eget, livshæmmende menneskesyn - det, som forstyrrer og gør os fremmedgjorte fra hinanden, alt det som hindrer det meningsfulde, levende fællesskab.

Fællesskab og afhængighed

Ved paneldebatten forleden talte de unge også konsekvent om de fællesskaber, de længtes efter. Og i virkeligheden – også her - talte de jo nok også på vegne af andre generationer.

Hold da helt op, tænke jeg straks som præst i Den Danske Folkekirke, da jeg hørte deres ønsker: Det er jo kirken de taler om. Det er fællesskabet, der vokser ud af troens saft og kraft. Det er fællesskabet i Kristus.

De søgte og længtes efter

●       Et fællesskab, hvor man var forpligtet på hinanden.

●       Et fællesskab, hvor der var rettesnore

●       Et fællesskab, der så ud mod verden – væk fra mig og ud mod andre

Det gør vi jo, det har vi jo.

●       Vi prædiker,at vi skal se væk fra os selv – ud mod Gud og medmennesket. For vi har jo Jesu bud, sammenfattet i det dobbelte kærlighedsbud. Og vi bestræber os jo da på at følge det bedst muligt. Vi har en rettesnor.

De fortsatte med andre udsagn:

●       Et fællesskab, hvor der var et rum for de eksistentielle spørgsmål, et sted, hvor man trak på kilder udenfor én selv

Jamen, hvis ikke det er det, vi har i vores kirkefællesskab….

●       Vi trækker på kilder udenfor os selv, vi trækker på troen på Gud den Almægtige, på Jesus Kristus, Guds søn, og på Helligånden. Og vi er indpodet på ham i dåben – for at bruge billedet af vintræet

●       Vi har rum for de eksistentielle spørgsmål. For her i kirkens rum taler vi frimodigt om både glæde og sorg, skyld og skam, vrede og alt det andet, som fylder. Vi har sjælesorg og sorggrupper og teologiske saloner og meget mere.

De søgte:

●       Et fællesskab, hvor man kunne rumme både sårbarhed og styrke

Hver søndag, hver gang vi står ved døbefonten, er det jo netop vores væsentlige budskab:

●       En af troens vigtigste pointer er jo netop, at man til hver en tid som Guds barn og skabning er elsket præcis, som den man. Det budskab er mere væsentlig at få ud lige nu end nogensinde før.

Noget andet som blev efterspurgt var:

●       Et fællesskab, hvor der var konkrete opgaver og handling.

Her er masser af opgaver - mange menighedsråd sukker efter flere frivillige:

●       Der er opgaver omkring alle de aktiviteter og arrangementer vi har i sognegårde og sogne. Eller bare tænk på alle de klimainitiativer, vi skal til at sætte i gang nu i de kommende år. Her er noget at arbejde med for enhver, der har lyst.

Med andre ord, så har vi jo verdens bedste, meningsfulde og forpligtende fællesskab – kirken. Vi er lige her! Og det er der mange, som ved: Alle vi, der er her i Domkirken i dag, alle de mange som kommer til gudstjenester i kirker og til arrangementer i sognegårde. Alle de frivillige, der arbejder i menighedsråd eller de som har hjertesager, de engagerer sig i sognene.

Men faktum er jo desværre også, at sådan er det langt fra for alle. For få unge, men også for få andre, ser kirken som det åbenlyse fællesskab de eftersøger - selvom den er lige foran dem og opfylder alle søgeordene

Så vi må nok tænke, at vi som kirke har en stor arbejdsopgave foran os på flere måder; med at lytte efter, med spørge efter, hvad der er årsagen til at man ser forbi os og slet ikke tænker på os som en mulighed? Hvad det er vi som menigheder skal gøre anderledes? Den samtale hører dog hjemme en anden dag og et andet sted end lige nu og her i dag.

Bliv i mig

Men det vi andre kan glæde os over – os der er her i dag og mange andre, der har fundet vores trosfællesskab, er, at vi er her; at vi er døbt ind i det, indpodet ind i det, som grene på vintræet uden at skulle præstere noget for at være accepterede - og at vi alle er uundværlige og væsentlige alene i det, at vi er der.

”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”. Vi er skabte til at leve i dybt forbundne relationer med hinanden. Relationer af kærlighed, tålmodighed, tilgivelse og overbærenhed.

Relationer, hvor vi holder ved medmennesket, også selvom det ikke nødvendigvis er produktivt for os selv. Men vi holder ved, fordi vi tror på den Jesus Kristus, der gav sig selv hen på korset for alles skyld - alene for vores skyld og kun ud af kærlighed. Det forpligter. Det er meningsfuldt.

Bliver vi i ham, er vi forbundet af hans kærlighed, og kan bære frugt til glæde for hinanden. Amen