Nyheder
Nyheder

Det ikke-perfekte liv er også værd at leve

Når vi er gennem den værste coronatid, skal vi vænne os til igen at se hinanden som en mulighed og ikke en risiko, siger biskop Tine Lindhardt

Biskop Tine Lindhardt

Tine Lindhardt fik en dag et brev, hvor afsenderen skrev: ”Man skal huske at tælle sine velsignelser. Man skal huske at tælle sine velsignelser og sine glæder”. Og det er i hendes øjne vigtigt. Foto: Lasse Olsson

Af Anette Jorsal

Vi har lært meget under corona-nedlukningerne. Vi har lært at holde afstand, spritte hænder, gå med mundbind og leve i små bobler.

Vi har vist også alle fået stof til eftertanke. Biskop Tine Lindhardt nævner to ting, hun har bidt mærke i.

"Det har virkelig slået mig hvor hurtigt, vi har vænnet os til, at et andet menneske er en risiko for ”mig”. For et år siden var det negativt at holde afstand til hinanden. I dag viser vi samfundssind, når vi holder afstand.

Det er fuldt forståeligt. Sådan som situationen er, skal vi holde afstand. Så der kommer bagefter en tilvænningstid for os," siger biskoppen.

"Vi kommer til at bruge tid på at vænne os til, at andre mennesker er min mulighed. At der er nogen, der vil mig, holde om mig, tale med mig, har brug for mig, og som rejser mig op, når jeg ligger ned. Det er livgivende og livsnødvendigt for os. Og her er vi inde ved det helt centrale i både kristendom og tro. At se den anden, som en, jeg ikke kan leve uden. Det har corona været med til at gøre tydeligt."

Det ikke-perfekte liv

Til gengæld har vi gennem de senere år vænnet os til fremgang.

"Vi er blevet rigere, og vi rejser rundt. Det er dejligt og godt, men det giver os også nemt en fornemmelse af, at livet skal være perfekt for at være et rigtigt liv."

"Vi håndterer derfor tit kriser ved at sige: ”Nu holder vi vejret og står det igennem, og når vi kommer op på den anden side, er alting løst”. Men i efteråret fandt vi så ud af, at det her er mere langvarigt."

"På den måde rejser corona spørgsmålet, om det kun er det perfekte liv, der er værd at leve. Vi rammes jo alle af eksistensvilkår som sygdom, død, sorg, fortvivlelse, tab, hvor det ikke bare er et spørgsmål om, at vi tager os sammen og kommer igennem det, og så bliver alt godt igen. For det er et livsvilkår. Noget vi skal leve med og leve trods. Nogle gange er det forfærdelige vilkår, hvor livet er alt andet end perfekt. Men også det ikke-perfekte liv er et liv, som er værd at leve."

Tine Lindhardt fik en dag et brev, hvor afsenderen skrev: ”Man skal huske at tælle sine velsignelser. Man skal huske at tælle sine velsignelser og sine glæder”. Og det er i hendes øjne vigtigt.

Telefonkæder, blomster og gåture

Kirken har også lært meget. Menighedsråd, præster og ansatte i folkekirken har været tvunget til at tænke nyt. For hvordan er man kirke med begrænsninger? Det gælder også det diakonale arbejde – kirkens sociale arbejde, som i høj grad er afhængig af, at man er sammen.

"Her har menighedsråd og præster været fantastiske til at finde nye måder for det sociale arbejde. Fra telefonkæder til at sætte påskeliljer på folks dørtrin, fra præstens små breve, som er lagt i folks postkasser, og til at gå ture sammen med afstand," fortæller Tine Lindhardt.

Og så er mange kirker for alvor kommet ud på de digitale platforme. Gudstjenester bliver streamet, og der bliver lagt videoklip ud på hjemmesider og facebook.

"Det er blevet tydeligt, at det digitale kan noget. Det er et sted, hvor mange mødes, og vi kan måske ad den vej nå flere. Også de ikke-så-kirkevante. Det passer måske ikke lige ind i familiemønstret at gå i kirke søndag formiddag, men måske kan vi nå dem via det digitale. Det mener jeg bestemt, vi har gjort i coronatiden, og det kan vi fortsat bruge – som et supplement, for gudstjenesten i kirken skal vi fortsat have."

Kirkens Veje 2021

Interviewet med biskop Tine Lindhardt er bragt i ”kirkens Veje” – et tillæg til Fyens Stiftstidende og Fyens Amts Avis februar 2021.

Læs hele Kirkens Veje her