Nyheder
Nyheder

Bønner og stribede hankatte 

- Fra Gadepræstens arbejde
Artiklen af Odenses gadepræst, Peder Pontoppidan Thyssen er bragt i Stiftavisens juniudgave

Gadecyklen klar med varm kaffe, varm kakao og varm bouillon mm

Af Peder Pontoppidan Thyssen, Gadepræst og Sognepræst ved Domkirken

Det er tirsdag. Det er sommer. Solen skinner, og det er bare det herligste vejr at være ude i.

Gadepræsten har gjort gadecyklen klar med varm kaffe, varm kakao og varm bouillon. Prinzenrolle og de stribede hankatte er købt ind, ligesom cigaretterne, købt for indsamlede midler, ligger trygt i gadepræstens lomme, hvis en borger skulle være trængende.

Og så er det bare om at komme afsted. Men det lykkes ikke, for nu står den første allerede og prajer gadepræsten. Han vil gerne have en spisebillet, så han kan få noget varmt at spise i dag. Der må også gerne være flere billetter, for så kan man få varm mad flere dage om ugen. En kop kakao med en Prinzenrolle er heller ikke at foragte. Selvom det er varmt i vejret, så er det altid rart med en varm, sød kakao. Det varmer i kroppen, men det varmer sandeligt også i sjælen. Man er taknemlig for, at der er én, der gider komme ud og besøge de hjemløse, der hvor de nu føler sig hjemme: på gaden.

Sådan går dagen. Den ene skal have kaffe, den anden lidt køkkenrulle til næsen, der løber, en tredje har brug for en dåbsattest, for han skal en tur til Tyskland. 

Ja, og så er der også én, der gerne lige vil snakke med gadepræsten under fire øjne. Han har en god ven, som lige er blevet arresteret for et værtshusslagsmål, og som han skylder nogle penge. Om præsten ikke kan tage pengene med ind til ham, når han nu næste gang skal ind i Odense Arrest. Han bryder sig nemlig ikke selv om at komme ind i arresten. Han har været der for mange gange, så han får klaustrofobi, bare han tænker på de små beskidte celler. Præsten lover at tage pengene med ind, sammen med en hilsen og ønske om, at straffen ikke må blive alt for lang.

Ud på dagen, efter 6 liter kakao, 4 liter kaffe og 2 liter bouillon, 60 cigaretter og en køkkenrulle, på vej hjem til basen, møder præsten en totalt sønderknust mor. Hendes lille dreng på 25 år sidder inde, og hun er så bekymret for, hvordan det må gå ham derinde bag tremmerne. Om præsten ikke vil bede en bøn for hende og hendes dreng. Det gør vi så, midt på Vestergade i byens travlhed. Larmen forstyrrer ikke, for vi to har et ærinde hos Gud, som ingen kan forstyrre. Vi lægger sammen vor afmagt og angst i Guds hånd, og går fra hinanden lidt mere lettede, end da vi mødtes. Der er en, der er over os, som bærer med på det, som vi selv har svært ved at bære.

Og så er turen slut. Præsten er træt og ør i hovedet, men også mæt efter dagens indsats. Det var en god dag for præsten, fordi så mange af dem på sidelinjen viste ham tillid.