Nyheder
Nyheder

En dannelseskaravane rykker ud

Nyt og spændende samarbejde mellem Odense Lærerforening, Folkekirken samt organisationen Skole og Forældre. Under det landsdækkende initiativ ”Hvad skal vi med skolen?” får eleverne i Odenses 8. klasser en helt særlig dannelses-oplevelse den 30. maj

Dannelseskaravanen bliver en oplevelse for 12 skolekasser i Odense

Hvordan bibringer man 14-15 årige unge den dannelse, som er grundlaget for vores kultur og vores samfund?

Hvordan engagerer man eleverne, så de får lyst til at udforske naturvidenskaben, kunsten, historien og troen?

Det har folkeskolen og folkekirken i Odense sat sig for at eksperimentere med sammen, og derfor arrangerer de en ”Dannelseskaravane” for tolv 8. klasser den 30. maj 2018.

Værksteder

De mere end 200 elever bliver hen over dagen fordelt på værksteder. I ét værksted møder de Tintins tegneseriens ”far” Hergé, som benyttede sig af enhver chance for at lade sig inspirere af andre kunstformer. Et andet sted får eleverne lov til at prøve naturvidenskabelige eksperimenter. Et tredje sted møder de præster, der arbejder på samfundets kant -  i fængsler, på sygehuse og blandt soldater. Eleverne bliver også introduceret til Odenses historie, H.C. Andersens verden og til den mundtlige fortælling.

Dagen sluttes i Odense Domkirke, hvor der er lagt op til en stor musikalsk oplevelse med sangeren Jullie Hjetland og organist Povl Balslev. Der bliver offentlig adgang til koncerten i Domkirken kl. 13.30, hvor forældre og andre er meget velkomne. 

Et godt samarbejde

De tre parter, som sammen har sat dannelseskaravanen på skinner, glæder sig til at tage imod eleverne og pirre til deres nysgerrighed.

”Forarbejdet til dannelseskaravanen har været fuld af begejstring og inspiration, og jeg tror, at vi kommer til at lave flere projekter sammen,” siger Anne-Mette Kæseler Jensen, formand for Odense Lærerforening.

”Det er tydeligt, at skole og kirke har noget at tilbyde hinanden, og at vi har et fælles ønske om at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for blive livsduelige og hele mennesker med lyst til at bidrage til og deltage i samfundet,” siger biskop Tine Lindhardt.

”Vi har prioriteret at slutte arrangementet med en offentlig koncert i Domkirken, så nogle af forældrene også får mulighed for at snuse til dannelseskaravanen, siger Lotte Holk Hansen fra Skole og Forældre.

Yderligere oplysninger:

Anne-Mette Kæseler Jensen, formand for Odense Lærerforening amkj@dlf.org tlf: 23 30 12 68

Lotte Holk Hansen, Skole og Forældre Lotteholkhansen@gmail.com              tlf:  30 31 68 20

Tine Lindhardt, biskop, Fyens Stift tili@km.dk tlf: 66 12 30 24

Henrik Henrik Hansen, Folkekirkens Skoletjeneste                                 Odense skole-kirke-odense.dk 29 63 43 15

De seks værksteder


HISTORIENS HUS

Hvad ved klassen om Odense og byens spændende historie? Hvem var Knud den Hellige? Hvornår blev Odense Rådhus bygget? Hvor mange mennesker boede der i Odense på H.C. Andersens tid? Hvis I kan finde svarene på disse og lignende spørgsmål om Odense, så skal I melde jer til quizzen i Historiens Hus. Her kan I opleve historien på en anderledes måde.


HCA FONDEN

I dette værksted møder I ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”! Måske ikke helt i levende live, men som et eventyr af H.C. Andersen. Det er skrevet i 1845. Det er længe siden, men vi vil gerne sammen med jer vise, hvorfor historien om det forelskede par stadig er spændende. I skal hjælpe med at finde ind i historien og ud af den. På den måde vil vi følges ind i H.C. Andersens verden og ind i kærlighedens væsen. Måske!


BRANDTS

Når 8. klasserne kommer til Brandts bliver de modtaget af vores to omvisere Jette Klingbech og Helle Madsen. De vil guide klasserne igennem forårets store udstilling "Hergé". En udstilling, hvor man for første gang i Danmark har mulighed for at komme tæt på kunstneren Hergé – tegneseriens mester, der er bedst kendt for Tintins oplevelser. Udstillingen tegner et portræt af en kunstner, der udnyttede enhver chance for at lade sig inspirere af andre kunstformer. Omvisningen vil tage omkring 45 min til en time.


KIRKEN PÅ KANTEN

Hvad hvis man står på kanten af livet, ja måske endda falder ud over den? Hvis ens liv er ’på kanten’? Hvad sker der så? Hvad siger og gør man? Kan man få hjælp og hvorfra? I “Kirken på kanten” møder eleverne tre præster, der arbejder ude på nogle af livets kanter: en fængselspræst, en værnspræst (altså en præst for soldater) og en sygehuspræst. Eleverne kommer til at høre beretninger, hvor mennesker har stået på kanten af livet, og de unge vil i fællesskab tale om, hvad ’hjælp’ i sådanne tilfælde er, og hvor den kan komme fra, og hvordan det er at være den, der skal hjælpes.


ASTRA

I dette værksted skal I se og prøve naturvidenskabelige eksperimenter og forsøg, og I lærer hvordan forskere bruger den naturvidenskabelige arbejdsmetode, når de skal undersøge om deres teorier holder stik og de måske har gjort en ny vigtig opdagelse. I kommer også til at høre om, hvilken rolle naturvidenskaben spiller i verden i dag, hvad det vil sige at tage en naturvidenskabelig uddannelse, og hvorfor der i fremtiden bliver behov for flere med en naturvidenskabelig uddannelse.


FORTÆLLERKREDSEN

Den mundtlige fortælling kommer lige ud af hovedet og uden bog når klasserne møder Fortællekredsen. Den gode fortællekunst åbner for indlevelsen og forestillingsverdenen i en verden fyldt med billeder.