Nyheder
Nyheder

Færre melder sig ud af folkekirken

Færre meldte sig ud og flere blev gift i fynske kirker i 2018. 

Sidste år blev 1098 par viet eller velsignet i fynske kirker. På landsplan var tallet 12169.

Sidste år meldte 849 mennesker sig ud af folkekirken på Fyn. Det er færre end året før, hvor 1245 meldte sig ud og langt færre end i 2016, hvor 2041 meldte sig ud på Fyn. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

”Det er meget glædeligt, at færre melder sig ud af folkekirken. Det vidner om, at folk og kirke stadig er tæt bundet til hinanden, ” siger biskop Tine Lindhardt.

Hun peger også på, at også tallene for vielser og kirkelige velsignelser stiger. I 2018 blev 1098 par enten viet eller fik en velsignelse af deres ægteskab i en fynsk kirke. Året før var tallet 1057.

Svagt faldende medlemsprocent

Selvom de nye tal fra Danmarks Statistik vidner om, at der stadig er stor tilslutning til folkekirken og en stærk tradition for at bruge kirken ved livets store begivenheder, så er der også tal, som peger i en anden retning.

På Fyn er folkekirkens medlemsprocent således faldet fra 79,8 procent i 2018 til 79,2 procent i 2019. På landsplan er medlemsprocenten faldet fra 75,3 procent til 74,7 procent.

”Vi ved fra kirkeministeriets opgørelser, at hovedårsagen til den faldende medlemsprocent er, at andelen af borgere med ikke vestlig baggrund er stigende i Danmark. De færreste indvandrere og efterkommere af indvandrere har kristen baggrund, og det påvirker naturligvis medlemsprocenten”, siger biskop Tine Lindhardt.

Hun understreger, at medlemstallet fortsat er meget højt.

”Der er fortsat 394.832 mennesker, der er medlem af folkekirken på Fyn, og det synes jeg er et højt tal,” siger hun.

Flere voksendåb

Barnedåbsprocenten er på Fyn faldet fra 65,3 procent for børn født i 2016 til 64 procent for børn født i 2017, som er de senest opgjorte tal.

Til gengæld er der en tendens til, at flere bliver døbt og dermed indmeldt i folkekirken enten i forbindelse med konfirmationen eller senere i livet. I 2018 blev 514 personer over 10 år således indmeldt i folkekirken. For fem år siden var tallet 421. En mindre del af disse indmeldelser er genindmeldelser – altså indmeldelser af mennesker, der har været udmeldt af folkekirken og senere har meldt sig ind igen. 

De fleste begraves i folkekirken

Når det kommer til begravelser og bisættelser vælger langt de fleste fortsat folkekirken. 85,9 procent af dem, der døde på Fyn i 2018 blev således begravet eller bisat kirkeligt – altså med medvirken fra en præst.