Nyheder
Nyheder

Et eventyr om et hus –
et særligt hus

Den 1. september 2018 blev Det gamle rådhus på Torvet i Rudkøbing indviet til sognehus. 
I den anledning skrev sognepræst Hanne Davidsen et eventyr. 

Hanne Davidsen, Sognepræst i Rudkøbing-Simmerbølle
Foto: Ard Jongsma

Tekst: Sognepræst Hanne Davidsen

Man skal, som H. C. Andersen skriver, ofte gå grueligt meget ondt igennem, inden det bliver godt.

Sådan var det også for et ganske særligt hus.

Hun blev kaldt ’det gamle rådhus’, - og det var egentligt uartigt sagt, for af et godt og solidt hus at være var hun såmænd slet ikke så gammel endda. Et hus af hendes kaliber kan stå i flere hundrede år, hvis man passer på det. Det vidste enhver – også hun.

Hendes første elskede var kommunen og de kom også ganske godt ud af det med hinanden en rum tid. Der blev styret og regeret, taget beslutninger og holdt orden, men svigtet blev hun, for en dag flyttede han ud – han havde fundet en yngre model. Men ret beset havde han faktisk været en lidt kommunefarvet ægtemand.

Så heldigvis kom der en ny bejler, og han havde planer. Det livede hende op – ikke at hun var let på tå, men lidt fest trængte hun til efter alle de kedelige år, så hun sagde frejdigt Ja. Nu skulle der være liv, musik og kunst i huset, men alt gik galt. Ingen ville lege med, ingen kom på besøg. Det blev hurtigt tomt og ensomt i det ægteskab - og så var det forbi. Forbi, forbi.

Nu gik det virkelig ned af bakke for det smukke dejlige hus. Hendes næste mand var en kølig spekulant, der kun havde i sinde at udnytte hende økonomisk. Han tog sig slet ikke af hende. Og så snart han fandt ud af, at der ikke var penge i hende, forsvandt han.

Ensom og trist stod hun nu dér midt på torvet til skue i al sin elendighed. Hun blev mere og mere ligeglad med sig selv. Hendes hud rynkede og slog revner, håret hang i laser og endnu mere pinligt – efter en hård vinter med frost og kulde blev hun inkontinent. Hun var så flov over sig selv. Alle der gik forbi hende rystede på hovedet og tænkte ved sig selv: Ja, engang var hun smuk, men se hende nu – hvor er det en skam, ak, ak hvor forandret!

Men en dag skete der noget ganske uventet. En ny bejler viste sig. En mand, der vidste, at man ikke skal skue hunden på hårene, der vidste, at skønheden kommer indefra. Han elskede hende, han elskede hendes sjæl og kunne se lige igennem det ydre forfald, se perlen indeni. Det var Rudkøbing-Simmerbølle menighedsråd, der bejlede, og Det gl. Rådhus sagde fuld af lykke og glad forventning straks ja. Han var helt anderledes end de andre bejlere, sådan munter og alvorlig på samme tid.  Det var ægte kærlighed, for hun tog ham i sandhed ikke for pengenes skyld. For han havde ingen klink på lommen, men derimod mange drømme, ideer og en ukuelig optimisme: ”Det skal nok gå” sagde han, og hun nikkede og troede på ham.

Og det kunne hun også godt, for han havde forbindelser og talegaver. Pengene kom, og nu begyndte den store forandring.

Hendes indre og hidtil skjulte charme skulle frem, så alle kunne se, hvor smuk hun var. Han vilde fremelske hendes tabte skønhed – med alle midler, og han gik hårdt til værks. Hendes bagparti blev fjernet – åh, det var som et kraftig fedtsugning. Det gjorde ondt, og hendes gamle venner savnede også hendes brede rumpe. Men der var ikke noget at gøre. Han fortsatte. Hun blev sat på en voldsom slankekur, ja der blev virkelig skåret helt ind til benet. Til sidst stod hun som klædt af til skindet, kun lidt bindingsværk, et par stolper og en ydermur. Hun følte sig mager som et skelet. Men så blev der pudset op og pudset op og pudset op og pudset op. Eksperter fra nær og fjern kom og gav deres besyv med. Ja, selv fra hovedstaden blev der holdt øje med ægteskabet. Men alle ville hende det godt. Dog, der var alligevel nogle motorbøller, som ikke kunne holde fingrene fra hende. De mere end gramsede på hendes forlygter, ja, de var så voldelige, at hun måtte til stenkirurg, for at få barmen bygget op, så den blev hel og fin igen. Gemalen meldte dem da også til politiet! Men hun kom sig og fik i det hele taget ligeså langsomt mere sul på kroppen. Rynkerne var som blæst væk. Hun kunne igen holde på vandet. Hendes gamle varme glød kom også tilbage – både uden på og indeni. Hun var som født på ny, og dog følte hun det, som om hun først nu var blevet rigtig sig selv.

Hendes elskede gemal var gået igennem ild og vand for at gøre hende glad igen. Det havde kostet ham dyrt, og han havde også ofte været i splid med sig selv, for magtede han nu opgaven, ville de andre ikke bare grine ad ham; men målet: at få hende til at stråle igen havde aldrig svigtet ham.

Og det lykkedes – efter at de begge havde gået grueligt meget ondt igennem blev alt godt til sidst. En dejlig sensommerdag stod hun smuk og fin. Og de tog hinanden i hånden og åbnede armene ud mod verden. ’Kom’ sagde de til folk, ’kom, for nu skal der være fest’ – og fest, det blev dér.

Lad os rejse os udbringe et leve for Rudkøbing Sognehus!