Nyheder
Nyheder

Et uforglemmeligt møde

Læs en fynsk sognepræsts rejseberetning fra Egypten, hvor han mødte den koptiske pave.

Sognepræst i Espe, Vantinge og Hillerslev, Simon Jylov mødtes med den koptiske kirkes overhoved, pave Tawadros II . Privatfoto.

Tekst: Sognepræst Simon Jylov

 

Søndag d. 26/1 blev for mig en uforglemmelig dag. Jeg havde i tiden forinden, arbejdet på at få lov til at mødes med den koptiske kirkes overhoved pave Tawadros II i Kairo. Selvom dette møde var urealistisk at få i stand, så havde jeg ikke desto mindre tænkt mig at prøve. Pludselig en aften i midten af januar kom der så besked fra pavens sekretær, at hans hellighed ønskede at se mig d. 26/1 kl. 20 i den pavelige residens.

Fakta: 

Der er ca. 15 millioner koptere. Nogle siger dog 7 og andre siger 20.

 

Tawadros er pavens koptiske navn. På dansk ville man kalde ham Theodor, som betyder ”Gave fra Gud”.

 

Tawadros er den 118 pave siden Sankt Markus. 

 

Paven anses for valgt af Gud. Man udvælger tre kandidater, og ved en storslået ceremoni vælges en lille dreng på 5 år. Drengen anses for uden synd, og kan derfor ledes af Helligånden. Drengen vælger så bland de tre navne, mens han har bind for øjnene. Man mener derved, at Paven er valgt ved guddommelig indgriben, hvilket styrker pavens autoritet.

 

Det var ganske enkelt ikke til at tro. Derfor tog jeg også beskeden med en smule forbehold. I beskeden fra sekretæren stod der intet om, hvor lang tid jeg havde med ham, ej heller noget om hvordan det kom til at forløbe. Jeg havde i forbindelse med min rejse til Kairo allieret mig med en god veninde fra den danske ambassade, og her var vurderingen også, at det bestemt ikke var utænkeligt at han aflyste. For mit eget vedkommende var målet sådan set bare, at mødes med nogen fra den koptiske kirke, da jeg igennem min studietid beskæftigede mig en del med kirkens historie, dogmatik, ritualer og deres kirkesprog – koptisk.

 

Da dagen oprandt var der intet nyt fra pavens sekretær, hvorfor jeg da gjorde mig klar til mødet. Jeg iførte mig en nydelig grøn præsteskjorte og et sølvkors om halsen – ikke fordi man skal pynte sig, men i Egypten glæder man sig over, når man står ved, hvad man er. Jeg havde endvidere medbragt en lille gave til paven i form af en dansk salmebog. Nu tænker du måske ”Jamen paven kan da næppe dansk?”, og nej det kan han ikke, hvorfor jeg havde anskaffet en salmebog med noder, således at han dog ville kunne nynne melodierne.

Jeg begav mig afsted mod den pavelige residens ledsaget af min veninde fra ambassaden, og kørende i en meget fin bil arrangeret til lejligheden – ja, vi skal jo ankomme ordentligt.

 

Ved indgangen til det pavelige kompleks blev vi underlagt en større sikkerhedskontrol, og vagterne var i første omgang ikke meget for at lukke os ind. Vores chaufør insisterede imidlertid, og pegede om på mig ”Den danske præst er kommet hele vejen fra Danmark for at besøge paven, og hans hellighed venter ham”. Der blev ringet lidt, og pludselig kunne vi fornemme, at nu skete der noget, og vi blev lukket ind, mens vagterne hilste på og vinkede – sjældent har jeg følt mig så vigtig.

 

Ved indgangen til den pavelige residens, som er et meget stort hus, der fungerer som bolig for paven, men som også huser kontorer og lejligheder, blev vi modtaget af en diakon, som arbejder for paven. Diakonen havde en fin uddannelse fra USA og var vidst nok headhuntet af kirken – de forstår vigtigheden af dygtige folk.

 

Vi blev budt indenfor i audienssalen, hvor vi hurtigt kunne konkludere, at vi var de eneste. Vi blev budt kaffe og the, og fik lov til at sidde et øjeblik og nyde rummets overdådighed. Diakonen kom tilbage, og vi talte ganske kort med ham, inden han pludselig rejste sig og bukkede hovedet. Ind kom da selve pave Tawadros, som var iført en sort dragt med broderet guld. Om halsen havde han et ikon, og i den ene hånd sin bispestav (eller præstestav, da mange koptiske gejstlige synes at gå med en), og i den anden hånd bar han et kors, som ligeledes er en typisk ting for den koptiske gejstlighed.

 

Der blev udvekslet de formelle høfligheder, og eftersom jeg ikke vidste, hvor længe vi kunne tale sammen, skyndte jeg mig at overbringe ham den medbragte danske salmebog. Jeg havde kun nået at sige ganske lidt om bogen før paven overrasket konstaterede ”Jamen den er jo på dansk!”. Dette kunne jeg selvfølgelig ikke argumentere imod, men forsøgte på mit mest formfuldendte engelsk, at forklare ham om tanken med, at bogen var valgt med noder, for at man dog kunne lære melodierne. Dertil sagde paven kort ”Så syng!”. Overrasket over pavens opfordring nåede jeg ikke at tænke ret meget over valg af salme, og eftersom der var slået op på salme 2 – lover den herre – gik jeg frejdigt i gang med at synge. Paven stod og fulgte interesseret med, og da jeg var færdig, var han vældig begejstret (men nok ikke over tonens klang, men mere over at det skete). Dertil bød han mig at oversætte teksten, og jeg håber og beder til, at jeg fik oversat salmen på en måde, så den gav mening.

 

Begejstret over salmen bad paven os om at sidde ned, og han satte sig på sin dertil indrettede ”trone”. Den koptiske pave sidder nemlig på Sankt Markus trone, eftersom historien fortæller, at det var evangelisten Markus, der grundlage kirken i Egypten.

 

Vi satte os ned og derfra gik samtalen lystigt. Jeg havde hjemmefra forberedt nogle spørgsmål, som jeg meget gerne ville stille paven, men det var ikke så nemt, da de meget direkte spørgsmål blev undveget. Jeg tror ikke, at det var af mangel på lyst til at svare på dem, men eftersom han er overhoved for en presset kirke, som kun klarer sig ved regimets hjælp, må vi nok erkende, at det ikke er alt, man kan få svar på.

 

Dog talte vi om kirkens generelle udvikling og den stabilitet, der dog hersker om kirken for nuværende. Kirken har på ny fået lov til at bygge kirker, og det er lidt forunderligt at sidde i et land, hvor efterspørgslen på nye kirker er så stor, mens vi på de hjemmelige fronter diskuterer, om nogle kirker skal lukkes.

 

Vi talte endvidere om kirkens diakonale arbejde, og det er mit indtryk, at man forsøger at gøre meget for alle trængende – både muslimer og kristne. For kirken gælder det også om, at man gerne vil fastholde søndagsskolerne, som har været en af kirkens helt store succeser. Projektet med søndagsskoler stammer fra 1800tallet, og dette har medført, at mange flere koptere har lært noget om deres ophav og om deres tro. Hvis du på landet tidligere bad en kopter bede fadervor, så kunne vedkommende recitere første del af koranen. Men i dag er det anderledes. Kopterne er meget bevidste om både deres kristne arv, men sandelig også om deres rødder i faraonernes tid. Kopterne anser sig for at være det oprindelige folk, og efter at have været der, må jeg også medgive, at de i den grad gør noget for, at gøre andre opmærksomme på det.

 

Samtalen med paven fortsatte og vi kom omkring mange emner, herunder pavens møde med vores helt egen dronning, hvilket han huskede med stor begejstring. Pludselig var tiden gået, men da havde vi også talt sammen i 40min (hvilket åbenbart er meget atypisk – man har gerne 15-30 min). Paven skulle mødes med en af de muslimske ledere, men han hastede dog ikke afsted. I stedet brugte han tid på at overbringe nogle gaver til min ledsager og mig, hvilket var ganske overvældende.

 

Paven mødtes med sin næste gæst, og min ledsager og jeg blev, da vi var kommet uden for og havde sundet os, inviteret med over i den store katedral, som i øvrigt hedder Sankt Markus’ Katedral. Vi bevægede os over i katedralen, og blev endnu engang overvældede – denne gang over bygningens størrelse og udformning. Loftet var fyldt med de karakteristiske koptiske ikoner, og diakonen, som var den samme fra før, fortalte os, at nogle af ikonerne er nye – det vil sige, at de forestiller episoder af kirkens historie, som er sket inden for de sidste 100 år. Dette var sket på den nuværende paves initiativ, eftersom han mente, at historien jo ikke er stoppet, men at der stadig sker nye ting, som ikke må blive glemt – herunder de mange koptere som har måtte lade livet pga. deres tro.

 

Oplevelsen var ganske enkelt uovertruffen, og jeg er i dag stadig påvirket. Selvom jeg som lutheraner ikke bifalder, at en gejstlig anses for mere værd end andre, så handler det mere om her, at han dog er overhoved for mange millioner af koptere, og at han repræsenterer et kirkesamfund, som et så gammelt. Der har været kristne i Egypten siden den aller første tid, og kirken blev meget hurtig en selvstændig kirke, da den brød med resten af kirkesamfundene pga. dens opfattelse af Jesu guddommelighed, hvor man i koptisk sammenhæng ser Jesus som kun guddommelig. Derfor betegnes de kristne også som monofysitter, eftersom de tror på, at Jesus kun var i besiddelse af én fysisk form – nemlig den guddommelige.

 

Jeg er nu vendt hjem med megen viden og stor beundring for den koptiske kirkes arbejde, og jeg glæder mig til at kunne fortælle mere om det koptiske kirkesamfund fremadrettet.

 

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, og jeg gør det ganske gratis.

 

Simon Jylov, sognepræst i Espe, Vantinge og Hillerslev.

Sognepræst Simon Jylov og den koptiske pave. Privatfoto.